Den Gamle Lillebæltsbro lukkes igen næste år
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Den Gamle Lillebæltsbro bliver lukket igen i perioder i 2018 og 2019. Vejbanen på broen skal renoveres.
Sidste år udførte Vejdirektoratet renovering af cirka 350 meter af den vejbane, som fører fra Jylland mod Fyn. Vejdirektoratet bruger nu erfaringerne herfra til at planlægge det videre renoveringsprojekt af broen.
Ideen med Pilotprojektet i 2016 var at reparere en lille del af vejbanen. På den måde kunne Vejdirektoratet få erfaringer om omfanget af det nødvendige arbejde, hvordan det bedste udføres, hvordan der påvirker trafikafvikling og andet.
- Det arbejde, vores entreprenør udførte sidste sommer, har givet os mulighed for at kaste et blik ind i betonkonstruktionen og få et grundigt overblik over det nødvendige arbejde, vi skal udføre i løbet af de kommende år, siger fagprojektleder Shahriar Honar fra Vejdirektoratet.
Dispensation afslået: Vognmænd og landmænd må blive på Fyn
Landmænd og vognmænd, som har brug for at krydse Lillebælt med arbejdskøretøjer over to meter brede, må blive på Fyn, så længe der er vejarbejde på den Gamle Lillebæltsbro.
Som TV 2/FYN kunne fortælle søndag, er Lars Christiansen, Roerslevgaard Entreprenør Aps., en af de erhvervsdrivende, der har fået problemer, fordi han ikke må køre over den Gamle Lillebæltsbro med sine arbejdsmaskiner til opgaver i Jylland, mens der er vejarbejde på broen.
De er nemlig over to meter brede og det levner vejarbejdet ikke plads til ifølge Vejdirektoratet.
Han må heller ikke tage den Ny Lillebæltsbro, fordi maskinerne kører for langsomt.
Derfor har blandt andet han søgt dispensation til netop det hos Vejdirektoratet og politiet, men han oplyser fredag til TV 2/FYN, at det blev et afslag.
Så han må vente til den Gamle Lillebæltsbro åbner helt den 5. august.
Han kunne hyre en blokvogn til at transportere maskinerne over den Ny Lillebæltsbro, men det bliver dyrt.
- Der er kun mig til at betale. Jeg kan jo ikke give kunden en ekstraregning på 40.000 kroner, sagde han søndag til TV 2/FYN.
Erfaringerne fra pilotprojektet bliver nu taget med i den videre planlægning af renoveringen af broen.
- I det kommende renoveringsprojekt skal Vejdirektoratets entreprenør desuden arbejde over mod jernbanen, og derfor er vi ved at koordinere arbejdet med Banedanmark, fortæller Vejdirektoratet.
- Vi har fået en idé om omfanget af den samlede renovering, og det vil hjælpe os til at planlægge det videre forløb. Vi koordinerer det kommende arbejde i samarbejde med Banedanmark, siger Shahriar Honar.
Projekteringen af hovedprojektet vil foregå i den resterende del af indeværende år, og anlægsarbejderne vil forløbe over 2018 og 2019.
- Lige så snart, Vejdirektoratet har den endelige tidsplan på plads, vil den blive meldt ud i god tid inden, lyder meldingen.
Fanget på Fyn: Landmænd får gratis blokvogn
Efter flere protester får en gruppe landmænd fra Fyn nu stillet en gratis blokvogn til rådighed af vejdirektoratet.
- I forbindelse med renoveringsarbejdet på Gl. Lillebæltsbroen har Vejdirektoratet besluttet at tilbyde transport med blokvogn over den nye Lillbæltsbro til brede, langsomtkørende køretøjer, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Blokvognen kommer som et kærkomment initiativ efter flere landmænd har protesteret over, at de ikke havde mulighed for at komme over Den Gamle Lillebæltsbro, på grund af vejarbejde, med deres tunge køretøjer.
De tunge køretøjer kunne heller ikke komme over Den Nye Lillebæltsbro, da de kører for langsomt.
Det fik gruppen af landmænd til at skrive til både transportministeren, justitsministeren og erhvervsministeren, da de heller ikke havde mulighed for politieskorte over Den Nye Lillebæltsbro.
- Vi er tilfredse og meget glade for, at Vejdirektoratet har lyttet til vores kritik. Der er dog løsninger, der havde været bedre for både os og Vejdirektoratet selv, fortæller Lars Christiansen fra Roerslevgaard Entreprenør.
Inden trafikken igen åbner for al trafik, må Lars Christiansen nøjes med en blokvogn.
- Tilbuddet om transport med blokvogn træder i stedet for den oprindeligt annoncerede politieskorteløsning, og det vil gælde fra fredag den 29. juli og indtil Gl. Lillebæltsbroen i den første uge af august bliver åbnet for al kørende trafik, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Læs resten af pressemeddelelsen her.
Transporten vil finde sted mellem kl. 10 og 12 og mellem kl. 19 og 21. Det vil foregå mellem Bødkervej nr. 5, 7000 Fredericia, og Vejdirektoratets rasteplads ved motorvejsafkørsel 58b (adgang fra Skovsvinget i Middelfart).
Landmænd eller entreprenører, der har brug for at få transporteret en traktor eller lignende langsomtkørende specialkøretøj over, kan møde op på adressen på Bødkervej i de angivne tidsrum.
Hvis der ønskes kørsel fra Fynssiden, skal der ringes i forvejen på tlf. 20922201.
Hvis en mejetærsker eller andet større køretøj end traktor skal over, skal der ringes mindst 2 timer i forvejen på tlf. 20922201. Da skal størrelse og vægt oplyses, og hvis det drejer sig om en transport bredere end 3,65 m, skal dette ligeledes oplyses i forvejen, så de nødvendige tilladelser kan komme på plads.
Gav problemer for landmænd og vognmænd
Sidst broen var lukket, gav det problemer for landmænd og vognmænd, som har brug for at krydse Lillebælt med arbejdskøretøjer over to meter brede.
De måtte i første omgang blive på Fyn, så længe der var vejarbejde på den Gamle Lillebæltsbro.
Efter flere protester fik en gruppe landmænd fra Fyn stillet en gratis blokvogn til rådighed af vejdirektoratet, så de kunne fragte deres maskiner over Den Nye Lillebæltsbro.