Salg af fynsk energi: Det ved vi om købers økonomiske muskler
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Amerikanske Davidson Kempner, den ene af to kapitalfonde, som er sat i forbindelse med købet af NGF Nature Energy, administrerer aktiver for 163 milliarder kroner. Fonden har tidligere købt stort ind hos statens skraldespandsselskab Finansiel Stabilitet.
Selv om det er den britiske kapitalfond Pioneer Point Partners, der har budt på den kommercielle del af NGF Nature Energy, er det i langt højere grad den kommende amerikanske partner, Davidson Kempner, der stjæler billedet.
Inden handlen er effektueret har Pioneer Point Partners proklameret, at man vil involvere Davidson Kempner i handlen, og den amerikanske kapitalfond er ikke hvem som helst.
Det er en af USA's allerstørste hedgefonde.
Hvad er en hedgefond?
En hedgefond er et investeringsselskab, hvori selskabets midler er balanceret i forhold til forskellige økonomiske sektorer, lande eller andre parametre. Hedgefonde er generelt kendetegnet ved at anvende et bredt antal finansielle instrumenter.
Fonden administrerer aktiver for 26 milliarder dollar - cirka 163 milliarder danske kroner - og det fonden er mest kendt for i Danmark, er køb af en række aktiver og tilhørende låne- og kreditaftaler i milliardklassen på udsalg i statens skraldespandsselskab Finansiel Stabilitet.
Her har fonden handlet i både 2013, 2014 og 2015.
Og det er ikke småpenge, der er handlet for.
I 2013 købte den amerikanske fond 69 ejendomsprojekter, der havde en fortid i Roskilde Bank, EBH, Fionia og Eik Bank, for et ikke oplyst beløb.
I juni 2015 blev der solgt en række ejendomsaktiver for 3,3 milliarder kroner fra FIH Erhvervsbank fordelt på 78 selskaber, og igen i december samme år blev der solgt for 1,7 milliarder kroner mere.
Handlerne er blandt andet blevet finansieret af AP Pension og Ringkjøbing Landbobank.
Kritik af fond i Irland
Davidson Kempner har fortaget de danske handler igennem LMN-fonde, der er tilknyttet Davidson Kempner.
Og netop LMN-fondene og deres portefølje af danske låneengagementer fra Finansiel Stabilitet har været udsat for en kritisk gennemgang af The Irish Times, der er en af Irlands største aviser.
Eksperter: Fynsk energisalg kan blive ny Dong-sag
Eksperter kritiserer nu i skarpe vendinger, at de fynske kommuner forsøger at holde salget af NGF Nature Energy hemmeligt. Hvis der ikke er noget at skjule, hvorfor så ikke tage en åben debat, spørger en økonom.
Opdateret 13.50 med kommentar fra direktør i NGF Nature Energy, Ole Hvelplund
- Der er jo ingen transparens i den her sag. Vi risikerer at stå med en ny Dong-sag, hvis NGF Nature Energy ikke åbner. Det, tror jeg ikke, nogen er interesseret i. Der er mange, som føler, at staten og dermed os alle sammen blev snydt af Goldman Sachs i en proces, der ikke var særlig gennemsigtig, fortæller Per Hansen, der er investeringsøkonon hos Nordnet.
Hans vurdering kommer efter, at TV 2/Fyn tirsdag kunne afsløre, at de fynske kommuner under stort hemmelighedskræmmeri tilsyneladende er ved at sælge NGF Nature Energi - det tidligere Naturgas Fyn - til den engelske kapitalfond Pioneer Point Partners.
Ifølge TV 2/Fyns oplysninger vil NGF Nature Energy, der er ejet af de fynske kommuner, sælge selskabets kommercielle del til kapitalfonden.
Det vil selskabets bestyrelsesformand, Jens Otto Dalhøj, dog ikke bekræfte, ligesom salget er på kommunalbestyrelsernes lukkede møder.
- Var der offentlighed omkring de her ting, ville der komme mange forstyrrelser i den demokratiske proces. Det er ganske almindelig praksis, at sådan noget er et lukket punkt, fortalte han.
