Om seks måneder stemmer vi til kommunalvalget 2017. Der skal atter engang findes 10 fynske borgmestre, og i fire kommuner ved vi med sikkerhed, at borgmesterkæden hænger om en ny nakke efter valget den 21. november.
Borgmestrene på Langeland, Ærø, i Faaborg-Midtfyn og Odense har alle valgt ikke at genopstille. I en miniserie besøger TV 2/FYN de store mænd, der forlader byrådene.
En af dem er Christian Thygesen fra Venstre, der blev valgt ind som Faaborg-Midtfyns borgmester ved seneste valg i 2013. Selv opfatter han ikke sig selv som den fødte politiker, og derfor vender han 1. januar tilbage til livet som selvstændig.
- Mit motiv for overhovedet at stille op, det var at være med til at skabe nogle forandrigner i Faaborg-Midtfyn Kommune og på Fyn generelt. Jeg var blevet meget provokeret af al den her tale om udkantsdanmark. Jeg bryder mig ikke om det begreb overhovedet. Det er ligesom blevet en undskyldning for apati og ikke at gøre noget, fortæller Christian Thygesen.
Jeg opfatter ikke mig selv som den fødte politiker. Jeg har ikke taget magten for magtens skyld
Du havde ikke siddet som borgmester i ret mange dage, før slagteriet i Faaborg lukker. Hvordan kom det på tværs af de planer og visioner, du havde?
- I virkeligheden var det jo symptomatisk for de planer, fordi det var et udtryk for, at vi her i kommunen og på Fyn som helhed, er i gang med en forandringsproces og flytter os fra at være et industrisamfund til at være måske mere en serviceøkonomi eller informationsbaseret økonomi. Den proces har taget lidt lang tid på Fyn. Nok også lidt længere tid, end den har taget andre steder, siger borgmesteren.
Hvis du skal nævne noget, du syntes er gået rigtig godt. Hvad skulle det så være?
- En af de ting, som vi identificerede helt fra starten er, at udviklingen ikke er noget, vi kan skabe alene. Det er noget, vi skal skabe sammen. At få skabt den fællesskabsfølelse er noget, vi har arbejdet rigtig hårdt på.
Noget af det, du skal vurderes på, er, om I kan levere den service, som borgerne har en forventning om, at en kommune som Faaborg-Midtfyn er i stand til at levere. Er Faaborg-Midtfyn Kommune set med de brillet blevet en bedre kommune at bo i end for fire år siden?
- Det vil jeg da håbe, og jeg vil da håbe, at vi vedvarer med at forbedre den service, vi giver til vores borgere.
Du kan se hele interviewet med Christian Thygesen nedenfor.