Slut med musik og glade dage: Ingen festival på Langeland til næste år

Langelandsfestivalen bliver ikke aktuel for de festglade festivalgæster i 2023. Det melder festivalen tirsdag eftermiddag selv ud på deres hjemmeside.

Det bliver ikke muligt at komme til Langelandsfestivalen i 2023.

Det har virksomheden bag festivalen, AKP Groups, meldt ud tirsdag eftermiddag på deres hjemmeside. 

Grunden skal findes i et stort millionunderskud efter sidste års festival. 

Coronapandemien satte sit aftryk på alle landets festivaler, og selvom Langelandsfestivalen styrkede sit musikbudget, så kunne festivalen ikke sælge det ønskede antal billetter. 

Hvor stort underskuddet er, melder festivalen ikke ud. 

- Det har altid været en stor glæde for mig at lave Langelandsfestival, og selvom økonomien har været svingende, har jeg altid troet på konceptet. De senere års udfordringer, markedet og fremtidsudsigterne som sådan har dog udfordret mig i den tankegang, siger festivalens ejer, Allan K. Pedersen på deres hjemmeside. 

Festivalsdirektøren Allan K. Pedersen har ejet festivalen siden 2006. Han mener nu ikke længere, at det ville være økonomisk forsvarligt at afvikle Langelandsfestivalen i 2023. 

- Noget af det, som jeg har holdt mest af, har været at møde gæster, crew og partnere, når jeg er gået rundt på festivalområdet. Glade mennesker, der har skabt deres egne festivaltraditioner og nydt deres ferie sammen med os. Så meget desto mere ærgrer det mig, at vi ikke fik solgt nok billetter i sommer, siger Allan K. Pedersen. 

I sommers fejrede Langelandsfestivalen sit 30-års jubilæum, men der kommer altså ikke til at være festival til sommer på Langeland. 

Allerede tilbage i august meldte Allan K. Pedersen ud, at festivalen nok ville komme ud af dette års festival med et underskud. 

TV 2 Fyn har forgæves forsøgt at komme i kontakt med festivalen ejer, Allan K. Pedersen, men han har ikke været mulig at træffe. 

Fakta om Langelandsfestivalen

Allan K. Pedersen har valgt, at Langelandsfestivalen ikke skal afholdes i 2023.
Allan K. Pedersen har valgt, at Langelandsfestivalen ikke skal afholdes i 2023.
Foto: Tim Kildeborg / Fynske Medier

Oversigt

    Oversigt