Dansk biogas får statsstøtte i både Danmark og Sverige
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Biogas fra det fynske selskab NGF Nature Energy får støtte fra Danmark og fritages for afgift i Sverige. Klimaminister kalder det uklogt.
Danmarks største biogaskoncern, NGF Nature Energy, det tidligere Naturgas Fyn, får støtte fra både den danske og svenske stat, når den levere biogas til det svenske marked.
Det vækker kritik fra de svenske konkurrenter, og dansk klimaminister kalder den nuværende situation uklog. Det skriver Berlingske Business.
NGF Nature Energy producerer biogassen i Danmark med støtte fra den danske stat. Herefter eksporteres gassen via et søsterselskab til Sverige, hvor biogassen med danske støttekroner i ryggen opnår en konkurrencefordel.
Nu er det fynske naturgasnet også solgt
Energinet har med Konkurrence-myndighedernes velsignelse købt NGF Nature Energys distributionsnet.
Nu er både gasnettet og den kommercielle del af NGF Natur Energy - det tidligere Naturgas Fyn - solgt.
Det fremgår af en netop offentliggjort meddelelse fra Konkurrencestyrelsen.
Statens bud via Energinet på Nature Energys distributionsnet har været i høring uden, at der er kommet indsigelser, og dermed er det nu staten, der reelt ejer det fynske naturgasnet.
Energinet ejer og driver i forvejen væsentlige dele af det danske el- og gasdistributionset - herunder gasnettet i Syd- og Sønderjylland, Syd- og Vestsjælland samt enkelte ledningsstrækninger på Fyn og i Københavnsområdet.
De to kapitalfonde Pioneer Point Partners, Davidson Kempner har tidligere købt aktiemajoriteten i den kommcerielle del af natursselskabet - altså naturgassalget.
Efterfølgende har Sampension skudt millioner af kroner i det nye selskab svarende til 20 procent af ejerskabet.
Det er de fynske kommuner, der har solgt Nature Energy.
Planen for de nye ejere er at få økonomi i de opførte biogasanlæg i Danmark og brede den fynske ekspertise ud til resten af Europa.
Selskabet får statsstøtte i Danmark på cirka fire kroner per kubikmeter gas. Da det koster seks kroner at fremstille en kubikmeter biogas, kan den sælges for to kroner per kubikmeter.
Men NGF Nature Energy har også sit eget gashandelsselskab, som sælger gassen til blandt andet Sverige, som giver indirekte statsstøtte til biogas ved at fritage forbrugerne for CO2-afgift.
- På grund af denne afgiftsfritagelse kan man selvfølgelig få en højere pris for biogassen, end hvis man sælger naturgas. Denne prisforskel kan så deles mellem kunden, den svenske gashandler og den danske gassælger, siger direktøren for Foreningen Biogasbranchen, Frank Rosager, til Berlingske.
I 2017 blev omkring 25 procent af den danske produktion af biogas eksporteret til Sverige, viser tal fra det statslige transmissionsselskab Energinet og Foreningen Biogasbranchen.
Mens eksporten giver indtægter til NGF Nature Energy og andre danske gashandelsselskaber som Ørsted, E.ON og Eniig, skaber den stor frustration hos de svenske producenter af biogas.
Efter omdiskuteret salg: Fire millioner kroner til direktør
Direktøren for biogasselskabet NGF Nature Energy, Ole Hvelplund, får omkring fire millioner kroner som godtgørelse efter salget af selskabet.
Fire millioner kroner. Det er cirka, hvad Ole Hvelplund, der er direktør for biogasselskabet NGF Nature Energy, får i forbindelse med salget af virksomheden.
Godtgørelsens beløb møder kritik fra Carsten Kudsk (DF). Han er kommunalbestyrelsesmedlem og 1. viceborgmester i Nyborg Kommune og stemte imod salget af Nature Energy, da Nyborgs byråd skulle tage stilling til, om det ville sælge eller ej.
