Borgmester skal stå skoleret overfor utilfreds minister
kopieret!
Langelands borgmester, Tonni Hansen (SF), skal stå skoleret på social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersens (S) kontor.
Det gjorde ministeren i dag klart på et samråd om Langeland Kommunes indsats for at forbedre sagsbehandlingen i kommunens familieafdeling, der blandt andet tvangsfjerner børn fra deres forældre.
På mødet gjorde ministeren det nemlig klart, at hun "bestemt ikke er tilfreds" med udviklingen i Langeland Kommune.
Ingen fremskridt
Et notat fra den task force, der ellers siden slutningen af 2022 skulle have hjulpet kommunens familieafdeling til at blive bedre til at overholde loven, viser nemlig, at kommunen stadig ikke kan overholde loven - hvilket kommunen selv erkender.
Task forcen er også fortsat bekymret for fagligheden og de ansattes kvalifikationer til at udføre sagsbehandlingen, der kan have store konsekvenser for børnefamilier i kommunen.
Desuden konkluderer task forcen, at der ikke har været meget fremskridt i den tid, de har været tilknyttet.
- Jeg synes også, at det er voldsom læsning, fortalte ministeren på mødet med henvisning til blandt andet task forcens notat.
Sophie Hæstorp Andersen bebudede også på samrådet, at hun arbejder på lovgivning, der kan gøre det muligt at tvinge Langeland Kommune og lignende kommuner til at få deres sagsbehandling på børneområde udført at større og mere velfungerende kommuner.
- Det er rigtig vigtigt for mig, at der sker noget, og det skal gå hurtigt, og en af måderne er jo tættere samarbejde med andre kommuner, siger ministeren til TV 2 Fyn efter samrådet.