I årtier har hele familien Kuschinsky taget turen fra Berlin til Langeland for at holde ferie.
Og for syv år siden slog Nina Kuschinskys forældre så til, da de fandt et nedlagt husmandssted i Tryggelev på Sydlangeland.
- Langeland er et ganske særligt sted for os. Vi er kommet her altid som familie, fortæller Nina Kuschinsky.
Fra ruin til millonsommerhus
Ninas forældres ansøgning slap igennem nåleøjet, og de fik dispensation til at købe huset, fordi de kunne dokumentere, at de har holdt ferie i Danmark mindst 25 gange de seneste 25 år.
- Det var en drøm, der gik i opfyldelse, siger Nina Kuschinsky.
SÅDAN KAN EN UDLÆNDING FÅ LOV TIL AT KØBE SOMMERHUS:
Huset var forladt og lignede mere en ruin end et hus, forklarer Nina Kuschinsky. Men nu er det sat totalt i stand med hjælp fra blandt andet lokale håndværkere.
Og det er netop den slags huse, som Langelands borgmester Tonni Hansen gerne vil sælge til udlændinge. Han vil have dispensationsreglerne for salg af sommerhuse til udlændinge lempet, så der kommer liv i husene frem for, at kommunen skal bruge penge på at rive dem ned.
- Vi har jo masser af huse, der står tomme, som ikke kan blive solgt. Det ville være skønt, hvis der var folk fra andre lande, som ville købe og renovere dem og bruge dem, siger Tonni Hansen (SF) til TV 2/Fyn.
Es ist schön hier
Huset i Tryggelev er fyldt med mennesker det halve af året, fortæller Nina Kuschinsky.
- Så er det mine forældre, der er her. Så er det min bror eller mine forældres venner. Og nu er vi her, siger hun.
Hun nyder at tage børnene med til øen, hvor der er masser af plads. Familien bor normalt i Berlin tæt på Brandenburger Tor.
- Der er så mange mennesker, mange turister, mange biler og mange butikker i Berlin. Men her er der natur, her er smukt. Og her er stille og roligt.
Nina Kuschinsky er overbevist om, at flere tyskere vil købe sommerhuse i Danmark - og på Langeland, hvis kravene til udlændingesalg bliver ændret, som Langelands borgmester foreslår.
- Vi har mange venner, som også tager til Langeland og faktisk hele Danmark. Og mange af dem vil gerne købe et hus, men vi ved også, at det ikke er muligt, siger hun og fortsætter:
- Jeg ville ønske, at mange andre fik de samme muligheder, som vi fik.