Kritik fra læger: Kommuner sparer på førtidspension til syge
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Lægernes faglige vurderinger bliver tilsidesat af kommunerne for at spare førtidspension til syge og uarbejdsdygtige mennesker. Sådan lyder kritikken fra Lægeforeningen
Når kommunerne fastholder syge borgere i lange ressourceforløb, er det ikke for borgernes egen skyld. Det er derimod for at undgå at tildele førtidspension.
Sådan lyder kritikken fra Lægeforeningen, efter TV 2/FYN har fortalt om 56-årige Lone Nielsen fra Middelfart.
Hun tvinges, på trods af en række udtalelser og erklæringer fra læger, i praktik og jobprøvning.
Lone har kroniske smerter: Nu skal hun i praktik
Tidligere rengøringsassistent Lone Nielsen forstår ikke, hvorfor Middelfart Kommune ikke vil anerkende, at hendes sygdom nu er så fremskreden, at det er meningsløst at fastholde hende i et opslidende ressourceforløb.
Selvom ministeriet netop har udsendt nye og skærpede retningslinjer for kommunernes brug af ressourceforløb, oplever flere borgere, at retningslinjerne slet ikke bliver overholdt.
En af dem er 56-årige Lone Nielsen, som foreløbig har et år på sygedagpenge og derefter fire år på kontanthjælp og i ressourceforløb bag sig.
Står det til kommunen, er der ikke udsigt til nogen afklaring.
Lone Nielsen lider af "cervikal dystoni".
En sjælden lidelse, som får hals- og nakkemuskler til at trække sig sammen ufrivilligt og får hovedet til at vride eller dreje til den ene side.
Hun har kroniske smerter og et stærkt nedsat funktionsniveau.
- Det er smertefuldt, og når jeg har det rigtig skidt, så kan jeg faktisk ikke foretage mig noget som helst. Jeg tror ikke, de ved, hvor slemt det egentlig er, siger Lone Nielsen.
Har du prøvet at forklare dem det?
- Ork ja! Jeg har tegnet og fortalt og alt muligt. Jeg bliver ikke bedre - tvært imod - men de vil ikke forstå det. De kører på én. Jeg kan ikke selv se andre udveje end en førtidspension.
Cervikal dystoni:
En smertefuld tilstand, hvor hals- og nakkemuskler trækker sig sammen ufrivilligt og får hovedet til at vride eller dreje til den ene side.
Der findes ingen kur mod cervical dystoni, som betegnes som en sjælden lidelse.
Klar dom fra lægerne
De læger, som følger Lone Nielsen og hendes sygdom, har i udtalelser og erklæaringer gentagne gange gjort opmærksom på hendes kraftigt reducerede funktionsniveau.
- Sygdommen er kronisk, stationær og progredierende. Jeg kan ikke se, at der kan gøres mere medicinsk eller med hjælpemidler eller andet, står der blandt andet i Lone Nielsens lægedokumenter.
En enkelt læge spekulerer endda i, om Middelfart Kommune i virkeligheden forsøger at udskyde en uundgåelig tilkendelse af førtidspension af økonomiske årsager:
- Videre vurdering og afprøvning får for mig præg af et forsøg på at holde Lone på så lav offentlig ydelse som muligt.
Kommunen vil udvikle arbejdsevne
Middelfart Kommune fastholder derimod, at Lone Nielsen kan arbejde 2 timer om ugen.
En arbejdsevne, som kommunen samtidig mener, kan udvikles i et ressourceforløb, hvor Lone Nielsen over tid trappes op i arbejdstid.
- Det giver ikke mening for mig. Jeg har været i systemet i fem år nu, men de vil ikke acceptere, at det er en kronisk lidelse, jeg har. Der er ikke nogen behandlingsmuligheder, og det går kun tilbage med min sygdom, siger Lone Nielsen.
Kommunen har for nylig bebudet, at Lone Nielsen midt i maj skal i praktik i en dagligevareforretning.