- Jeg synes, det er alt, alt, alt for meget. Jeg synes, at man godt kunne have gjort sådan, at han havde fået halvdelen af beløbet. Når vi er oppe i så stort et beløb, så begynder vi at have en person, som har en stor særinteresse i at få solgt det her selskab. Og det er nok også grunden til, at det har foregået så hemmeligt, at selv byrådsmedlemmer, som repræsenterer ejerkommunerne, ikke kan få lov til at få de oplysninger, de beder om at få, siger Carsten Kudsk.
Hans opfattelse er, at han ikke kunne få svar på en række spørgsmål, da der var orienteringsmøde i Nyborg Kommunes byråd angående salget.
Godtgørelsen stod i kontrakten
Den 22. december kunne de otte ejerkommuner, bestyrelsen og selskabets ledelse fortælle, at biogasdelen af Nature Energy nu var solgt til en britisk kapitalfond Pioneer Point Partners.
Direktøren får godtgørelsen, fordi det var en en del af hans ansættelseskontrakt fra 2014, at han ved salg af selskabet skulle have udbeltalt et beløb svarende til et vist antal måneders løn. Det er bestyrelsen, som dengang lavede kontrakten sammen med Ole Hvelplund.
- Jeg skal ikke kommentere beløbet, men det er ganske almindeligt. Den kontrakt, der har været lavet, kan jeg stå stå inde for. Den er ikke ekstravagant på nogen som helst måde, siger bestyrelsesformand Jens Otto Dalhøj.
Han forklarer, at det er ganske normalt, at man som en del af en direktørs kontrakt aftaler, at der ved salg af virksomheden skal gives en godtgørelse til direktøren. Det skal ses som en sikkerhed i tilfælde af, at direktøren bliver arbejdsløs som følge af salget.
Jens Otto Dalhøj afviser Carsten Kudsks billede af, at direktørens udsigt til en godtgørelse skulle have skabt mere lukkethed over for byrådsmedlemmerne.
- Det her er gjort på et meget oplyst grundlag. Det er det både i holdningbestyrelsen, men det er også min klare opfattelse, at der har været givet et rigtig godt grundlag ude i byrådene og kommunalbestyrelserne, siger Jens Otto Dalhøj.
Bestyrelsens beslutningsgrundla
Selvom Ole Hvelplund fungerer som administrerede direktør, understreger Jens Otto Dalhøj at det til hver en tid er ejerkommunerne, repræsenteret af bestyrelsen, der bestemmer og træffer de store beslutninger i forbindelse med salget. Alligevel mener Carsten Kudsk, at direktøren kan have en stor indflydelse.
- Bestyrelsen består jo af repræsentanter, der er valgt fra kommunerne. De har ikke reel mulighed for at finde de reelle oplysninger og forhold. Og det er jo direktørens opgave at sørge for at fremføre de oplysninger over for bestyrelsesmedlemmerne, så de ved, hvad de snakker om. Og hvis han sidder med en aflønning og får muligheden for at få fire millioner, så kan jeg godt gætte mig til, hvordan hans fremstilling vil være. Den vil være i et meget, meget positivt lys, og alle former for negative ting og kritiske spørgsmål vil blive fejet væk, fordi han kun er interesseret i godtgørelsen, siger Carsten Kudsk.
Men Jens Otto Dalhøj mener, at bestyrelsen har haft et tilfredsstillende grundlag til at træffe beslutninger.
- Vi har ageret top professionelt, og vi har gjort brug af rådgivere. Vi har håndteret det her på et særdeles oplyst grundlag, så jeg har ikke noget at fortryde i den her forbindelse, siger Jens Otto Dalhøj
Allerede for et år siden råbte en af Sveriges største biogasproducenter vagt i gevær. Udnyttelsen af de forskellige støtteregler i Danmark og Sverige betyder, at svenske aktører kan købe dansk biogas med 40 procents rabat i forhold til svensk gas.
