Pige drevet til sammenbrud: - Det må være, fordi man ikke vil indrømme sine fejl

Sagen om en 16-årig psykisk sårbar, som endte på psykiatrisk skadestue som følge af behandling i Nordfyns Kommune er både usædvanlig og kritisabel. Det mener foreningen Sind.

Nordfyns Kommune lever ikke op til det ansvar, de har fået, om at sikre psykisk sårbare børn og unge en relevant behandling.

quote - Det er heldigvis meget sjældent, at vi hører om en sag, hvor en psykiater går ind og udtaler, at man fra kommunens side har presset barnet ud, hvor det er endt med, at barnet har selvmordstanker - og at man samtidig nægter at bruge de faglige eksperter, som man kan søge hos Viso.

Knud Kristensen, Landsformand for Sind.

Det mener landformanden for Sind, Knud Kristensen.

Han kalder sagen om en 16-årig psykisk sårbar pige, der som følge af et behandlingsforløb iværksat af Nordfyns Kommune endte i et personligt sammenbrud, for usædvanlig. 

- Det er heldigvis meget sjældent, at vi hører om en sag, hvor en psykiater går ind og udtaler, at man fra kommunens side har presset barnet ud, hvor det er endt med, at barnet har selvmordstanker - og at man samtidig nægter at bruge de faglige eksperter, som man kan søge hos Viso, siger landformand for Sind, Knud Kristensen.

Udtalelsen falder efter, at TV 2/Fyn onsdag bragte historien om en 16-årig psykisk sårbar pige fra Nordfyn, som i begyndelsen af april endte på psykiatrisk skadestue efter at have deltaget i en behandlingssamtale med en medarbejder fra Familiehuset i Nordfyns Kommune. 

Her beskriver lægen direkte, hvordan den kommunale behandling har "fået bægeret til at flyde over" for den 16-årige pige:

"Særligt det, at sagsbehandleren har iværksat daglige opgaver via Cool Kids forløbet, har virkelig fået bægeret til at flyde over, da hun ikke kognitivt kan være med til at kapere disse opgaver. Særligt ikke på egen hånd, da hun har svært ved at forstå dem. Det vurderes herfra at have været en udtalt belastning, der har fået bægeret til at flyde over."

Sind: Stærkt kritisabelt, at man ikke vil gøre brug af statslig rådgivning

Landsformanden for Sind er særlig kritisk overfor Nordfyns Kommunes gentagne afvisning af at lade den 16-årige udrede hos Viso, der ellers er et gratis tilbud til landets kommuner.

Viso betales af staten og blev netop oprettet for at sikre kommunernes adgang til fagpersoner med specialiseret viden om netop børn og unge med flere forskellige diagnoser eller problemer, der spiller sammen.

Da det netop er tilfældet for den 16-årige pige, som ud over indlæringsvanskeligheder lider af OCD og svær angst, forstår Knud Kristensen ikke, at Nordfyns Kommune afviser at søge vejledning hos Viso.

- Det, synes jeg, er stærkt kritisabelt. Jeg kan ikke se, at der kan være andre grunde til det, end at man ikke vil indrømme sine fejl, og at man ikke vil risikere at blive anbefalet en dyrere løsning end den, man har liggende på hylderne, siger Knud Kristensen.

Hos foreningen Sind oplever man ofte, at psykisk sårbare børn og unge risikerer at blive tabt mellem sundhedssystemet på den ene side og det kommunale behandlingssystem på den anden.

- Der er ingen tvivl om, at økonomi spiller en stor rolle, men der kan også være tale om, at man har en faglig stolthed i kommunen og ikke vil indse, at den hjælp, man giver, ikke er den rette, siger Knud Kristensen.

Artiklen fortsætter under videoklippet.

Henrik Jacobsen, Chef for Børn og Unge i Nordfyns Kommune, besvarer her kritikken fra Sind.

Nordfyns Kommune afviser brug for hjælp udefra

Nordfyns Kommune fastholder, at den behandling, som den 16-årige pige har modtaget, har været den rigtige, selvom chef for Børn og Familie, Henrik Jacobsen, samtidig tilkendegiver, at det er ærgerligt, at den ikke har virket.

- Jeg anlægger den vurdering, at vi har haft en psykolog inde over. Vi har uddannet personale, som ved, hvad det vil sige at arbejde med unge mennesker, der har angst. Derfor synes jeg, det har været er fuldt forsvarligt tilbud, vi har givet familien, siger Henrik Jacobsen.

Henrik Jacobsen fortæller, at man nu vil forsøge at komme i en god dialog med den 16-årige og hendes familie.

- Vi tager altid kritik til os, og vi skal også arbejde på at blive bedre og lytte til fagfolk, siger Henrik Jacobsen.

Børn- og Familiechefen er dog ikke klar til at søge råd, vejledning eller fornyet udredning hos Viso. Ligesom han heller ikke er klar til at love behandling af den 16-årige pige hos andre behandlere end kommunens egne.

Oversigt

    Oversigt