Kritik af bro til Als - den vil ødelægge Svanninge Bakker

Naturen vil blive belastet for meget af en bro mellem Fyn og Als, lyder kritikken. Andre mener, at CO2-udslippet begrænses betydeligt.

En fast forbindelse fra Fyn til Als var et af emnerne på debatmødet i Faaborg-Midtfyn Kommune, der vil få gavn af en 11 kilometer lang bro eller tunnel til Sønderjylland.

Enhedslisten er imod en bro, fordi den vil ødelægge naturen, og projektet har for meget fokus på at øge biltrafikken mellem landsdelene. 

- Det er et dårligt projekt, fordi vi tænker det som biler og biltrafik. Det er bare noget med, at vi skal øge trafikmængden tværs over bæltet, siger Morten Schjøtt fra Enhedslisten.

- Der kommer nogle bivirkninger og uønskede sideeffekter som belastning på lokalsamfundet. Naturen vil blive belastet i et vist omfang, og vi vil få en masse transittrafik, som ikke gavner området, uddyber han.

Ødelægge Svanninge Bakker

Palle Andersen er spidskandidat fra Borgerlisten. Han er ganske vist tilhænger af en fast forbindelse, men han frygter, at den øgede trafik mod Odense vil ødelægge vandreområdet Svanninge Bakker.

- Der er nogle trafikproblemer i forhold til at komme ind til Odense, som er langt vigtigere. Det skal vi gøre i god stil, så naturen bliver beskyttet, og vi ikke ødelægger Svanninge Bakker, siger Palle Andersen.

Emma Have fra Liberal Alliance mener dog omvendt, at en bro mellem Fyn og Als kan have en positiv påvirkning på miljøet.

- Jeg ved, at I går meget ind for et godt miljø. Vi reducerer vores CO2-udslip med 30.000 ton, siger Emma Have, der finder fordelen i, at bilister på vej mod Tyskland ikke skal længere nordpå via Middelfart.

- I stedet for at folk tager den lange vej rundt om og tager Lillebæltsbroen, tager de Alsbroen, og vi reducerer så meget CO2-udslip, forklarer hun.

Økonomisk vækst på hele Fyn

Derudover understreger hun, at broen vil gavne kommunen og hele Fyn økonomisk.

- Selvfølgelig skal vi have den her bro. Vi får økonomisk vækst. Vi vækster hele regionen, fortæller hun.

Planerne om en bro mellem Fyn og Als er fortsat tidligt i processen. Det er endnu uvist, om man satser på en motorvejsbro, en bro med motortrafikvej eller en tunnel.

Ligner det ikke et fantasiprojekt, som ligger langt ude i fremtiden?

- Det er et projekt, der ligger langt ude i fremtiden, men det vil være et projekt, der vil have enormt stor betydning for vores kommune, siger Hans Stavnsager (S), der har arbejdet på projektet i flere år.

Broen har været på tale gennem flere år, og i juni udkom en regionaløkonomisk analyse lavet for Faaborg-Midtfyn Kommune og Sønderborg Kommune.

Den viste blandt andet, at et brobyggeri ville kunne skabe 13.300 job i byggeperioden og samlet set forøge bruttonationalproduktet med knap en milliard kroner.

Se hele debatrunden om broen til Als: 

 

 

Oversigt

    Oversigt