Praktikken bliver den sjette i rækken af praktikker, hvoraf Lone Nielsen kun har formået at gennemføre de to. Tre praktikforløb er blevet afbrudt, fordi Lone Nielsen undervejs blev så dårlig, at de måtte indstilles.
Socialrådgiver: Kommunen overholder ikke vejledning
Beskæftigelsesministeriet udsendte i slutningen af marts en ny og 20 sider lang redegørelse til samtlige landets kommuner.
Her understreger ministeren, at ressourceforløb skal give mening og være til gavn for borgerne. De må aldrig forværre borgerens helbred, og så skal de kun bruges, hvor der er en realistisk mulighed for at udvikle borgerens arbejdsevne.
Ingen af de betingelser er ifølge den private socialrådgiver Ricky Magnussen opfyldt i sagen om Lone Nielsen.
- Hvis ikke hun var en kandidat til førtidspension, da vi startede det her forløb, så har vi nu som samfund lavet en selvopfyldende profeti, der gør, at hun er en eminent kandidat til førtidspension, siger privat socialrådgiver Ricky Magnussen.
Ingen ændringer på vej
Hos Middelfart Kommune fortæller jobcenterchef Per Rasmussen, at kommunens retningslinjer om ressourceforløb blot følger lovgivningen:
- Jeg synes ikke vi presser for meget på, men selvfølgelig gør det indtryk, når borgerne selv synes det. Vi evaluerer hele tiden den praksis, vi har, og vi justerer, når det er nødvendigt. Men der er jo ikke ændret noget i den lovgivning, der ligger, og som siger at alle borgere skal udnytte deres arbejdsevne, også selvom det kun er få timer om ugen. Og den lovgivning følger vi selvfølgelig, lyder det fra jobcenterchefen.
På TV 2/FYN klokken 19.30 kan du høre formanden for beskæftigelses- og arbejdsmarkedsudvalget i Middelfart, Morten Weiss-Pedersens reaktion på kritikken.
Lige nu er godt 2.000 syge eller socialt udsatte fynboer i gang med et såkaldt "ressourceforløb" tilrettelagt af kommunen.
Hun lider af den sjældne sygdom dystoni, der får hals- og nakkemusklerne til at trække sig ufrivilligt sammen og dermed får hovedet til at vride eller dreje i muskelkramper. Alligevel har Middelfart Kommune i fem år fastholdt, at Lone Nielsen er i stand til at arbejde to timer ugen.
- Det giver ikke mening. Det gør det altså ikke, siger formand for Attestudvalget i Lægeforeningen, Tue Flindt Müller.
Frustration blandt læger
Ifølge Lægeforeningen er Lone Nielsens historie langt fra enestående. De er derfor frustrerede over, at kommunerne landet over ikke lytter til lægerne, når de anbefaler, at syge borgere bør komme på førtidspension.
- Selvom vi skriver fyldige attester, hvor vi beskriver, hvordan patinterne har det, bliver de gang på gang sendt ud i nye aktiveringer, fortæller Tue Flindt Müller.
I Lone Nielsens attest lyder det, at:
"Jeg har svært ved at se, hvordan hun skal kunne varetage et almindeligt job, hvorfor videre vurdering og afprøvning for mig får præg af et forsøg på at fastholde Lone på så lav offentlig ydelse som muligt".
I en anden attest om en borger fra Middelfart Kommune advarer lægen endda om, at arbejdsprøvning vil kunne føre til selvmord.
Kritik af kommune: Umenneskelig behandling af selvmordstruet
Middelfart Kommune bliver kritiseret af psykiater for langvarig sagsbehandling i sag med 45-årig selvmordstruet mand.
”Umenneskeligt” og ”beskæmmende” sådan betegner speciallæge i psykiatri, Helle Lisle, Middelfart Kommunes behandling af en 45-årig mand, som er i ressourceforløb.
Flere erklæringer fra læger og specialister slår fast, at den 45-årige mand, som ønsker at være anonym, er psykisk belastet af den langvarige sagsbehandling.
