Fynsk gassalg: Sådan har de første fem kommuner stemt
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Kun yderligere én kommune skal stemme ja til salg af NGF Nature Energy, før salget er vedtaget i de fynske ejerkommuner. Det kan ske i Assens onsdag. Torsdag stemmer de sidste to byråd.
Seks af de otte fynske kommuner, der ejer NGF Nature Energy, skal stemme for et salg af energiselskabet, før det kan sælges.
Indtil videre har fem byråd stemt. Ifølge TV 2/Fyns kilder, har alle fem byråd stemt for et salg.
Det drejer sig om Svendborg, Nyborg, Middelfart, Odense og Faaborg-Midtfyn.
Senest stemte Svendborg Kommunes byråd for et salg. Det skete efter en længere debat på et lukket punkt på tirsdag aftens byrådsmøde.
Beslutningen blev dog ikke enstemmigt vedtaget i Svendborg.
Blandt nej-sigerne var Jens Erik Laulund Skotte fra Enhedslisten.
- Hvis eventuelle investorer kommer ind i det her for at tjene penge, vil det betyde, at gaskunderne ender med en større regning. Derfor er det vores principielle holdning, at vi ikke kan gå ind for at sælge, siger Jens Erik Laulund Skotte og fortsætter:
- For os i Enhedslisten behøver varmeforsyning ikke give profit. Vi kan faktisk godt leve med, at det bare løber rundt og dermed holder priserne nede, så vi sikrer et godt tilbud til vores borgere.
Til gengæld stemte den kommende socialdemokratiske borgmester Bo Hansen sammen med Venstre for et salg på tirsdag aftens byrådsmøde.
- Vi kan se, at der skal tilføres kapital til virksomheden, hvis den skal følge sin vækststrategi, og der har jeg meget svært ved at se, hvordan kommunerne kan bidrage med beløb i den størrelsesorden, siger Bo Hansen.
NGF Nature Energy ønsker ifølge sin strategi at investere for 2,5 milliarder kroner de kommende år i ti nye biogasanlæg.
Jens Erik Laulund Skotte anerkender, at de fynske ejerkommuner ikke kan stille med så stort et beløb.
Men måske skal de heller ikke det, mener han.
- Det her beløb skal vi jo finde ud fra den forudsætning, at NGF Nature Energy rent faktisk gennemfører sin strategi. Vi kunne også vælge lægge en knap så ambitiøs vækststrategi. En strategi, som vi i kommunerne godt kunne finansiere. Hvis vi alle lagde sammen kunne vi jo godt stille med en anseelig sum.
Dermed erklærer byrådsmedlemmet sig enig med NGF Nature Energys tidligere direktør, Per Olesen, som udtalte sig til TV 2/Fyn tirsdag.
Bo Hansen: Det handler om timing
Flere kritikere mener, at de fynske kommuner risikerer at snyde sig selv ved at sælge nu.
Argumentet er, at kommunerne bør vente med at sælge, fordi selskabet kan være meget mere værd om bare en håndfuld år.
Tidligere direktør: Sælg ikke fynsk energiselskab
Tidligere direktør i det fynsk-ejede NGF Nature Energy fraråder de fynske politikere at sælge selskabet til engelsk kapitalfond. Fem byråd mangler endnu at beslutte sig. Tirsdag aften er spørgsmålet på dagsordenen i Svendborg og Nyborg.
Beslutningen om at sælge det fynske energiselskab NGF Nature Energy er på vej ind i sin absolut sidste fase. De sidste fem fynske byråd tager stilling til salget i denne uge.
En engelsk kapitalfond ved navn Pioneer Point Partners har budt på selskabets kommercielle del.
Og det får nu her på falderebet NGF Nature Energys tidligere direktør, Per Olesen, til at blande sig i debatten. Han var direktør i selskabet gennem 15 år.
Han råder nu byrådspolitikerne til ikke at sælge selskabet.
- Der kommer nogle fra udlandet, der har set, at der ligger et guldæg ude ved NGF Nature Energy, og så tror de på, at de kan udvikle det og få endnu mere ud af det. Så synes jeg da, det var bedre for fynboerne, at vi beholdt det hjemme, siger Per Olesen.
For ligesom flere kritikere af salget mener Per Olesen, at NGF Nature Energy kan blive meget mere værd i fremtiden.
- Derfor synes jeg, vi skal beholde det på hjemmebane i de fynske kommuner. Det kunne jo være, at det på længere sigt kunne give et større afkast til kommunerne og dermed også til borgerne. Og det skal man jo ikke være blind for i den her proces, siger den tidligere direktør.
Han peger samtidig på, at biogas-forretningen har potentialet til at danne grundlaget for en klynge på linje med Odenses efterhånden verdenskendte robot-klynge.
Og det er endnu en årsag til, at han fraråder de fynske politikere at sælge selskabet til den engelske kapitalfond.
Fem byråd beslutter sig i denne uge
Men den endelige beslutning er altså lige om hjørnet.
