Penge til Langeland: Regeringen vil flytte over en milliard kroner fra by til land
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
1,4 milliarder kroner bliver flyttet til kommuner, der er presset økonomisk, fremgår det af udspil til reform. Det er blandt andet Langeland, der får gavn af udspillet.
Der skal flyttes flere penge fra by til land. Det er et af elementerne i S-regeringens udspil til en udligningsreform for de 98 kommuner i Danmark.
Forstå, hvad udligningsreformen betyder på Fyn
Torsdag formiddag præsenterer regeringen sit udspil til en ny udligningsreform. Udspillet bliver ventet i spænding i de fynske kommuner. Det har nemlig stor betydning for, om kommunerne skal ud i sparerunder eller kan bruge flere penge på velfærd.
De fleste fynske borgmestre sidder klar ved computer og tv-skærm torsdag formiddag, når social- og indenrigsminister Astrid Krag og fungerende finansminister Morten Bødskov præsenterer regeringens udspil til en udligningsreform.
- Jeg vil sidde klistret ved skærmen eller telefonen, siger Tonni Hansen, borgmester i Langeland Kommune.
Også hans borgmesterkollega i Nyborg Kommune er spændt på, hvad der kommer fra regeringen torsdag formiddag.
- Det vil jeg følge meget tæt, siger Kenneth Muhs.
Et længe ventet udspil
Det er altså et udspil, borgmestrene har set frem til gennem lang tid.
- Jeg glæder mig til det kommer, så vi har noget konkret at snakke ud fra, lyder det fra Kasper Ejsing Olesen, borgmester i Kerteminde Kommune.
- Vi er virkeligt spændt på det her udspil. Det er jo afgørende for kommunernes økonomi mange år fremover, siger Hans Stavnsager, borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune.
På Nordfyn håber borgmester Morten Andersen, at der bliver lagt op til en stor reform.
- Hvis man grundlæggende skal gøre op med systemet, så kalder det på en stor reform. Noget tyder på, at det bliver en større reform end ventet og jeg håber, at vi får lavet en reform, der ser fremad og ikke lapper hullerne bagud, siger han.
Håber på hurtige forhandlinger
Dét, regeringen præsenterer tordsag, er et udspil. Først efter, at regeringen har fremlagt sine planer, går de reelle forhandliger om et nyt udligningssystem i gang.
- Jeg håber da, at min eget parti vil spille aktivt med i det og er med til at løse det her, siger Morten Andersen, borgmester i Nordfyns Kommune.
For hans kollega i det sydfynske, Tonni Hansen, borgmester på Langeland er der virkelig meget på spil .
- Det er fuldstændig afgørende for min kommunes fortsatte ekstistens, at der kommer en god reform og et godt forlig ud af det, siger Tonni Hansen.
I alt 1,4 milliarder kroner skal flyttes fra hovedstadsområdet til landets øvrige kommuner, og pengene skal groft sagt rykkes fra øst til vest.
Det fremgår af udspillet, som torsdag bliver præsenteret ved et pressemøde i Finansministeriet af fungerende finansminister Morten Bødskov (S) og social- og indenrigsminister Astrid Krag (S).
- Det handler om, at de bredeste skuldre må bære de tungeste byrder.
- Det drejer sig om selve indretningen af vores velfærdssamfund, hvor vi som socialdemokrater mener, at der er brug for mere retfærdighed, siger Morten Bødskov i en pressemeddelelse.
Artiklen fortsætter under videoen.
De velhavende kommuner, som ikke mindst er centreret omkring og nord for København, kommer til at afgive flere penge til yderkommunerne, der er udfordret med økonomien.
Det gælder øerne og landdistriktskommuner i Syd-, Vest- og Nordjylland. De fem mest velhavende kommuner i hovedstadsområdet, hvilket er Gentofte, Rudersdal, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Dragør, skal tilsammen betale 0,6 milliarder kroner.
De penge går blandt andet til kommuner, der har det svært økonomisk. Også de store byer omkring Aarhus kommer til at bidrage.
Sådan vil det nye danmarkskort se ud, hvis regeringens udspil bliver vedtaget. Kortet viser, hvem der bidrager, og hvem der modtager mest i nye udligning.
30 yderkommuner bliver samlet tilført 950 millioner kroner. Det er kommuner som Lolland, Langeland, Guldborgsund, Tønder, Vesthimmerland og Frederikshavn.