Offentlig debat
Den forklaring er flere eksperter dog uenig i.
- Når jeg hører om det her, så må jeg spørge mig selv: "Hvis NGF Nature Energy ikke har noget at skjule, hvorfor er den her proces så lukket? Er økonomien i virkeligheden dårligere, end vi har fået at vide? Eller er der noget andet galt"? De kan da bare åbne op, siger Per Hansen.
Mediejurist Oluf Jørgensen fortæller ligesom investeringsøkonomen, at et eventuelt salg af NGF Nature Energy skal være mere åbent for offentligheden. Han mener, NGF Nature Energy har begået en fejl i den konkrete sag.
- Det er jo en offentligt ejet virksomhed, og det er naturligvis vigtigt ud fra demokratiske hensyn, at der kan være en offentlig debat om, hvorvidt en offentligt ejet virksomhed skal udbydes til salg. Det skal man kunne diskutere offentligt, siger Oluf Jørgensen, der er offentlighedsrådgiver og forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
TV 2/Fyn har været i kontakt med energiselskabets direktør, Ole Hvelplund. Han mener ikke, at eksperterne kan sammenligne salget med Dong-sagen.
- Det her ligner slet ikke en Dong-sag. Langtfra. Det er helt normalt, at når vi forhandler, er det i fortrolighed mellem parterne. Jeg har svært ved at se, hvordan vi på nuværende tidspunkt i processen kan være mere åbne, fortæller han.
Bliver NGF Nature snydt?
Ender de fynske kommuner med at sælge det kommunalt ejede NGF Nature Energy, tjener de samlet 335 millioner kroner. Seks ud af otte kommunalbestyrelser skal stemme ja, før salget til Pioneer Point Partners kan blive en realitet.
Per Hansen frygter dog, at NGF Nature Energy bliver snydt.
- Når en udenlandsk kapitalfond pludselig interesserer sig så specifikt for et lille dansk selskab som NGF Nature Energy, ville jeg være meget forsigtig. Kapitalfonde er specialiseret i at tjene penge ud af ikke særlig meget. De er uhyggeligt dygtige til det. Så bare det, at de er interesserede ville sige mig, at det, selskabet er sat til salg for, er alt for lidt, fortæller Per Hansen.
Den 21. december stemmer den sidste kommunalbestyrelse om salget. Først dér ved vi, hvordan de øvrige kommuner har stemt.
Sidste år blev den amerikanske kapitalfond sat i forbindelse med skattetænkning ved at placere selskaberne i indviklede konstruktioner i Dublin.
Ifølge oplysningerne, som revisionsfirmaet PWC har skaffet til veje i forbindelse med handlen med NGF Nature Energy, vil Pioneer Point Partners involvere Davidson Kempner for at sikre en mere langsigtet finansiel styrke.
Det er også ambitionen at få en dansk pensionskasse interesseret.
Som nævnt er det Davidson Kempner, der er økonomisk storebror i NGF-handlen.
Pioneer Point Partners seneste regnskab fra 2016 viser en omsætning på 19 millioner danske kroner og et overskud på 7,5 millioner kroner.
Ifølge virksomhedens hjemmeside har man blandt andet investeret i mindre kraftværker, solcelle-virksomheder, renovation og vandforsyning i England, Italien og Spanien.
Retslig strid i Spanien
Projektet i Spanien, hvor Pioneer Point Partners har en mindre ejerandel i et privat konsortium, der har budt på en del af vandforsyningen i Barcelona, har været i politisk modvind, oplyser spanske medier.
Sagen har senest været omkring Højesteret på grund af uenighed om udbudsproceduren.
Som tidligere omtalt hos TV 2/Fyn har den britiske kapitalfond oplyst, at man vil skabe en international biogas-koncern med Vestas som forbillede.
Hovedsædet skal fortsat være i Odense, og planen er vækst og flere ansatte.
Pioneer Point Partners er tidligere sat i forbindelse med en milliardstor investering i et stort fælleskommunalt ethanolanlæg i Holstebro for Maabjerg Energy Center og med en milliardstor investering i 15 til 20 biogasanlæg.