Manden er i behandling hos psykiater Helle Lisle.
Hun er ikke i tvivl om, at kommunens fastholdelse af den syge og psykisk sårbare 45-årige i det, der for ham opleves som et endeløst ressourceforløb, har gjort ham selvmordstruet.
- Der er tale om en umenneskelig håndtering fra kommunens side, som gør patienten dårligere. Kommunens ageren over for ham de seneste år har været den faktor, der har drevet ham så langt ud psykisk, fastslår psykiater Helle Lisle.
Langvarig sagsbehandling forværrer situation
Sagen begyndte tilbage i 2008, hvor den nu 45-årige mand blev sygemeldt på grund af posttraumatisk stresssyndrom og mistede jobbet.
Siden har han været igennem grundige både fysiske psykiske udredninger.
Selvom manden har været i systemet i otte år og har været igennem flere praktikforløb og arbejdsprøvninger, er der endnu ikke truffet en endelig afgørelse om, hvorvidt den 45-årige mand er berettiget til fleksjob eller førtidspension.
Netop den langvarige sagsbehandling og usikkerhed om fremtiden er med til at forværre den 45-årige mands situation, forklarer Helle Lisle:
- Sagen bliver trukket i unødigt langdrag. Der ligger så mange lægepapirer, og sagen er så veloplyst og har været det i lang tid, så det er meget vanskeligt at se noget formål med, at kommunen ikke får truffet en endelig afgørelse.
Flere sager fra Middelfart
Sagen fra Middelfart Kommune er blot en af flere, hvor kommunen bliver kritiseret for unødige lange ressourceforløb og jobafklaringer, og det bliver kritiseret af psykiater Helle Lisle.
- Det, der er ekstra beskæmmende, når jeg ser på det som læge, er, at selvom hans tilstand bliver dårligere og dårligere, bliver det slet ikke medtaget i kommunens vurderinger.
Jobcenterchef Per Rasmussen i Middelfart Kommune kan ikke udtale sig om den konkrete sag, men siger til TV 2/FYN, at der kan være mange årsager til at sager trækker i langdrag.
- I Middelfart Kommune arbejder vi i den her type sager på at udvikle borgerens arbejdsevne, og det kan være en langvarig proces, siger Per Rasmussen.
TV 2/FYN er bekendt med den 45-årige mands identitet. Han har givet tilladelse til, at oplysninger i hans sag kommer frem og til, at psykiater Helle Lisle udtaler sig.
"Yderligere tid i et ressourceforløb vil betyde en meget stor belastning og vurderes at medføre en stor risiko for suicidium".
- Vi føler, at det arbejde, vi laver, ikke er til nogen nytte, og at vores attester ikke flytter noget, siger formanden for attestudvalget.
Ingen kommentarer
Kommunernes Landsforening har ikke ønsket at kommentere på Lægeforeningens kritik. Det vil til gengæld formand for Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalget i Middelfart Kommune, Morten Weiss-Pedersen (K).
- Jeg må sige, at de historier, I har bragt, er af en sådan karakter, at jeg virkelig føler, vi har et behov for et møde med de privatpraktiserende læger for at finde ud af, hvordan vi skal samarbejde omkring det her, fortæller han til TV 2/FYN.
Hører jeg dig sige, at du måske godt kan se, at I har været for skrappe i nogle sager?
- Jeg går ikke ind og vurderer på det arbejde, sagsbehandler laver. Det hverken må eller kan jeg. Men jeg er ikke tonedøv i retning af at kunne sige, at der i alle tilfælde er et behov for, at vi får en samtale.
Han understreger dog, at han mener, at Middelfart Kommune er fair i deres bedømmelse af ressourceforløb.
Bilist bragede ind i bageri - der er ødelæggelser for "et større beløb"
kopieret!
Lørdag middag fik kunder og forbipasserende ved Baks Bakery og Deli i Middelfart sig noget af et syn, da en større BMW bragede ind i butikkens facade.
