Fantastistisk fællesskab i Bagenkop: Vi skal være stolte af at være fynboer

Netværket "Bagenkop - Altid i Bevægelse" kæmper om at blive landets mest fantastiske fællesskab. Og de unge er et vigtigt redskab, når der skal samles stemmer.

Fællesskabet "Bagenkop - Altid i Bevægelse" vandt i sidste måned TV 2/Fyns kampagne "Fantastiske Fællesskaber".

Havnebyen på knap 500 indbyggere er derfor gået videre til landsfinalen, hvor fællesskabet får chancen for at vinde prisen som Danmarks mest fantastiske fællesskab.

Landskampagnen startede mandag, og ni unge bagenkoppere sad klar i Bagenkophallen, hvor de sammen skulle drøfte en strategi, der kunne give lige netop deres fællesskab stemmer.

Hjælp blandt generationer

En af de ildsjæle der startede idéen om fællesskabet "Bagenkop - Altid i Bevægelse", er Ivan Nielsen. Og han har valgt at mødes med de unge af en helt særlig grund:

- De unge skal hjælpe os med at komme ud på nogle platforme, som vi ældre ikke kommer ud på, siger Ivan Nielsen til TV 2/Fyn.

quote Jeg tror, at vi også vil se, at de unge mennesker vil gå ud og hjælpe de ældre med at få stemt

Ivan Nielsen, lokal ildsjæl

Her spiller sociale medier som Instagram, Facebook og Snapchat en stor rolle i de unges hverdag, og deres måde at kommunikere på kan være behjælpelig for resten af Bagenkops borgere.

- Vi har faktisk oplevet, da der skulle stemmes over SMS, at de ældre mennesker kom over og spurgte: "Kan min telefon det der SMS", og så har vi hjulpet dem. Og jeg tror, at vi også vil se, at de unge mennesker vil gå ud og hjælpe de ældre med at få stemt, siger han.

De unge stemmer

En af de unge bagenkoppere er 16-årige Mette Nielsen, der er stolt af at bo i byen:

- Bagenkop er en fantastisk by at komme fra, og folk er meget høflige, siger hun.

Sammen med hendes otte kammerater, sidder hun og skriver forskellige idéer op, som de kan bruge i kampagnen.

quote Vi skal være stolte af at være fynboer og have det mest fantastiske fællesskab i 2018

Ivan Nielsen

- Vi vil bruge Snapchat, Instagram og Facebook. Og så har vi snakket om at køre til Odense og Svendborg og komme ud til folk der. Vi vil også lave en video, hvor det kun er ungdommen hernede, vi lægger vægt på. Så kan man se, at der også sker noget for de unge her i Bagenkop.

For de unge er en central del af det samlede fællesskab i byen, mener Mette Nielsen:

- De fleste af os, der sidder her har i hvert fald gået til håndbold hernede i hallen, og så er vi bare meget sammen om aftenen, hvor vi lige aftaler at mødes på havnen og ruller en tur på rulleskøjter.

Stemmer fra Fyn

Mandag den 15. oktober startede landskampagnen, og den løber frem til den 3. november, hvor den nationale vinder skal findes. Og for Ivan Nielsen er målet klart:

- Vi skal have alle fynboerne med til at stemme på os. Vi skal være stolte af at være fynboer og have det mest fantastiske fællesskab i 2018. Og så skal vi have fat i alle vores fans af Fyn, og få dem til at sige, at "de der er så skøre, så dem vil vi altså stemme på".

Oversigt

    Oversigt