Den sidstnævnte aftale skulle formidles igennem Langfristet Erhvervsfinansiering (LEF), som dog ikke ønsker at fortælle TV 2/Fyn eller andre medier om status for projektet med Pioneer Point Partners.
I Holstebro oplyser bestyrelsesformand Niels Ulrik Nielsen til TV 2/Fyn, at den britiske fond fortsat befinder sig i kulissen, mens man nu koncentrerer kræfterne om at finde en procesoperatør, der både kan bygge og drive etanolanlægget.
Pioneer Point Partners ønsker ikke at udtale sig om den forestående handel. Fonden oplyste torsdag til det engelske energitidskrif ENDS waste & bioenergy, at man ikke ønsker at kommentere købsplanerne i forhold til NGF Nature Energy.
Venstre vil gennemgå sikkerheden i Odenses gågader
kopieret!
Lørdag lød det fra konservatives rådmand Søren Windell, at han gerne ser, at man får lukket gågaden i Odense endnu mere af. Blandt andet på grund af tragedien i Tyskland, hvor flere blev dræbt på et julemarked.
Men faktisk besluttede byrådet i Odense allerede tilbage i 2018 at sikre bymidten bedre for eksempel ved store events, hvor mange mennesker er samlet.
Det fortæller Mark Grossmann (V), der dengang stillede forslaget, og han er klar på at vurdere sikkerheden igen.
Julen er modsætningernes fest med overforbrug og bæredygtighed på samme tid
kopieret!
Julehandlen kører for fuld tryk, og noget tyder på, at vi har gang i lidt af en forbrugsfest her i slutningen af 2024.
Dansk Erhverv forventer en fremgang i årets julehandel i forhold til sidste år. Omsætningen ventes at lande på 91 milliarder kroner.
Men er det nu også det sande billede? Mange af os går jo op i bæredygtighed og genbrug, så hvordan hænger det egentlig sammen med et stort forbrug her op til jul?
Måske findes svaret på et julegenbrugsværksted i Storms Pakhus i Odense. Her tilbyder Frøken Følleslevs Værksted hjælp til familier, så de kan lave bæredygtige julegaver.
- Det kan blive lidt et ræs med alle de dilemmaer, der er, siger lederen af værkstedet Betina Følleslev.
Selvom der delvist bliver anvendt genbrugsmaterialer som gamle strømper og knapper til at lave tøjdyr i det kreative juleværksted, er der stadig brug for nyindkøbte ting i plast og glimmer for at komme helt i mål.
Samtidig er besøget i værkstedet kun en pause fra juleræset, der stadig for de flestes vedkommende foregår i almindelige butikker med nye varer på hylderne.
- Jeg har også selv været ude at købe ind, også på Black Friday, blandt andet på nettet, erkender Betina Følleslev.
En undersøgelse fra Epinion viser, at interessen for at give brugte julegaver er stigende. I år overvejer 24 procent af os at give en genbrugsjulegave. For fire år siden var det kun 12 procent af os, der kunne finde på det.
Men samtidig forbruger vi samlet mere. Det ligner et uforklarligt paradoks.
Svært at handle bæredygtigt
- For den enkelte er det faktisk svært at handle bæredygtigt op til jul, for hele vores samfund er indrettet til forbrug. Selv om man gerne vil have en mere klimavenlig livsstil, kan det være op ad bakke, siger Charlotte Louise Jensen, seniorkonsulent i Concito med speciale i forbrugsmønstre.
- Selvfølgelig betyder det noget, at den enkelte forsøger at træffe klimavenlige valg, men den største klimagevinst ville være at gennemføre strukturelle ændringer af vores samfund, der kan understøtte en mere klimavenlig adfærd hos flere af os. I stedet for nu, hvor tingene modarbejder hinanden, siger Charlotte Louise Jensen.
For studerende Kathrine Roth er der ingen tvivl om løsningen. Hun både køber og sælger brugte ting - også julegaver, og så har hun sågar valgt at tage et studiejob i en genbrugsbutik.
