Svær tid for fynsk lokalsamfund, siger forening
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Det er en svær tid.
Sådan lyder det fra bestyrelsen i Brenderup & Omegns Erhvervsforening (BOE) i kølvandet på Bolighuset Werenbergs konkurs tidligere på ugen.
- Vi fra BOE føler med hele familien i denne svære periode. Werenberg har altid været en af Brenderups stoltheder. Der har altid været god service og fantastiske møbler, som altid blev præsenteret på smukkeste vis, lyder det fra bestyrelsen i et facebookopslag.
- Werenberg formåede at komme ud i hele Danmark, og det kan kun lykkedes med godt købmandsskab. Tiderne ændrer sig - og det er ingen hemmelighed, at det er sværere og sværere at drive en forretning.
Lene mister ny seng og 62.500 kroner ud af det blå - og der er intet, hun kan gøre
I årevis sparede Lene Hyldeberg Sørensen sammen til en særlig seng til 62.500 kroner. Inden hun fik sin seng leveret, gik Bolighuset Werenberg konkurs.
Lene Hyldeberg Sørensen fra Fredericia føler sig snydt for 62.500 kroner, som hun havde brugt på en ny seng.
Sengen købte hun 22. august, men i denne uge er Bolighuset Werenberg i Brenderup gået konkurs, og nu står hun til at tabe alle pengene.
- Jeg er vred, frustreret og ked af det. Jeg stamper ikke lige 62.500 kroner op af jorden igen til en ny seng, siger Lene Hyldeberg Sørensen, der er fleksjobber.
- De penge havde vi sparet sammen til i nogle år efterhånden.
Werenberg: Derfor gik forretningen konkurs
Sengen skulle have været leveret om to uger, men den bliver hos producenten.
- Vi får ikke en krone. Det er de store kreditorer, der har førsteprioriteret, siger Lene Hyldeberg Sørensen.
Når en virksomhed går konkurs, er man som kunde dårligt stillet, oplyser Forbrugerrådet Tænk. Det er kun i få tilfælde, at man kan få sine penge tilbage.
I en pressemeddelelse, som Fyens Stiftstidende er i besiddelse af, oplyser Bolighuset Werenberg, at møbelforretningen er gået konkurs efter store økonomiske vanskeligheder på grund af stigende nethandel og ændret kundeadfærd. Selskabet blev begæret konkurs torsdag.
TV 2 Fyn har forsøgt at få et interview med møbelforretningens ejer, Torben Werenberg. Det har ikke været muligt.
Derfor købte hun en seng til 62.500 kroner
Forretningen har solgt møbler lige op til konkursen, og det irriterer Lene Hyldeberg Sørensen, at butikken ikke har advaret sine kunder om den mulige konkurs, der får store økonomiske konsekvenser for hende og mange andre.
- Jeg tror, de har vidst 22. august, hvilken vej det gik. Jeg føler faktisk, jeg har været med til at donere 62.500 kroner til dem, siger hun.
Hun fortryder i dag, at hun betalte sengen kontant tilbage i august.
Hvorfor skulle du have så dyr en seng?
- Denne gang skulle vi ikke nøjes med det næstbedste. Mere væsentligt så har jeg behov for en elevationsseng af helbredsmæssige årsager, så jeg skal have hævet benene, siger Lene Hyldeberg Sørensen.
- Sengen kunne gøre, at jeg langt om længe kunne få noget nattesøvn. Det er ren røv.
Hvad gør du nu så?
- Jeg sparer op igen.
I foråret offentliggjorde bolighuset et underskud på 18 millioner kroner. Det familieejede bolighus har eksisteret siden 1964.