Den svenske energiminister har fået flere spørgsmål om, hvad den svenske regering vil gøre ved sagen.
Danmarks energiminister Lars Christian Lilleholt (V) har drøftet sagen med sin svenske kollega, oplyser han til Berlingske.
- Jeg mener, at det er uklogt, at danskstøttet biogas også kan få støtte i Sverige og dermed skabe ulige konkurrence, siger han til Berlingske.
Fakta om NGF Nature Energy
Naturgas Fyn skiftede navn til NGF Nature Energy den 18. august 2014.
Den danske stat oprettede i 1972 Dansk Naturgas A/S, som året efter skiftede navn til DONG. Og da Folketinget i 1979 vedtog at indføre naturgas i Danmark, indgik DONG den første aftale om udvinding og levering af naturgas.
NGF Nature Energy - den gang som Naturgas Fyn - blev etableret samme år af de fynske kommuner, som et af de fem regionale gasselskaber i Danmark, og t0 år efter begyndte selskabet at bygge naturgasnettet på Fyn.
NGF Nature Energy er i dag Danmarks tredjestørste gasselskab med ca. 60.000 private husstande og virksomheder som kunder, der tilsammen får 320 millioner kubikmeter gas fra selskabet om året.
NGF Nature Energy er førende inden for produktion af CO2 neutral biogas, som sker i det selvstændige selskab NGF Nature Energy Biogas A/S.
Kilde: NGF Nature Energy
Forsikringsselskab advarer forud for snevejr
kopieret!
Fredag morgen kan byde på snefyldte veje og temperaturer under frysepunktet. Det får forsikringsselskabet Topdanmark til at advare om risikoen for påkørsler bagfra og solouheld.
- Vi ved af erfaring, at disse uheld forekommer oftere, når der er snevejr og minusgrader. Med udsigt til snebyger natten til fredag opfordrer vi derfor bilister til at være særligt opmærksomme i morgentrafikken fredag, så de ikke kommer galt afsted, siger Rasmus Ruby-Johansen, skadedirektør i Topdanmark.
- Som bilist skal man huske på, at bremselængden øges i glatføre, ligesom man accelerer langsommere. Sænk derfor farten og hold ekstra god afstand. Og har man ikke vinterdæk på, bør man overveje at lade bilen stå.
Fynsk transportvirksomhed lander millionoverskud
kopieret!
Schou-Danielsen Logistik A/S fra Odense er på seks år gået fra et overskud på 81.000 kroner til i det seneste regnskabsår at tjene 7,9 millioner kroner. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
For ti år siden fusionerede transport- og logistikvirksomhederne Peter Danielsen Transport og stykgodsafdelingen i Poul Schou, og blev til SDL.
Virksomheden peger på, at transportbranchen kræver omstillingsparathed for at skabe overskud.
- Det er ikke nok for os at være dygtigst til at levere varer, vi skal også kunne tilpasse os, så vi altid er på forkant med udviklingen, udtaler Direktør Martin Danielsen, der allerede nu har en forventning om vækst i samme størrelsesorden i næste regnskabsår.
Raser efter nytårsknald: - Hent jeres affald
kopieret!
De fleste tilbragte nok den 1. januar på sofaen.
Men ikke Maria Heidi Dahl.
I regn og blæst bevægede hun sig uden for - for at samle andres nytårsaffald sammen.
- Som jeg skrev inde på Facebook, så synes jeg jo, det er genialt tænkt, at man kan køre et sted hen og fyre alt sin krudt af og lade affaldet stå, til at nogle andre måske rydder det op, siger hun.
Batterier, der før stod efterladt på vejen, er nu rykket ind til siden. Og så har hun i et Facebook-opslag opfordret de ansvarlige for affyringen til at komme tilbage og få det fjernet.
Jule-oprydning kan samle store beløb ind
kopieret!