Det fortæller ejer, direktør og bagermester Carsten Bak, der har delt billeder af ødelæggelserne. Han var ikke selv til stede ved ulykken.
- En af mine ansatte ringede til mig og sagde, at en bil var kørt ind i bageriet. Så kommer der mange billeder hen over nethinden, siger Carsten Bak til TV 2 Fyn.
Stor materielle skader
Inden han satte kurs mod sin butik, fik han fat i politiet, der til Carsten Baks overraskelse var hurtigere fremme, end han selv var.
Da han kom frem, kunne han se, at en bilist havde ramt et bord-bænkesæt foran butikken. Det var blevet presset ind i vinduespartiet og havde efterfølgende skubbet en tonstung ovn et par meter ind i produktionsområdet.
- Det var ikke fordi, det var så voldsomt, og så alligevel. Da vi kiggede nærmere, kunne vi se, der var sket en del skader. Det ser ret voldsomt ud, fortæller Carsten Bak.
Fyns Politi bekræfter over for TV 2 Fyn, at de har været på stedet for at se nærmere på ulykken. Vagtchef Sten Nyland fortæller, at ulykken er sket som følge af en kørerfejl.
Ingen personskader
Ifølge Carsten Bak bunder kørerfejlen i, at bilisten havde taget fejl af speeder og bremser.
Heldigvis var der ikke nogen personer til stede i produktionsområdet, da ulykken skete, og politiet bekræfter ligeledes, at der ikke er sket nogen personskader. Der er heldigvis kun sket materielle skader - dog for et “større beløb”, oplyser vagtchefen.
At ingen personer er kommet til skade, glæder Carsten Bak, der af samme årsag også finder plads til lidt galgenhumor:
- Det sjove ved det hele er, at der på facaden står “Bak”, og så kører han fremad.
Til trods for de omfattende skader er Carsten Bak klar til at åbne sin butik allerede søndag morgen.
Gitte har skrevet ny bibel til kvinder i overgangsalderen - revet væk inden udgivelse
kopieret!
En fynsk debutforfatter har selv udgivet en bestemt bog og slået alle de store forlag.
Gitte Boesen rådgiver kvinder i overgangsalderen, og hun har skrevet en bog, der allerede er gået nummer et på bestsellerlisten. Det er sket udelukkende på forsalget, da bogen først udkommer på tirsdag.
Lørdag holdt hun et lille releaseparty for bogen i Aaruphallen.
Selv er forfatteren ikke i tvivl om, hvorfor hendes bog er så efterspurgt fra udgivelsen.
Dartklub har VM-feber: - Håber flere unge begynder at spille
kopieret!
I Assens Dart Club var der lørdag særlig god stemning ovenpå den spektakulære VM-finale fredag aften, hvor den kun 17-årige englænder Luke Littler på suveræn vis sikrede sig VM-titlen som den yngste nogensinde.
Med triumfen i Alexandra Palace i London blev der endnu en gang sat to tykke streger under, at den unge knægt er et ekstraordinært fænomen.
Og at en ung gut kommer ind og dominerer verdenseliten, det håber dartentusiasten Lars Nielsen kan få flere unge til at søge mod en dartklub.
Få masser af dartstemning fra Assens i videoen ovenover.
Hvor er Poul? Mere end 50 frivillige deltog i eftersøgning
kopieret!
Lørdag fortsatte eftersøgningen af Poul Frank Andersen, der har været savnet siden han forlod hjemmet i Årslev 2. juledag.
Politiet stoppede deres eftersøgning torsdag, men den frivillige organisation Missing People havde samlet 51 personer, som var med til at lede efter den 70-årige mand.
Foreningen hjælper til, fordi de, der kender ham nærmest, havde kontaktet foreningen, der desuden havde fået grundig overlevering af Fyns Politi.
Talspersonen turde ikke gætte på chancerne for at finde den ældre mand i live. Vigtigst er dog at få ham fundet, lyder det.
Poul Frank Andersen var iført en sort eller grå kedeldragt. Han har hvidt hår og gråt fuldskæg.
Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.
DMI varsler "spændende vintervejr" de kommende dage
kopieret!
Selvom søndagen umiddelbart kommer til at starte stille og roligt, så er der “spændende søndagsvejr” i sigte, skriver meteorolog Henning Gisselø i en kommentar på DMI’s hjemmeside.
For som dagen skrider frem vil vinden tiltage, og samtidig er der sne eller tøsne på vej over Danmark fra sydvest. Det giver risiko for snefygning flere steder.
Ud på natten vil nedbøren gå over i regn, og med temperaturer under og omkring frysepunktet, så kan man opleve isslag med superglatte veje, cykelstier, fortove, når man skal ud ad døren mandag morgen.
I alt forventer DMI, at der kommer mellem 10 og 20 millimeter nedbør, og derfor opfordrer de til, at man færdes udenfor med ekstra forsigtighed.
Vej spærres i ni måneder - skal bygge ny bro
kopieret!
Arbejdet med at anlægge den nye jernbane mellem Odense Vest og Kauslunde er godt i gang, og fra mandag og frem til september i år kommer det til at påvirke trafikanter på Søndersøvej ved Vissenbjerg.
Der skal nemlig bygges en ny bro, som skal føre jernbanen under Søndersøvej ved Fynske Motorvej. Derfor omlægges trafikken til en midlertidig vej lige nord for motorvejen ved frakørsel 54 Vissenbjerg, oplyser Assens Kommune på sin Facebookside.
Trafikanter på strækningen skal være opmærksomme på, at hastigheden på omlægningsstrækningen er sænket til 40 km/t.
Flere togafgange rammes - passagerer risikerer at vente 50 minutter
kopieret!
Skal du med regionaltog mellem Odense og Fredericia i de sene aften- eller nattetimer, så skal du være ekstra opmærksom den kommende uge.
Fra søndag 5. til torsdag 9. januar og natten efter kører enkelte tog på strækningen efter en ændret køreplan på grund af sporarbejde, skriver DSB på sin hjemmeside.
Det betyder, at man skal hold et ekstra godt øje med Rejseplanen, da de berørte tog kører mellem otte og 50 minutter senere end normalt fra flere stationer undervejs.
SFO-børn satte Danmarks-rekord - nu vil de i rekordbog
kopieret!
273,5 meter.
Så lang en musetrappe havde børnene på Soltoften SFO i Marstal på Ærø lavet i løbet af december, inden de gik på juleferie. Og det er intet mindre end en Danmarksrekord, skriver Ærø Kommune på sin Facebook-side.
Og Ærø Kommune skriver, at de forventer, at rekorden finder vej til Børnenes Rekordbog.
Børnene har selv lavet musetrappen, men med god opbakning fra det voksne personale, lyder det fra pædagog Christian Kurt Nielsen.
- Vi voksne holdt os på sidelinjen – dog ikke uden at friste med brændte mandler og æbleskiver undervejs.
Clay-direktør sørger over tabet af Peter Brandes: - En af de helt store, der har forladt os
kopieret!
Den fynske multikunstner Peter Brandes er lørdag morgen afgået ved døden i en alder af 80 år.
Og det er en af de helt store kunstnere, vi har mistet. Sådan lyder det fra Pia Wirnfeldt, der er direktør for CLAY Keramikmuseum Danmark i Middelfart.
- Det er en af de mest begavede kunstnere, vi har mistet. Peter var et menneskeligt og kunstnerisk intellekt ud over det sædvanlige, fortæller hun til TV 2 Fyn.
Står bag kæmpe-vase
Peter Brandes er blandt andet kendt for sine udsmykninger af flere danske kirker. Herunder Roskilde Domkirke og senest Aarhus Domkirke. I sin levetid har han også lavet kunstværker til udstilling i Danmark, i udlandet og til dronning Margrethe.