Byrådene i tre af de otte fynske kommuner, der ejer selskabet, har allerede truffet deres beslutning. Det er Odense, Middelfart og Faaborg-Midtfyn. Deres beslutning er dog ikke offentliggjort endnu.
I denne uge tager de resterende fem byråd så stilling til salget.
Tirsdag aften er spørgsmålet på dagsordnen byrådene i Svendborg og Nyborg. Onsdag træffer byrådet i Assens sin beslutning. Og torsdag beslutter Nordfyn og Kerteminde sig.
I Svendborg er kommende borgmester Bo Hansen (S) trods kritikken tilhænger af et salg.
- De investeringer selskabet kræver på sigt, ser jeg ikke, at vi kan løfte kommunalt. Samtidig skal vi også huske på, at det her med, om NGF Nature Energy er penge værd eller ej, er en relativt ny ting. Selskabet har stadig stor gæld. Det er ikke mange år siden, at selskabet havde røde tal på bundlinjen, siger Bo Hansen.
Han mener desuden, at det er en diskussion værd, hvorvidt det overhovedet er en kommunal kerneopgave at drive et energiselskab som NGF Nature Energy.
- Byrådspolitikere ved for lidt
Om kommunerne skal sælge eller ej er ikke det eneste, Per Olesen har en mening om.
Han mener også, at de salgspapirer, byrådspolitikerne skal tage stilling til salget på baggrund af, slet ikke er grundige nok.
Byrådspolitikerne har slet ikke fået informationer nok om, hvad det er for et selskab, de bliver bedt om at sælge til.
- Nu har jeg kun kendskab til salgspapirerne via pressen. Men det virker som om, det er et meget tyndt grundlag. At der ikke ligger en SWOT-analyse og en due dilligence på det.
Ikke desto mindre er Svendborgs Bo Hansen fortsat indstillet på at sælge.
- Jeg kender ikke alle detaljer, men jeg ved, at det drejer sig om en engelsk kapitalfond, og at de ønsker at samarbejde med en amerikansk kapitalfond om købet. Vi sælger ikke for at få penge i kassen. Det er jo ikke, fordi de millioner, salget kommer til at indbringe Svendborg, kommer til at redde kommunens økonomi, siger Bo Hansen.
Også i Nyborg er spørgsmålet på dagsordnen tirsdag aften. Men borgmester Kenneth Muhs (V) ønsker først at kommentere sagen, når alle kommuner har besluttet sig.
Salg skal skaffe kapital
Det er direktionen og et flertal i NGF Nature Energys bestyrelse, som ønsker at sælge selskabet til den engelske kapitalfond.
Målet er at skaffe kapital til yderligere vækst.
NGF Nature Energys strategi er nemlig at etablere yderligere ti biogasanlæg de kommende år. En investering på 2,5 milliarder kroner, der altså kræver kapital.
- Hvis det skal lykkes, er der brug for at få tilført kapital. Om det skal ske, om det er via en kapitaltilførsel fra vores otte ejerkommuner eller via salg, er helt op til vores ejere, sagde administrerende direktør i NGF Nature Energy, Ole Hvelplund, i en pressemeddelelse torsdag i sidste uge.
Han har ikke ønsket at stille op til interview tirsdag.
Per Olesen mener, at direktion og bestyrelse i stedet burde se kritisk på sin strategi.
- Det kunne jo også være i stedet for at udbygge så hurtigt, at man kunne få nogle erfaringer i et langsommere tempo. Altså bygge nogle færre i en årrække frem for at bygge en hel masse på én gang, siger Per Olesen og fortsætter:
- Man har set mange gange, at får man pludselig bygget alt for mange anlæg på én gang, og det viser sig, at alt ikke er helt, som det skal være, så får man smerten bagefter. Det er jo noget ny teknologi stadigvæk, skal man huske, siger Per Olesen.
Til det siger Svendborgs Bo Hansen:
- Lige nu er NGF Nature Energy en sund forretning. Det har det sandt for dyden ikke altid været. Hvis vi havde stået i den her situation for bare fire eller fem år siden, havde selskabet højst sandsynligt ikke været nogen penge værd, siger Bo Hansen og fortsætter:
- Så det der med at finde timingen, hvornår selskabet er salgsmodent, det er utrolig svært at spå om. Derfor kan jeg heller ikke stå her og sige, at det uden tvivl er det rigtige at sælge. Jeg må bare træffe en beslutning ud fra de oplysninger, jeg har, og det har jeg gjort, siger Bo Hansen.
Tre byråd tilbage
Onsdag aften beslutter Assens Kommunes byråd sig. Torsdag er spørgsmålet på dagsordenen i byrådene på Nordfyn og i Kerteminde.
Men allerede onsdag aften kan sagen være afgjort.
For stemmer Assens' byråd for et salg, vil seks af de otte ejerkommuner have stemt for. Og det er det flertal, der skal til, for at et salg kan godkendes.