Uenighed om Verenas vejbod ender på Christiansborg:
- Der er gået bureaukrati i den
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Lovgivning af vejboder skal gøres mere præcis for at sikre vejboders overlevelse, fastsslår politikere på begge sider af salen.
Lokal uenighed om Verena Junges vejbod i Kerteminde giver nu genlyd på Christiansborg.
For der skal kæmpes for vejbodernes overlevelse på de fynske landevej, mener de to fynske folktingspolitikere Bjørn Brandenborg (S) og Erling Bonnesen (V).
De vil derfor forelægge sagen for boligminister Christian Rabjerg Madsen (S).
- Vejboder i Danmark er en enormt god og gammel tradition. Rigtig mange borgere sætter stor pris på at kunne holde ind og købe en bakke jordbær eller en pose kartofler. Jeg synes, det er en meget vigtigt tradition at holde fast, siger Bjørn Brandenborg (S).
Bjørn Brandenborgs udtalelse kommer efter, TV 2 Fyn har talt med indehaveren af vejboden ved Skovløkke Frilandsgrønt ved Marslev, Verena Junge, der har fået afslag på at opsætte en større bod på 14 kvadratmeter.
Indehaveren er også blevet bedt om at fjerne sin nuværende lille bod på fire kvadratmeter, fordi boden minder for meget om en butik. Og butikker kan ifølge reglerne og Kerteminde Kommune ikke placeres frit i det åbne land.
Selvstændig butik
Kerteminde Kommune begrunder deres afslag på Verena Junge ansøgning med, at den større bod med et tilhørende parkeringsareal får en selvstændig karakter.
Kommunen finder, at en tilladelse til det ansøgte kan medføre en uheldig udvikling i landområderne, og der kan dermed være et hensyn at tage til at undgå forventninger om landzonetilladelse til opførelse af nyt byggeri til erhverv i form af detailhandel i landzone med tilhørende parkeringsareal.
Nedlæggelsen undrer Erling Bonnesen (V) sig over.
- Som jeg har fået det beskrevet, er vejboden ved Skovløkke lige efter bogen. Jeg vil opfordre Kerteminde Kommune til at tage sagen op på deres dagsorden igen, og give dem tilladelse til at genåbne igen inden for den eksisterende lovgivning, siger venstremanden.
Bjørn Brandenborg vurderer de nuværende regler til at være for uklare, når kommunerne ikke selv kan finde rundt i dem. Således har Kerteminde Kommune set sig nødsaget til at få en ekstern konsulent til at vurdere reglerne, inden de kunne give Verena Junge et svar.
- Det er noget rod, at Kerteminde Kommune er nødt til at få et konsulentfirma til afgøre vejbodens fremtid. Det burde være sådan, at de regler, vi laver på Christiansborg, det er nogle regler, embedsfolkene ude i kommunerne kan forstå og selv fortolke på.
Ren bureaukrati
Både på den ene og den anden side af folketingssalen undrer politikerne Bjørn Brandenborg og Erling Bonnesen sig over kommunens beslutning.
- Der er gået bureaukrati i den, som vi efter min opfattelse skal have fjernet. Der er ikke tale om byggeri af fundamenter. Det skal være tilladt, at frugtavlere kan sælge deres lokale produkter i en vejbod, mener Erling Bonnesen.
For at undgå flere nedlæggelser af flere fynske vejboder foreslår Bjørn Brandenborg, at reglerne skal præciseres.
- Det er vigtigt at få præciseret, at man fortsat i fremtiden har mulighed for at kunne handle ved en vejbod. Det er ikke meningen med den nuværende lovgivning, at man kan anlægge store butikker i åbne områder. Det er heller ikke det, der er tilfældet med Verena Junges vejbod. Derfor er det vores ansvar politisk at sørge for, at de regler bliver mere klare på området, fastslår Bjørn Brandenborg.
Udover at de fynske folketingspolitikere vil tage sagen med til Christiansborg, hvor den altså skal en tur forbi boligminister Christian Rabjerg Madsens (S) bord, så er den også på dagsordenen, når Plan- og Teknikudvalget i Kerteminde Kommune mødes på tirsdag.