Andre 24 øvrige kommuner får i alt tilført 250 millioner kroner ekstra. Ikke mindst kommuner i Syd- og Vestsjælland, der har mange social udsatte borgere, bliver tilført flere penge.
Ifølge udspillet kommer 58 kommuner til at få en økonomisk gevinst med udligningsreformen, mens 34 kommuner vil skulle afgive mere.
For omkring seks kommuner kommer reformens virkninger til at være omtrent neutrale.
Regeringens udspil til udligning mellem kommuner
S-regeringen har torsdag fremlagt et udspil til en udligningsreform. Der venter vanskelige forhandlinger.Hvordan skal pengene omfordeles fra rige til fattige kommuner i fremtiden? Det er S-regeringen kommet med et bud på torsdag.
Blandt andet foreslår regeringen, at kommuner, som skal bidrage mere, kan vælge at sætte skatten op. Ifølge udspillet flyttes 1,4 milliarder kroner fra især velstillede kommuner i Nordsjælland og hovedstaden til provins- og yderkommuner. I den seneste valgperiode lykkedes det ikke for den daværende VLAK-regering at ændre udligningssystemet.
Her er S-regeringens udspil:
Forslag, der får Danmark til at hænge bedre sammen:
Én fælles landsudligning. Hovedstadsudligning og provinsudligning afskaffes.
Nyt hovedstadstilskud målrettet udsatte hovedstadskommuner.
Én milliard kroner målrettet udsatte yderkommuner.
Et knæk i selskabsskatteudligningen.
Øget refusion i dyre socialsager.
Forslag, der giver luft i budgettet til ekstra velfærd:
Reform af styreformen i København, Aarhus, Odense og Aalborg.
Forslag, der skaber en mere retfærdig udligning:
Loft over rabat til de mest velhavende kommuner i overudligningsordning.
Flere penge til kommuner med mange svage ældre.
Større vægt på sociale udgiftsbehov.
Boligkriterier skal følge med udviklingen.
Au pairer skal ikke udløse tilskud.
Kommuner, som skal bidrage mere, kan vælge at sætte skatten op.
Rimelig overgang til nyt system.
Forslag, der løser bundne opgaver:
Kriterie for faldende indbyggertal stabiliseres.
Beskæftigelsestilskuddet omlægges til generel udligning.
Justering af udlændingeudligningen.
Datagrundlaget gøres mere robust med reformen.
Bagudrettet kompensation for skævhed i udligningen.
Kilde: Udspillet "Råd til velfærd i alle kommuner - mere retfærdig udligning", Social- og Indenrigsministeriet.
Ove vil begraves med sin kone og søn på skrotplads
kopieret!
Ove Jensen svinger stålhammeren ned mod den gamle motor. Et stykke af et kraftigt tandhjul flyver af og trimler hen ad jorden, da hammerens bulede hoved med en "tchsjung" smadrer ind i metallet.
- Ah...
Ove Jensen retter sig op og trækker vejret dybt. Med den venstre håndryg tørrer han en tåre bort fra sin næsetip.
Det er efterår og kun få grader varmt, så den 88-årige produkthandler, der er indehaver af firmaet Måre Produkthandel, er klædt i flere lag arbejdstøj. Bukser, sweatre og jakke har tjent ham længe og bærer præg af daglig kontakt med diverse smøreolier fra de maskiner, han stykke for stykke får delt i metaller, han siden kan sælge.
- Jeg er jo ikke 25 år længere. Jeg er 88. Jo, jo - der er er stykke op til 100 endnu, gnægger han og sætter sig på sin trehjulede elscooter.
Køretøjet sikrer, at han kan bevæge sig rundt overalt på det 11.000 kvadratmeter store område. Benene er ikke, hvad de var for blot få år siden. Alligevel er han lige netop på benene hele tiden.
- Jeg arbejder tre timer om formiddagen og tre timer om eftermiddagen. Så laver jeg selv min aftensmad, og det tager to-tre timer, og så er dagen jo næsten gået. Om aftenen sætter jeg mig nogle gange og spiller på min harmonika, Så har det været en god dag, slår Ove Jensen fast.
