Klassisk musik indtager Hindsgavl
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Mandag begynder den 49. udgave af Hindsgavl Festival i Middelfart. Festivalen vil i løbet af de næste ni dage fylde slottet og haven i Middelfart med klassisk musik.
I de kommende dage vil klassiske musikere fra hele verden indtage Hindsgavl Slot, når Hindsgavl Festival slår dørene op for ti dage med klassisk musik i Middelfart.
Og det er både de helt store internationale navne og de nye klassiske håb, der skal optræde for publikum på det fynske slot. Festivalens ambition er nemlig at trække verdens største stjerner indenfor den klassiske musik til Fyn og blande dem med nyskrevet musik fra unge musikere.
- Vi har en unik blanding, som skal vise, at klassisk musik stadigvæk er levende. Der er stadig unge talenter, der vier deres liv til den klassiske musik, og der er stadig komponister, som skriver ny musik og går i Bach og Beethovens fodspor, fortæller festivalleder Bernard Villaume.
Stjerner på slottet
Hindsgavl Festival har i løbet af de seneste år udviklet sig til en af Nordens førende festivaler for klassisk musik. Siden 2007 har festivalen ikke kun præsenteret danske navne, men haft kunstnere fra hele verden på scenen.
Blandt årets hovednavne er polske Piotr Anderszewski, Quatuor Ébène fra Frankrig og danske Dreamers Circus.
Mens aftenerne på festivalen er dedikeret til de etablerede kunstnere, vil eftermiddagene være fyldt med ny musik fra unge kunstnere.
Hindsgavl Festival inviterer nemlig unge, klassiske talenter fra hele Skandinavien festivalen, hvor de får mulighed for at komme helt tæt på på verdensstjernerne og samtidig selv spille koncerter.
Udover det har Hindsgavl Festival også etableret deres eget ungdomsensemble med 14 medlemmer fra de førende koservatorier i Danmark, Norge, Sverige og Finland. Det ensemble skal selvfølgelig også selv optræde på årets festival under navnet Hindsgavl Nordic Chamber Ensemble.
Både de store navne og de unge talenter kommer til at spille i Hindsgavl Slots ombyggede ladebygning i løbet af de næste ti dage. Både onsdag den 12. og onsdag den 19. er allerede udsolgte, men de resterende dage er der stadig mulighed for at komme ind at høre klassiske toner på slottet.
Læs mere om Hindsgavl Festival her, og hør festivalleder Bernard Villaume fortælle mere om årets program øverst i denne artikel.