P-bøderne ruller igen i Middelfart

Efter er halvt år uden parkeringskontrol i Middelfart risikerer bilisterne nu igen at få et girokort sat i forruden.

To parkeringskontrollanter er en ny del af gadebilledet i Middelfart, og de skal holde styr på ulovligt parkerede biler.

Fyns Politi stoppede 1. september 2016  med at lave parkeringskontroller i de fynske kommuner, og bilisterne kunne uden større risiko parkere som de havde lyst.

Udover at gribe ind over for ulovligt parkerede biler er målet med parkeringskontrollen også at sikre, at der er frie parkeringspladser til handlende. 

I det halve år uden kontrol var de tidsbegrænsede pladser i midtbyen i Middelfart ofte optaget af biler, der holdt parkeret meget længe.

- Det, vi som handelstandsforening har stor interesse i, er, at der er et vist flow på de pladser, så vi sikrer, at flest mulige af byens kunder kan parkere bynært og komme hurtigt ind i butikkerne og hurtigt herfra igen for at fremme omsætningen i butikkerne, siger formanden for Middelfart Handel, Kjeld Johansen.

Han mener byens borgere har taget godt imod, at der nu igen holdes øje med bilisterne.

- Vi har egentlig ikke oplevet noget. Det tager vi som et godt tegn. Vi har ikke fået negative tilbagemeldinger fra byens kunder, så vi har faktisk den opfattelse, at det fungerer rigtigt fint.

 

Oversigt

    Oversigt