Skal begraves ved kone og søn
Han bor alene i et lille hus der ligger i den ene ende af skrotpladsen. Sådan har det været i et par år, siden hustruen Bodil gik bort. Hun er dog ikke langt borte, for i den anden ende af pladsen, i et hjørne hvor Ove også har en lille hytte og en grillplads, er hustruens urne sat ned. Det samme er en urne med sønnen Jens-Ove.
- Når jeg dør, skal jeg også ned ved hende. Så er det op til børnene at passe stedet. Det går jeg da ud fra, at de gør. Det kan være de bruger det til sommerhus eller noget, smiler Ove Jensen uden dog at antyde at han er hverken mæt af dage eller træt af sit fysisk hårde arbejde.
- Jeg begyndte vel at arbejde, da jeg var omkring seks år gammel. Det var med at samle kartofler ved Borris, hvor jeg kommer fra. Det gælder om at holde sig i gang. Ja, ja, jeg kan da godt blive så skidt en gang, at jeg må flytte herfra, men det håber jeg ikke. Jeg vil blive boende på landet, slår han fast.
Ove Jensen træder efter en kort pause ned fra sin elscooter og griber metalhammerens lange skaft. Med et kraftigt sving rammer han tandhjulet fra før og et nyt stykke brækker af. Stump for stump nærmer han sig en lille stak, han senere kan sælge. Sådan som han har gjort det lige siden han i 1969 åbnede sin produkthandel.
Chris kæmper mod p-selskab efter afgift på egen p-plads: - Hvor er den sunde fornuft?
kopieret!
Det kan ske for selv den bedste.
Betaling af p-billetten smutter, og i forruden sidder den gule lap med en p-afgift, når du vender tilbage til bilen. Øv.
Men Chris Jensen fra Odense fik forleden en p-afgift for at holde på sin egen p-plads.
Han betaler hver måned for sin egen p-plads, men pludselig sad der en afgift i forruden. Nu kan han ikke få den annulleret, og det frustrerer ham.
Chris Jensens problem er dog, at afgiften sådan set er god nok. Han skal nemlig have et parkeringskort liggende synligt i forruden, når hans bil står på den p-plads, han betaler for. Det har han også til daglig, men denne dag var den gledet ud til siden og altså ikke synligt. Det kostede en afgift på 875 kroner.
- Det er jo som sådan helt i orden. Men jeg skriver så til dem, at jeg har betalt, og jeg har tilladelsen – men det er de ligeglade med, siger Chris Jensen. Han hver måned betaler 450 kroner for sin parkeringsplads.
På Apcoas hjemmeside fremgår det tydeligt, at er ens licens ikke synlig ved kontrol, så koster det en afgift.
Den del medgiver Chris Jensen - han erkender den fejl. Alligevel henvender han sig til Europark, som er ejet af Apcoa, for at få afgiften annulleret.
- Jeg henvender mig til dem og siger noget må være gået galt. Det er min bil, min plads, jeg har kortet, og jeg har betalt for det. Jeg forstår ikke, at der ikke er nogen sund fornuft, der siger: det kan vi godt se, siger Chris Jensen.
Han mener, at det er alt for rigidt et system, når man ikke kan få rettet noget som her, hvor der tydeligt er tale om en fejl, og at der ikke bliver kigget på, at han hver måned betaler for en p-plads, og at afgiften er udstedt til ham, der betaler for pladsen.
- Når de svarer en tilbage er det helt umenneskeligt og ren jura. Jeg gør en indsigelse, fordi jeg er uenig. Der får jeg så bare et brev tilbage, hvor der står, at hvis ikke jeg betaler, må sagen tages videre.
Kan du ikke bare betale afgiften?
- Jo det kunne jeg nemt. Men på et tidspunkt må man også lige stille sig op og sige, hvornår er nok, nok. Det har jeg så valgt at gøre nu, siger Chris Jensen.
TV 2 Fyn har rakt ud til parkeringsselskabet Apcoa, som administrerer den parkeringsplads Chris Jensen betaler for hver måned.
Apcoa har ikke ønsket at stille op til interview. Apcoa er heller ikke vendt tilbage med svar på TV 2 Fyns spørgsmål, som er sendt via e-mail.
Tre juledage overstået - flere havde indbrud end sidste år
kopieret!
Julen er ovre og de fleste er vendt hjem til egen bolig igen. Det betyder også, at flere har opdaget, at der har været ubudne gæster i hjemmet, mens de har været væk. Ifølge Fyns Politi er der anmeldt lige under 50 indbrud på Fyn fra den 23. december til og med den 26. Det fortælle vagtchef Kenneth Taanquist.
