Ekspert opfordrer til grundig overvejelse:
- Reel risiko for, at børnehavebørn mistrives i tidlig sfo
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Ekspert opfordrer til at tænke sig grundigt om, inden man sender børnehavebørn i sfo-lokaler på grund af pladsmangel.
Der kan være en reel risiko for mistrivsel, når et barn på kun fire år bliver sendt i sfo med skolebørn op til 3. klasse.
Det mener sociolog og områdechef for dagtilbud i Danmarks Evalueringsinstitut, Dina Madsen.
- Hvis ikke der er de rigtige fysiske rammer, men også pædagogiske rammer, er der en reel risiko for, at i hvert fald nogle børn vil mistrives rigtig meget i sådan en overgang her, siger Dina Madsen.
Alligevel er det, hvad Middelfart Kommune nu har tænkt sig at gøre.
Meget udfordrende periode
På grund af pladsmangel sender kommunen nemlig nogle børn i skolefritidsordning otte måneder før skolestart.
Noget som flere frustrerede forældre til børn i kommunens børnehaver torsdag kritiserede overfor TV 2 Fyn.
- Jeg har været rigtig ked af og har grædt, og det har jeg gjort sammen med flere forældre, sagde Malene Arendt Eriksen torsdag om beslutningen, der rammer hendes fire-årige søn Laurits.
Ifølge kommunen er der - som sådan - ikke tale om, at børnene starter i sfo, men det vil mere fungere som en børnehave i skolefritidsordningens lokaler ved skolen.
Dina Madsen fra Danmarks Evalueringsinstitut mener, at den bekymrede mors frygt kan være helt berettiget.
- Man skal overveje meget grundigt, hvor tidligt børn starter i sfo, slår Dina Madsen fast.
- En overgang for børn er altid en meget udfordrende periode, og det er særligt overgangen til skole, som er meget udfordrende for børn, forklarer Dina Madsen.
Ikke styr på rammerne
Specielt overgangen til at indgå i store børnegrupper kan skabe mistrivsel blandt børnehavebørnene.
- Det vigtigt at have fokus på, at børn i den her alder ikke er vant til at indgå i så store sammenhænge med så mange børn. De kender ikke de sociale regler, og de har brug for meget mere støtte til at komme ind i lege og forstå, hvad det er, der foregår i nogle børnegrupper.
Derfor opfordrer hun også kommunen til at have styr på netop rammerne, som børnene skal være i.
- Det er rigtig vigtigt, at man er opmærksom på at opbygge nogle rammer, og de ikke bare er en del af et meget stort fællesskab og nogle store grupper, så der er noget personale, de kender, og nogle børn de kender og føler sig trygge omkring.
Og lige netop rammerne, fortalte forældrene torsdag, at de ikke mener, at der er styr på.
- Rammerne, der bliver tilbudt, er slet ikke egnet til børnehavebørn, hverken inde eller ude, siger Jesper Stamp, der er far til en af de børnehavebørn, der skal tidligere i sfo.
Han håber, at kommunen vil genoverveje sin beslutning.
Rammerne passer børnene
Indtil videre står kommunen dog fast på beslutningen. Dog forsikrer kommunens dagtilbudschef, Annette Friis, at rammerne kommer til at passe til børnene.
- Der vil være mulighed for at trække sig tilbage i et rum, som udelukkende er til børnehavebørn, men vi ser ikke opgaven som, at vi skal skærme børn. Om tre måneder skal børnene ind i skolen alligevel, så det er en vigtig øvebane, de er på, siger Annette Friis.
Hun gør samtidig opmærksom på, at der vil blive indkøbt nyt legetøj, som passer bedre til børn i fireårsalderen, og det kan ifølge hende tværtimod være en fordel, at børnene allerede nu lærer skolen at kende.