Grundstødt containerskib i Lillebælt trækkes fri i weekenden
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Kaptajnen på det skib, der natten til fredag stødte på grund, sigtes for spiritussejlads. Han er løsladt igen.
Et tysk containerskib, der natten til fredag stødte på grund i Lillebælt, ventes at blive trukket fri lørdag eller søndag.
Det oplyser Fyns Politi lørdag formiddag.
- Skibet på grund ved Strib ventes fritrukket lør- eller søndag, når rederiet har godkendt plan, skriver politiet på Twitter.
Der er også et miljøskib i området, men ingen tegn på lækage fra det 100 meter lange containerskib.
Skibets kaptajn, som blev anholdt fredag, er blevet løsladt igen. Han er dog sigtet for spiritussejlads og for ikke at anmelde grundstødning.
Retten afgør i januar straf og frakendelse, oplyser politiet.
Politiet fik anmeldelsen om det grundstødte skib klokken 02.10 natten til fredag fra Forsvarets farvandsovervågningsenhed Maritime Assistance Service.
Skibet var gået på grund cirka 200 meter nordøst for Strib på Fyn.
På baggrund af omstændighederne ved grundstødningen - navnlig skibets sejlmønster - fattede politiet mistanke om, at der kunne være tale om spiritussejlads.
Ifølge Fredericia Dagblad er der tale om skibet "Ragna". Det er 100 meter langt og 19 meter bredt.
Skibet var kort inden grundstødningen sejlet fra havnen i Fredericia, hvor det havde opholdt sig for at losse og laste containere.