Sidste år var tallet sidst i 20’erne, lyder det.
Alligevel understreger han, at det på trods af en stigning fra sidste år lader til at være godt naboskab og lys i hjemmet, der holder tyvene ude.
- Det er vores indtryk at folk har været gode til at hjælpe hinanden, huske at lade lidt lys være tændt. Og det hjælper altså på det, siger Kenneth Taanquist.
Prognoser spår elendigt fyrværkeri-vejr
kopieret!
På fyrværkeri og raketter står der hvilken afstand, tilskuere skal have til dem.
Men når det blæser med mere end fem meter per sekund, skal denne afstand fordobles, skriver TV 2 Vejret.
Det samme gælder afstanden til letantændelige materialer, for eksempel bygninger med stråtag. Her skal afstanden være 400 meter i vindretningen, når det blæser.
Prognoserne viser lige nu en middelvind på op til 16 meter per sekund nytårsnat, som svarer til kulingstyrke.
Derudover kan vådt fyrværkeri fyre anderledes af end forventet. Det er derfor særligt farligt at fyre af, hvis det kommer til at stå ude i regnen.
De fem udvidede fyrværkeriråd
Brug altid beskyttelsesbriller. Også selvom du kun er tilskuer.
Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri. Fyrværkeri opfører sig ikke altid efter hensigten, og der er ingen kvalitetskontrol på fyrværkeri, der ikke er godkendt.
Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden. Følg altid brugsanvisningen om sikkerhedsafstand.
Hold sikkerhedsafstanden, og læn dig ikke ind over fyrværkeriet.
Gå aldrig tilbage til en fuser. Fusere er utilregnelige og skal fjernes med skovl og spand.
Børn og unge fylder i ulykker med fyrværkeri
kopieret!
Lige under halvdelen af alle de tilskadekomne ved nytåret 2023/2024 var under 18 år, og en stor del var ikke gamle nok til selv at kunne købe fyrværkeri. Det skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Børn under 15 år, der ikke selv kan købe fyrværkeri - heller ikke knaldperler eller stjernekastere - udgør næsten hver fjerde tilskadekomne ud af de 192, der blev ofre for fyrværkeriskader i nytåret 2023/2024. Det viser tallene fra Ulykkes Analyse Gruppen fra Odense Universitetshospital (OUH). Den opgør hvert år fyrværkeriskader fra alle danske sygehuse i nytårsdøgnene den 31. december til 1. januar.
Ville anmelde overfald - endte selv med sigtelse og bortvisning
kopieret!
Det gik ikke helt som ventet, da en ung mand ville anmelde et overfald, han mente var begået på beværtningen Butchers i Odense.
Hos Fyns Politi fik man nemlig indhentet overvågningsmaterialet fra stedet for at gennemgå dette, men det faldt ikke ud til anmelders fordel.
Overvågningsbillederne viste nemlig at den unge mand selv begyndte at indlede sig i slagsmål, idet han med knyttet hånd slog en gæst med en knytnæve i hovedet.
Det førte til, at den 22-årige selv blev sigtet for overtrædelse af Restaurationsloven og fik forbud mod at komme som gæst på Butchers. Det skriver Fyns Politi i døgnrapporten.
Brobizz advarer om svindel-mails
kopieret!
Selskabet Brobizz advarer lige nu sine kunder om falske e-mails og sms’er, hvor der er såkaldt phishing i omløb. Det skriver selskabet på sin hjemmeside.
Når hackere forsøger at lokke fortrolige oplysninger ud af dig, kaldes det for phishing. Hackerne vil foregive at være en virksomhed eller lignende, som du er fortrolig ved, og derigennem forsøge at få dig til at give dem fortrolige oplysninger – som de derefter kan misbruge.
Derfor anbefaler Brobizz at man grundigt kontrollerer, hvem der er afsender.
På hjemmeside skriver selskabet, at de udelukkende sender SMS’er til kunder, der har været i kontakt med deres kundeservice. Derudover bruger de kun følgende mailadresser:
noreply@brobizz.com
noreply@info.brobizz.com
postmaster@brobizz.com
kundeservice@brobizz.com
Nu bliver bybusser i Nyborg gratis for særlig aldersgruppe
kopieret!
