Det er 10 år siden. Et nyt, lille barnebarn var kommet til verden, og Pernille Nordbo fra Middelfart var på besøg i Græsted på Sjælland for at se vidunderet. Begejstringen for endnu engang at blive mormor var stor. Men i det skjulte passede det Pernille godt, at datteren Sofie holdt til på Sjælland. For så kunne Pernille blive ved at drikke sig fuld hver dag - uden at Sofie opdagede det.
Men sådan skulle det ikke gå. For Sofie valgte at flytte til Fyn med sin datter, og så stillede hun sin mor et ultimatum: "Hvis du drikker igen så meget som en eneste gang, når vi er der, ser du os aldrig mere."
Den gik rent ind.
- Jeg vidste, at når Sofie siger sådan noget, så mener hun det.
Fra den dag har Pernille ikke rørt en dråbe alkohol. Men det holdt hårdt, især i de første år. For i mange år havde Pernilles sociale liv bestået i at være sammen med andre alkoholikere henne på den lokale.
- Vi snakkede jo ikke om noget. Ingen af os havde noget ny viden at tilføre samtalen, så det kørte i samme rille hver dag. Jeg sang og festede og drak, til jeg ikke kunne mere. Så gik jeg hjem og sov en time, og så tilbage og drikke videre.
I dag er alle de andre fra bodegaen døde af druk. Men Pernille er her endnu. Mod alle odds.
Artiklen fortsætter under billedet.
Vendepunktet
Nu har jeg vist drukket nok
Adskillige gange i årenes løb har Pernille forsøgt at lægge alkohol på hylden. Hun har da også været ædru op mod ni måneder. Men flasken trak altid det længste strå. Også på trods af pinagtige episoder, som når der var inviteret til børnefødselsdag hos den ældste datter. Så kørte svigersønnen rundt dagen inden og ledte efter hende på værtshusene i Middelfart. Han fik hende kørt hjem i deres hus til afrusning, så hun kunne sidde ædru og med abstinenser til næste dags kagebord.
Men så faldt de afgørende ord fra yngstedatteren Sofie: "Hvis du nogensinde drikker igen, når Aya og jeg er her, ser du os aldrig igen.
- Det blev opvågningen, som fik mig til at tænke, at nu har jeg vist også drukket nok. For jeg ved, at når Sofie siger sådan noget, så mener hun det. Med min ældste datter vidste jeg, at hun kommer tilbage igen. Med Sofie vidste jeg, at hun ikke kommer tilbage. Det var nok til, at jeg sagde: Nu er det slut. Ellers har du ikke dem mere.
En kamp
Fra den dag så Pernille sig ikke tilbage. Men nemt var det ikke.
- De første to år var slemme, for hvis der var noget med pigerne eller andet, tænkte jeg, at jeg kunne da også lige gå i Aldi og hente en flaske vin. Men så skal jeg jo købe to, så der er en, når jeg vågner. Og så skal jeg have to til næste dag igen. Og igen. Det var nok til, at jeg kunne gå fra køkkenet og herind i stuen, tænde for fjernsynet og gå i gang med strikketøjet.
Der var hverken Minnesotabehandling, alkoholambulatorier eller anden ekstern hjælp inde over. Pernille klarede det selv ved hjælp af stædighed og viljestyrke og støtte fra familien. Men et særligt sted var de altid klar med støtte og opbakning. Det var den lokale genbrugsbutik, hvor hun arbejdede.
- Når jeg havde mine ture, stod der blomster ved min dør. Og når jeg flovt kom listende ind med dårlig samvittighed, var de klar med knus og kram. De var bekymrede for, om jeg ville klare det. Det samme var Pernilles familie.
- Min familie troede heller ikke på det. Hun falder i igen, det plejer hun jo. Det tog fire-fem år, før de turde tro på det.
Heller ikke Pernille selv turde tro på det før efter cirka tre år.
- Jeg var jo vant til, at hvis der kom noget på tværs, skulle det drikkes væk. Så ville det løse sig. Og det gjorde det jo ikke, men det var den lette løsning bare at sætte sig til at drikke, og så kunne det hele være lige meget.
Artiklen fortsætter under billedet.
Skamfuldheden kom med ædrueligheden
Skyld og skam har deres helt egen plads på hylden. Men makkerparret meldte først deres ankomst, da rusen havde lagt sig, og verden stod skærende klart. Da blev det tydeligt for Pernille, hvor meget smerte og bekymring hun har skabt for sin familie.
- Her bagefter kan jeg se, hvor bange min familie har været for, at jeg skulle dø af druk. Lige som min bror og min far. Det skænkede jeg ikke selv en tanke, da jeg drak. Først bagefter tænkte jeg på min mor, og på hvor bange hun måtte have været. Hun havde mistet et barn, og nu kunne hun miste et til.
I dag har Pernille tilgivet sig selv.
- Det giver ingen mening at bære skyld over det liv, jeg har haft. Jeg kan kun gøre det godt fremad og være der for min familie og mine børnebørn.
Og sådan er det også gået i praksis. Hver dag henter Pernille sit barnebarn Aya fra skole, og Pernille har en tæt og god relation med sin familie.
Artiklen fortsætter under billedet.
Jeg har jo et liv!
Da de første, svære år var overstået, ventede der noget af en åbenbaring for Pernille:
- Jeg fandt ud af, hvor godt jeg egentlig havde det. Gud, har jeg et liv? Det er da utroligt, at det kan være så godt, det havde jeg jo glemt! For det hele havde bare drejet sig om at drikke og synge og holde fest.
Det viste sig, at der var noget rigtig godt for enden af tunnelen. Først og fremmest familien, som tålmodigt havde ventet og holdt ud uden nogensinde at slå hånden af hende.
Det er hun meget taknemmelig over, for hun havde ikke regnet med overhovedet at være i live i dag.
- Jeg havde regnet med, at jeg skulle drikke, til jeg skulle herfra. Både min familie og jeg ved, at hvis jeg havde fortsat drikkeriet, havde jeg været død i dag. Det føles stærkt, at jeg turde tro så meget på mig selv, at jeg kunne gøre det uden at falde i. Jeg synes, at det er sejt gjort. Jeg er stolt af mig selv.
