Tre politikredse deltog i eftersøgning: 85-årig forlod plejehjem uden overtøj
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En 85-årig mands forsvinden satte politiet på overarbejde natten til onsdag.
En 85-årig mand gik natten mellem tirsdag og onsdag fra sit plejehjem i Strib uden overtøj.
Det bekymrede politiet i en sådan grad, at betydelige ressourcer blev sat ind for at finde plejehjemsbeboeren.
- Vejret taget i betragtning, så valgte vi at bruge en del ressourcer på at finde ham, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi Bjarne Tykgaard.
I alt tre politikredse var i løbet af natten inddraget i eftersøgningen af den 85-årige mand.
Både Sydøstjyllands Politi og Midt- og Vestjyllands Politi assisterede Fyns Politi i eftersøgningen, der indebar hjælp fra hundepatruljer og en helikopter.
Gav pote
En fynsk hundepatrulje fandt klokken 4.11 manden ikke så langt fra plejehjemmet på Abelonelundvej.
- Han var kold, men blev hurtigt varmet op og er i god behold, siger vagtchefen.
Dermed gav den store indsats pote.
- Så det var faktisk en rigtig god indsats. Og godt vi fik ham så relativt hurtigt.
Manden var dermed ude i omkring fire timer, inden han blev fundet. For en sikkerhedsskyld blev han sendt forbi OUH til observation.
Selvom der blev brugt mange mandetimer på eftersøgningen, så kan Fyns Politi dog glæde sig over, at de i andre afdelinger oplever faldende arbejdspres. Læs hvilken her.