- Det er let nok at sige, at genbrug er en gevinst for klimaet, men det er også smart, fordi jeg får ryddet op derhjemme i de ting, jeg ikke får brugt. Og så tjener jeg også penge. Jeg sælger brugte ting sammen med mine forældre, og det giver råd til at tage ud på en fælles tur og spise sammen, siger Kathrine Roth.
Der er brug for flere til at bekæmpe ekstraordinær rotteplage
kopieret!
Det er væltet ind med anmeldelser om rotter i landets kommuner i 2024.
Nu vil Miljøstyrelsen øge antallet af kurser, så flere skadedyrsbekæmpere kan blive rustet til kampen mod gnaverne. Det er tiltrængt, lyder det fra Claus Schultz, der er formand for brancheforeningen for skadedyrsfirmaer.
- I mine 45 år husker jeg ikke, at det før har været så voldsomt med antallet af rotteanmeldelser, siger han.
Det er i første omgang kommunerne, der får anmeldelser fra borgerne, når der er set rotter eller tegn på rotter.
Lars pløkker rotter for penge: - Min rekord er 56 rotter på tre timer
De fleste har prøvet at ringe efter rottebekæmperen. Gift ud, klapfælde op, og så er det problem løst.
Men indimellem besætter rotterne nærmest en ejendom. Det er der Lars Holmgaard kommer ind i billedet. Han har en lidt anderledes måde at bekæmpe rotter på.
Ingen gift, ingen fælder. Bare hagl og et kinesisk luftgevær.
- Min rekord er 56 rotter på tre timer. Det var her for nylig. Og jeg har været der siden og skudt yderligere 70. Det var ude hos en landmand med køer, fortæller Lars Holmgaard.
Vi møder ham på en ejendom lidt uden for Bogense på Nordfyn. I fire år har stedets ejer Bo Nørregaard Christensen kæmpet med skadedyrene.
Men rotterne bliver bare ved at komme. Og der er mange af dem. De gider ikke engang gemme sig længere. Andegården vrimler med dem. De kravler op af væggen og ind på loftet over værkstedet.
- Vi har fulgt alle anvisninger og mere til. Det hele er sådan set snart pakket ind, men de graver under og kravler over. Gør som det passer dem, og de er slet ikke bange for os, siger Bo Nørregaard Christensen.
En adfærd, Lars Holmgaard kun kan nikke genkendende til.
- Hvis der er mange rotter, så synes de, at de ejer hele verden. Og så er der ingen grund til at være bange. De flytter sig ikke. Det gider de simpelthen ikke, fortæller Lars Holmgaard.
Rotterekord alle steder
Antallet af rotter slår rekord alle steder i øjeblikket. Både i byen og på landet.
I Odense er rotteplagen stukket helt af hen over efteråret, viser nye tal.
I november blev antallet af rotteanmeldelser fordoblet til svimlende 889 anmeldelser i forhold til samme måned de forgående tre år.
Også Assens Kommune oplever store problemer, og meldte i starten af november om dobbelt så mange åbne sager i forhold til samme tidspunkt foregående år.
Ifølge Lars Holmgaard gælder det om at slå hårdt ned, så snart den første rotter viser sig.
- Problemet ligger i at rotter sætter duftspor. Hvis der er et hul, sætter de et duftspor, som fortæller, at det her er vejen ind. Lidt ligesom bier, siger Lars Holmgaard.
Fem fede dyr - og et nyt besøg
Tilbage på ejendommen ved Nordfyn er det lidt svært for Lars Holmgaard at komme på skudhold af rotterne. Men det lykkes ham at få ram på fem dyr.
Fem store fede fuldvoksne rotter, som hidtil er lykkedes med at undgå både fælder og gift. Nu er de taget ud af avlen så at sige.
Et par aftener mere på den måde. Så kan klapfælderne måske klare resten.
- Jeg plejer at sige, at hvis der ikke har været bid i en halv times tid, så er det bedre at holde. Og så kommer jeg igen en anden dag, siger Lars Holmgaard.
Han vurderer, at der i alt er omkring 20 voksne rotter på ejendommen i Bogense.
