Fredag morgen kørte en 40-årig kvinde galt i en soloulykke på Fynske Motorvej ved Middelfart kort før Lillebæltsbroen.
- Hun kører direkte ind i en afspærring, der er i forbindelse med noget vejarbejde, siger vagtchef Ehm Christensen fra Fyns Politi.
Ulykken skete klokken 5.44. Bilisten kom lettere til skade ved ulykken og blev kørt til Odense Universitetshospital. Hun er uden for livsfare.
Lillebæltsbroen spærret
Lillebæltsbroen blev spærret i retning mod Jylland på grund af ulykken. Det resulterede i længere rejsetid på strækningen. Begge vognbaner er genåbnet fredag morgen.
På grund af bededagsferien er der ifølge Vejdirektoratet flere bilister på vejene.
Samtidig er der vejarbejde på Lillebæltsbroen, hvilket forlænger rejsetiden over broen mod Jylland.
Bilisterne skal derfor forvente forlænget rejsetid på op til en time i trængselsperioder.
Når der sker ulykker som den fredag morgen, hvor broen bliver spærret i vestgående retning, forlænger det naturligvis rejsetiden yderligere.