Igen i år har fodbolddrengene fra boldklubben Marienlysts U-13 hold samlet juletræer ind.
Og det er blevet til hele 9.500 kroner på fem dage.
Pengene går til stævner, tøj og fodboldture - og det er altså sidstnævnte, der vækker størst motivation.
- Det er vigtigt at kunne komme på udlandsture, så vi kan se, hvordan det er dér og få inspiration, siger Jivara Suleiman.
For hvert juletræ, de henter og afleverer på genbrugspladsen, tjener holdet 50 kroner. Og trods små udfordringer undervejs - en saks, der driller, og grene, der er frosne, er arbejdet det hele værd, mener Sebastian Miticpuljiet.
- Jeg synes, det er rigtig hyggeligt, og det betyder meget at kunne komme på udlandsture, siger han.
Efter dødsulykke: Ulovligt fyrværkeri er ikke til at forudsige, siger fyrværker
kopieret!
Røgen havde knap nok lagt sig efter nytårsaften, da debatten om fyrværkeri skal gøres ulovligt, genantændte på de sociale medier.
Kommentarsporene delte sig i to, mens tømmermændene dampede af.
Anledningen til diskussionen var den nyhed, mange danskere var stået op til. 2025 var nemlig kun seks minutter gammelt, da fyrværkeri eksploderede i hovedet på en 24-årig mand. Han døde kort efter ankomsten til OUH.
Ulykken skete på Nyborgvej i Odense og noterede sig som endnu én i en ellers generelt faldende tendens. Hen over årene er færre efterhånden kommet galt af sted med fyrværkeri.
I 2019 kom 228 til skade, i år kom 210 til skade, viser opgørelser fra Ulykkesanalysegruppen på OUH.
- Det er et lavt tal, men det skal være endnu bedre. Det skal helst være nul, siger fyrværker Claus Oldenbjerg - eller Krudttossen, som hans fyrværkeriforretning hedder.
Erik Blodøkse
Her et par dage inde i januar snurrer diskokuglen stadig i hans butik på landevejen mellem Bellinge og Verninge sydvest for Odense. Mellem sjove hatte, bordbomber og serpentiner står attrapper af små, store og kæmpestore raketter, bomberør og batterier.
Claus Oldenbjerg er ved at lukke ned for denne gang, men han har indvilliget i at gå en runde for at vise, hvad for noget fyrværkeri der kan være farligt.
- Men der er ikke noget lovligt og godkendt fyrværkeri, der er farligt, hvis man håndterer det rigtigt, siger han.
- Jeg går selv på jagt, og hvis jeg render rundt med mit jagtgevær hen over skulderen med bønder i, pissefuld og skyder lidt til højre og venstre, vil der nok også ske ulykker.
Derfor mener Claus Oldenbjerg, at man skal læse den medfølgende beskrivelse af fyrværkeriet, man skal stå i god afstand, man skal have en ædru person til at tænde det, og så skal man altid have sikkerhedsbriller på udenfor.
- Også selvom du bare skal ud at tisse i hækken. Der kan komme en raket farende, og så har du mistet synet, som han siger.
24-årig død i fyrværkeriulykke i Odense
En ung mand fra Odense er død efter en fyrværkeriulykke på Nyborgvej i Odense. Det bekræfter Fyns Politi over for TV 2 Fyn.
- Vi formoder, at han har antændt noget hjemmelavet fyrværkeri. Fyrværkeriet er så eksploderet lige op i hovedet på ham. Han fik meget alvorlige skader i hovedet. Det var virkelig voldsomt, siger overlæge Morten Schultz Larsen fra Odense Universitetshospital, til TV 2.
Torben Jakobsen, der er vagtchef ved Fyns Politi, fortæller til Ritzau, at den unge mand blev 24 år.
Politiet har tidligere oplyst, at episoden skete kort efter midnat – nærmere bestemt klokken 00.06.
En anden person kom også til skade
Manden afgik ved døden, kort efter han ankom til OUH, skriver TV 2.
