Stor undersøgelse viser forråelse i Langelands omstridte børnesager - har ligget i skuffen i et halvt år

En fem måneder gammel undersøgelse, der først nu er blevet offentliggjort, viser, at Langeland Kommune flere gange har begået fejl i børnesager.

Mangelfuld dokumentation, fravær af faglighed og forråelse over for forældre og børn. 

Sådan lyder vurderingen af Langeland Kommunes børnesager i en ekstern undersøgelse, der netop er blevet offentliggjort

Det er konsulentvirksomheden Marselisborg Consult, der har undersøgt 236 af kommunens børne- og anbringelsessager i kølvandet på flere års medieafdækning af alvorlige fejl og lovbrud i kommunens anbringelsessager.

I undersøgelsen vurderer Marselisborg, at over en tredjedel af de 236 sager havde ”væsentlige fejl og mangler”, mens kun 27 procent af sagerne havde ”ingen eller få fejl og mangler”.

Undersøgelsen er dateret til marts i år, men er først 21. august blevet offentliggjort. Og det undrer kommunalbestyrelsesmedlem Jesper Skovhus (LA), der er næstformand i ABUS-udvalget på Langeland.

- Det er meget bekymrende, hvis denne her undersøgelse har ligget i skuffen i et halvt år. Jeg vil nu udbede mig en forklaring på, hvorfor den først kommer frem nu, og ikke i marts hvor det ser ud til, at den er udfærdiget, siger han.

Tegn på forråelse

En af de forældre, hvis sager har været behandlet både i medierne og i byretten, er Sandie Hansen, som i 2021 fik tvangsanbragt sine tvillingesønner af Langeland Kommune i en sag fyldt med lovbrud og fejl. Her havde sagsbehandlerne blandt andet indskrevet forkerte diagnoser i hendes sag og efterfølgende rettet og slettet i hendes journal. I juni vurderede byretten, at Langeland Kommune havde handlet ”delvist culpøst”, men Sandie Hansens tabte alligevel sagen, der nu er anket til Landsretten.

I den nu offentliggjorte rapport fra Marselisborg Consult fremgår det, at der i tidsperioden omkring Sandie Hansens forløb ses ”tegn på forråelse i afdelingen”. I rapporten står der blandt andet, at der findes dokumentation for, at ”forældrene til et givent barn bliver beskrevet og talt til med eksempelvis negativ konnotation”, og at ”rådgiverne anvender usagligt sprogbrug overfor forældrene og til tider også pression med henblik på at opnå samtykke fra dem”.

Vi har forholdt de nu offentliggjorte informationer, som altså forelå allerede inden retssagens forløb, for Sandie Hansens advokat, Jeanette Gjørret fra Stage Advokater.

- Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige til, at det her først er offentliggjort nu. Det ville selvfølgelig have været relevant at anvende denne her information i retssagen. Det er jo præcis vores påstand, at der har været usaglig sagsbehandling, og derfor er det jo yderst relevant, at en ekstern undersøgelse viser, at der har været forråelse i kulturen, siger hun til TV 2 Fyn.

Undersøgelsen skal nu behandles på et udvalgsmøde i Arbejdsmarkeds-, Børne-, Unge- og Socialudvalget mandag d. 26 august.

TV 2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra borger-, social- og arbejdsmarkedschef i Langeland Kommune, Torben Lønberg, men han er ikke vendt tilbage før deadline.

Oversigt

    Oversigt