Ude foran CLAY Keramikmuseum i Middelfart står der en vase, der rager knap fem meter op i luften. Vasen er i folkemunde kendt som Sevilla-vasen, da Peter Brandes skabte den til verdensudstillingen i 1992 i Sevilla.
Men på kunstneren selv omtalte vasen som Isak-vasen, fortæller Pia Wirnfeldt:
- Reelt hedder den Isak-vasen, fordi motivet på vasen er Isak, der står på Morija-bjerget, hvor hans far Abraham havde taget ham hen for at ofre ham til gud.
Pia Wirnfeldt kalder vasen et “monumentalt værk og en milepæl i dansk keramikhistorie”. Et betydningsfuldt værk, som fortæller og markerer, hvilken betydningsfuld kunstner, Peter Brandes var.
Markant kunstner
En kunstner, der var optaget af at formidle de helt store religiøse og mytologiske fortællinger, som han udtrykte i alt fra maleri, keramik, glasmosaik, tegninger og meget andet.
- Vasen er et vartegn for museet. Folk, der har besøgt Clay, husker den vase, som står meget majestætisk ved siden af den gamle hovedbygning. Den er næsten 5 meter høj, og man skal bevæge sig rundt om den for at få historien foldet ud, fortæller Pia Wirnfeldt.
Men Peter Brandes var meget mere end den kendte vase, som i øvrigt også er afbilledet på et af de kendte, brunlige skilte, der står langs de danske motorveje for at vise bilisterne, at Clay Musuem er i nærheden.
Udsmykningen af kirker har altid draget multikunstneren, som også har udsmykket Nordlyskatedralen i Norge. Og det er også vigtigt for Pia Wirnfeldt at anerkende den betydning, som Peter Brandes har haft med udsmykning af kirker både i Danmark og internationalt:
- Han er måske en af de mest markante kunstnere i det seneste halve århundrede i forhold til udsmykning af kirker. Det er en af vores helt store og epokegørende kunstnere, der desværre har forladt os, slutter hun.
Havn tæt på at blive oversvømmet
kopieret!
I den sydlige del af Lillebælt er der blevet skubbet så meget vand ind, at vandstanden lørdag formiddag står omkring en meter over dagligt vande ved flere havne.
Det gør sig blandt andet gældende ved Faaborg Havn, hvor vandstanden er 99 centimeter over normalen.
Af den årsag ligger vandet nu og skvulper ved havnekanten.
Vandstanden er imidlertid nedadgående resten af dagen, så det forventes ikke at give problemer.
Undrede du dig også over denne lysende plet på himlen? Her er forklaringen
kopieret!
TV 2 Vejret har modtaget flere billeder fra undrende danskere fredag aften og natten til lørdag. Hele omdrejningspunktet er en lysende plet lige ved siden af Månen.
- Hvad er det, der er over månen? Det har jeg aldrig set før, spørger TV 2 Vejrets læser Kent Bering Coort.
Ved første øjekast kunne det ligne en meget klar stjerne, men faktisk er der tale om noget helt andet. Det er nemlig planeten Venus, der sammen med Månen lyst flot op på den danske vinterhimmel.
I anden halvdel af januar vil mange af planeterne være synlige på samme tid. Eksempelvis i perioden 16. til 20. januar, hvor Saturn og Venus står lige ved siden af hinanden.
Flere husstande ramt af strømafbrydelse
kopieret!
Opdateret klokken 14:27: Flere husstande har fået strøm igen.
Vores Elnet er ramt af driftsforstyrrelse, der påvirker strømforsyningen til flere husstande på det østlige Fyn.
Det fremgår af virksomheden hjemmeside, hvor de oplyser, at der er tale om en “uvarslet afbrydelse”.
Det oplyses ikke, hvor mange husstande, der er påvirket af strømafbrydelsen, men Vores Elnet har markeret et større geografisk område med en rød cirkel, som værende påvirket af strømafbrydelsen.
Strømafbrydelsen er registreret omkring klokken 08.30 og forventes afsluttet 10.32.
TV 2 Fyn arbejder på at få en kommentar fra Vores Elnet.