De pårørende er underrettet.
De foreløbige undersøgelser tyder ifølge vagtchef Torben Jakobsen på, at manden har antændt noget fyrværkeri, som er eksploderet tæt på hans ansigt.
- Hvad der er blevet affyret - om det er lovligt eller ulovligt - kan vi ikke udtale os om på nuværende tidspunkt, siger Torben Jakobsen til Ritzau.
Han fortæller, at der var flere mennesker i området, og at en anden person kom lettere til skade ved ulykken.
Politiet vil nu undersøge ulykken nærmere.
- Det er jo en tragisk ulykke, men derfor forsøger vi stadig at få afklaret de nærmere omstændigheder i løbet af formiddagen, siger vagtchefen.
Nede i hjørnet af forretningen hænger raketterne. Claus Oldenbjerg viser pinden på den ene af dem. Den er tyk, og holder han fat i enden, buer pinden ikke.
- Sådan her skal det være. Den er stabil, siger han og viser nogle andre raketter med en tyndere pind.
- Den her er lige til den tynde side, hvis du spørger mig.
Claus Oldenbjerg går videre over til batterierne. En stor, sort kasse til lige knap 1000 kroner står på en hylde. Det er en ”Erik Blodøkse” og den har 74 skud i sig. Han tager fat i den, trykker på den og viser, at den her ikke vælter så nemt.
- Men når man går ned i pris, går man ned i kvalitet. Stod det til mig, skulle vi ikke sælge billige batterier. Så skulle folk købe få enheder af kvalitetsfyrværkeri. Men folk vil ikke betale for kvaliteten, siger Claus Oldenbjerg.
Nemt at skaffe ulovligt fyrværkeri
Hvad der præcist skete på Nyborgvej i Odense klokken 00.06 nytårsnat – og hvorfor det skete -, er Fyns Politi stadig i gang med at undersøge.
Overlæge på OUH Morten Schultz Larsen sagde onsdag morgen til TV 2, at man formodede, at den 24-årige mand havde antændt noget hjemmelavet fyrværkeri. Men politiet er stadig sparsomme med oplysninger og kan endnu ikke fortælle, om det var lovligt eller ulovligt, der eksploderede.
Beboere rystede efter voldsom fyrværkeriulykke
Beboerne i området omkring Nyborgvej, hvor en 24-årig mand nytårsnat mistede livet i en fyrværkeriulykke, er rystede.
- Det er skræmmende tæt på. Jeg er selv 23 år. Det er en forfærdelig skæbne, at en 24-årig mand er død. Det er fuldstændig forfærdeligt, siger Louise Ejlsborg, der bor i den opgang, hvor den pågældende nytårsfest blev afholdt.
Louise Ejlsborg var ikke hjemme, da ulykken foran hendes opgang skete, men hun har brugt nytårsdag på at tørre blod væk i opgangen.
Ulykken skete, da noget fyrværkeri eksploderede i hovedet på den 24-årige.
TV 2 Fyn har talt med flere beboere, der var til stede på Nyborgvej ved midnatstid. I timevis var der ambulance og politi til stede.
Claus Oldenbjerg er dog klar over, hvor nemt det er at skaffe sig ulovligt fyrværkeri. Han har ikke selv prøvet, men han hører, hvordan det sælges på sociale medier, og hvordan man bare skal ringe til de rigtige, og så kan det blive leveret kort tid efter.
Hvis man kunne lukke mere effektivt ned for det, ville det have en effekt på de alvorlige ulykker der trods alt stadig sker. Han foreslår også, at forældre skal holde bedre øje med deres børn i december, og at fyrværkere som ham i højere grad kommer ud på skolerne og underviser i håndteringen af fyrværkeri.
- Står du først med noget ulovligt fyrværkeri, aner du ikke, hvad der sker, når du sætter ild til det, siger Claus Oldenbjerg.