Kan gratis busdrift få de unge til at køre med? Det vil tiden vise i Nyborg Kommune, hvor unge under 16 år snart kan køre gratis med bussen i Nyborg – og det har de unge selv ønsket og være med til at bestemme. Sådan lyder det i opslag på kommunens Facebook-side.
De gratis bybusser er vedtaget af byrådet som en del af budgetaftalen for 2025. Det er lokalruterne 680, 681, 682, 709, 711, 712, 713, 714, 715 og bybus 1 og 2 der fra 1. januar gøres gratis for børn og unge under 16 år.
De regionale ruter (rute 161-162, 195, 800A, 900A, 920-921) og uddannelsesruterne (809, 819, 830, 831, 833, 865) er ikke omfattet af tilbuddet.
Danskere ventes at bytte gaver for over halv milliard
kopieret!
Butikkerne skal regne med, at danskerne kommer til at flokkes dertil for at bytte julegaver, de ikke er helt tilfredse med. I hvert fald hvis man skal tro en prognose fra Dansk Erhverv, der spår, at julegaver for 600 millioner kroner byttes oven på julen i år.
- Vi forventer, at hver fjerde dansker skal ud og bytte i hvert fald en gave, siger Bo Dalsgaard, der er fagchef for forbrugeraftaler og forbrugerklagesystemer hos Dansk Erhverv.
Prognosen baserer sig på to befolkningsundersøgelser, som analyseinstituttet Norstat har lavet for organisationen.
Sidste år endte det med at være omkring 25 procent af danskerne, som fik julegaver, der byttede mindst en af dem.
Fredagsvejret bliver stille, gråt og mildt
kopieret!
Det bliver en skyet, diset og stedvist tåget dag, hvor der i perioder vil falde lidt regn eller finregn hist og her.
Temperaturen vil befinde sig et sted mellem seks og otte grader, og det vil føles lige så mildt, som det ser ud, at bevæge sig udenfor. Vind vil der nemlig ikke være meget af.
Og det bliver generelt gråt, stille og mildt vejr de kommende dage, indtil vi når søndag. Her forventes en koldfront med regn at bevæge sig ned over landet nordfra.
Er din hund klar til nytår? Få tjeklisten her
kopieret!
Er man en af de hundeejere, hvis firbenede ven reagerer kraftigt på fyrværkeri, så er Dansk Kennel Klub klar med en tjekliste, der kan hjælpe ens hund gennem nytårsdagene.
I et opslag på Facebook opfordrer de til, at man har planlagt, hvor ens hund er nytårsaften, hvis man ikke er hjemme. Kan man ikke tage den med sig, skal man overveje, om den skal passes.
Derudover skal man skynde sig, hvis hunden skal have angstdæmpende medicin, og i tilfælde af at ens hund kan finde på at løbe væk, er det en god idé at sikre sig, at der er et lovpligtigt hundetegn i hundens halsbånd.
Sidst men ikke mindst kan man venligt huske folk på den nye lovgivning, hvis de affyrer fyrværkeri før 31. december.
Ventetiden i Familieretshuset stiger - fynsk politiker vil undgå "tåbeligt dobbeltarbejde"
kopieret!
Foreningen af Faste Værger i Danmark foreslår, at det fremover skal være kommunerne, som skal oprette værgemål for demente og senhjerneskadede borgere.
Blandt andet for at mindske ventetiden og undgå dobbeltadministration ved, at der ikke er to myndigheder, som skal sagsbehandle de samme sager, lyder argumentet. Det skriver DR.
KL er ikke videre begejstret for forslaget, men flere ordførere på Christiansborg synes, at forslaget er spændende, og de er parate til at kigge på, om kommunerne skal overtage opgaver fra Familieretshuset. Blandt andet fynskvalgte Katrine Daugaard, der er socialordfører for Liberal Alliance.
- Hvis der er dobbeltarbejde, er det jo tåbeligt, siger hun.
Vej kortvarigt spærret på grund af politiarbejde
kopieret!
Torsdag eftermiddag var det ikke muligt at passere Lillebæltsbroen.
Af Vejdirektoratets trafikinfo fremgik det, at broen var spærret i begge retninger på grund af politiarbejde.
TV 2 Fyn har været i kontakt med Fyns Politi, der oplyser, at Sydøstjyllands Politi kortvarigt var til stede på broen, men derudover ikke har yderligere at tilføje.