Fynske sygehuse har behandlet flere alvorlige fyrværkeriskader
kopieret!
Odense Universitetshospital har i Odense og Svendborg behandlet omkring 20 fyrværkeriskader dette nytår, hvoraf syv til otte har været alvorlige, oplyser overlæge og professor Jens Lauritsen på Ortopædkirurgisk, OUH.
I hele Region Syddanmark er 57 personer blevet behandlet for fyrværkeriskader. Det er det højeste antal i hele landet, og en stigning i forhold til sidste år, hvor 51 blev behandlet.
Også på landsplan er der sket en lille stigning.
- Den mest alvorlige ulykke vi har haft, er den tragiske ulykke hvor en 24-årig mand mistede livet, siger Jens Lauritsen.
I regionen var der flest ulykker med batterier, raketter og indendørsfyrværkeri. Primært mænd er kommet til skade.
Politiet opgiver eftersøgning af 70-årige Poul
kopieret!
Siden 27. december har politiet ledt efter 70-årige Poul Frank Andersen, efter han den 26. december forlod sin bopæl i Årslev.
Eftersøgningen indstilles nu, efter politihunde, helikopter og droner har ledt i et større område omkring den 70-åriges bopæl.
Fyns Politi har løbende fået henvendelser fra befolkningen, som alle er blevet fulgt op. Men disse har heller ikke givet noget resultat, oplyser politikredsen.
- Der har været tale om en grundig eftersøgning, men vi må indse, at vores muligheder er ved at være udtømte. Hundene har ikke fået fært og dronerne har ikke kunnet se noget. Vi er nu på syvende døgn, siden Poul Frank Andersen forlod sin bopæl, og uden nye konkrete tips eller spor har vi udtømt vores muligheder, siger politikommissær Lars Sønderskov Kristensen fra Fyns Politi.
Hvis man har oplysninger om Poul Frank Andersens opholdssted – eller hvis man har set ham - bedes man ringe til Fyns Politi på telefon 114.
Poul Frank Andersen beskrives som en mand på 70 år med hvidt hår og gråt fuldskæg, iført sort eller grå kedeldragt.
Knivdrama i supermarked - kan du genkende denne mand?
kopieret!
- Det er et røveri, hænderne op. Giv mig pengene, råbte en ung mand under et væbnet røveri i Rema 1000 på Jernbanevej i Nørre Aaby.
Røveriet fandt sted den 29. december 2024 klokken 20.23, hvor den maskerede gerningsmand henvendte sig ved kassen.
Fyns Politi har tidligere udsendt et signalement, og nu deler politikredsen også billeder af manden, som står bag røveriet. Kender du manden, eller kender du til oplysninger der kan bringe politiet nærmere en opklaring, kan du ringe 114.
Gerningsmanden beskrives som en mand på 18-25 år, 180-185 centimeter høj og med spinket kropsbygning. Mandens hudfarve er lys og han talte dansk. Manden var iført en sort jakke med et hvidt mærke på venstre skulder og et mindre hvidt logo på venstre bryst.
Desuden var han iklædt en mørk hættetrøje under jakken, mellemblå jeans og mørke kondisko.
Han var maskeret med tørklæde eller halsedisse til op over næsen og havde hætten trukket over hovedet, samt iført mørke handsker. Gerningsmanden var bevæbnet med kniv og undløbet med de stjålne kontanter i en blå Rema 1000-pose.
Fyns Politi oplyser i øvrigt, at der er sikret DNA-spor på gerningsstedet, som politiet venter analysesvar på.
Leder efter flere spor
På overvågning fra gerningsstedet ses manden løbe alene i vestlig retning ad Svinget efter røveriet.
Vidner har kontaktet politiet og forklaret, at de har set en mand svarende til gerningsmanden løbe ad Østergade i vestlig retning og på Kongsgaardsvej i sydlig retning mod rundkørslen ved Idrætsvej, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Politiet er interesseret i at høre fra borgere der enten har set eller hørt noget i relation til røveriet.
Politiet vil høre fra dig hvis:
Du har set noget ved butikken eller på den beskrevne strækning den 29. december omkring gerningstidspunktet klokken 20.20-20.40.
Du bor langs den nævnte strækning og har videoovervågning i din indkørsel eller i din bil som måske har optagelser fra gerningstidspunktet
Du kan genkende – eller mener at kunne genkende - gerningspersonen ud fra overvågningsbillederne og signalement
Du har hørt nogle tale om nogen eller noget, som kunne have relation til røveriet
Nu bliver det dyrere at tanke din bil
kopieret!
Når ejerne af Fyns 223.631 benzin- og dieselbiler i de private husholdninger næste gang skal have fyldt tanken, bliver det til en væsentlig højere pris end før årsskiftet.
For ved årsskiftet er afgifterne på både benzin og diesel steget, hvilket har medvirket til, at en liter diesel onsdag formiddag er steget til sit højeste niveau i 10 måneder.
Ifølge energiselskabet OK er listeprisen for diesel dermed oppe på 14,62 kroner per liter.
Listepriserne ligger generelt 1,2 kroner over den pris, som står på pumpen ved de ubemandede tankstationer, hvilket i praksis betyder, at diesel onsdag kan købes fra 13,42 kroner per liter.
Det er den højeste pris siden midten af februar måned sidste år, og cirka en krone mere end gennemsnitsprisen for diesel i 2024.
For benzin er afgiftsstigningen mindre.
Her er prisen onsdag steget til lige over 14 kroner ude på tankstationerne, hvilket bringer prisen lige op over gennemsnitsprisen for benzin i 2024.
Benzin- og dieselbiler hitter
Ifølge FDM er det blandt andet en skatteaftale fra 2009, som igen i 2025 gør det dyrere at tanke bilen.
Alt imens benzin- og dieselpriserne stiger, forbliver det såkaldte befordringsfradrag uændret. Det har Skatterådet besluttet.
Befordringsfradraget er en skatterabat til pendlere, der har mere end 24 kilometer til og fra arbejde.
DSB har tidligere oplyst, at priserne for pendlere, der rejser mere end tre zoner, ikke vil opleve prisstigninger, når taksterne ændres den 19. januar 2025.
I over 100 år har familien båret den, men nu er unikt arvestykke forsvundet
Mere end 100 år af Malene Nichola Grods' familiehistorie er forsvundet.
Der er tale om en dåbskjole, der gennem tiden er båret af seks generationer.
- Vi flyttede for et år siden, og jeg er bange for, dåbskjolen har gemt sig blandt noget andet tøj, som er røget til genbrug, forklarer Malene Nichola Grods til TV 2 Fyn.
Nu håber hun på, at nogen kan hjælpe hende på vej til at få den tilbage i familiens besiddelse, så fremtidige generationer kan bære den.
Landsdækkende eftersøgning
Malene Nichola Grods skrev en efterlysning på Facebook den 29. december 2024, og siden da er hendes opslag blevet delt mere end 1.200 gange.
- Det betyder meget, at så mange har hjulpet til i eftersøgningen, men desværre har ingen set kjolen, forklarer hun.
Samtidig har Røde Kors-butikker på tværs af Danmark ledt i deres butikker, men indtil videre uden held.
Dåb og bryllup til februar
Der krydses fingre for, at dåbskjolen vender hjem snart. For om få uger skal Malene Nichola Grods’ yngste søn døbes.
Den 1. februar for at være nøjagtig.
Og ikke nok med det, så skal hun også selv giftes den samme dag.
- Det ville jo være den perfekte bryllupsgave, hvis kjolen dukkede op til den dag, der betyder så meget for min familie, afslutter hun.
Har du set kjolen, er du velkommen til at kontakte Malene Nichola Grods via telefonnummeret: 42 30 47 06