Antallet af rotter slår rekord alle steder i øjeblikket. Både i byen og på landet. I Odense er rotteplagen stukket helt af hen over efteråret, viser nye tal.
Mangler hænder
I november blev antallet af rotteanmeldelser fordoblet til svimlende 889 anmeldelser i forhold til samme måned de foregående tre år.
Også Assens Kommune oplever store problemer, og meldte i starten af november om dobbelt så mange åbne sager i forhold til samme tidspunkt foregående år.
Mange kommuner samarbejder med skadedyrsfirmaer, der sender autoriserede rottebekæmpere på jagt efter de plagsomme dyr.
Men markedet er fuldstændig støvsuget for kvalificeret arbejdskraft, og det er en flaskehals, lyder det fra Claus Schultz.
- Når naturen slår nogle sving, som den har gjort i år, så er det svært at finde autoriseret personale. Så er det, at vi kommer på bagkant, siger han.
Rotter er et stigende problem - se, hvad du skal gøre
Der er usædvanligt mange anmeldelser om rotter for tiden, blandt andet i Svendborg.
Hvis du tror, der er rotter i dit hjem, kan du anmelde rotterne på kommunens selvbetjeningsside, oplyser Svendborg Kommune.
Herefter vil du blive ringet op af kommunen og spurgt ind til dine observationer.
Hvis du kan fremvise en død rotte eller andre beviser på, at der er rotter, vil kommunens skadedyrsservice iværksætte en akut rottebekæmpelse.
Rottebekæmpelsen er gratis, for den er betalt over ejendomsskatten. Hvis du til gengæld hyrer en privat rottefænger, skal du selv betale.
Sød musik
Det kan ifølge Claus Schultz betyde, at man må prioritere akutte anmeldelser og lægge nogle af de ikke-kritiske anmeldelser nederst i bunken.
De ikke-kritiske anmeldelser kan eksempelvis være rotter, der er spottet i en brændestabel.
Hvis en rotte er set inde i huset, er det forbundet med sundhedsfare, og så skal der handles akut.
Miljøstyrelsen har på baggrund af det høje antal rotteanmeldelser meddelt, at der nu iværksættes ekstra autorisationskurser i starten af 2025.
Her vælter rotterne op af kloakkerne - sådan sikrer du dig
I Odense har man de seneste fire måneder fået flere anmeldelser om rotter end på noget tidspunkt de seneste fire år. Det oplyser Gjensidige og NRGi på baggrund af opgørelser, som de har fået udleveret fra rottefængere, lyder det i en pressemeddelelse.
Tendensen er ens i landets fire største kommuner, og ifølge Gjensidige skyldes det de massive mængder regn, som der har været de seneste år. Det får rotterne til at flygte ud af kloakkerne og søge mod tryggere steder at bo - eksempelvis i huse.
Gjensidige opfordrer derfor til, at man gør en ekstra indsats for at sikre end hjem mod at rotterne trænger ind.
Seks gode råd til at holde mus og rotter fra døren
Tjek dine afløb: Få tjekket, at kloakker, afløb og toiletter er intakte.
Overvej rottestop: Få eventuelt en autoriseret til at montere rottestop på kloakrøret. Der findes flere muligheder.
Skru metalriste i gulvafløb fast
Undgå affaldsbunker i gårde, kældre og på lofter
Sørg for, at døre og vinduer slutter helt tæt til karmen
Luk rør og udluftning til: Få monteret metalnet over faldstammeudluftning. Lad aldrig kloakrør og faldstammer stå åbne, prop dem korrekt til. Luk altid gamle, ubenyttede kloak- og afløbsrør helt inde ved hovedledningen. "Døde" kloakrør er rigtig gode rottereder.
Det er sød musik i ørerne hos brancheformanden for skadedyrsfirmaerne.
- Det ser vi meget positivt på. Der er allerede flere end 60 tilmeldte på ekstra kurser i starten af det nye år. Det betyder, at der er 60 flere, vi kan hyre ind til opgaven.
Normalt er der omkring 150 personer om året, der gennemgår kurset på knap en uge.
De nyautoriserede skadedyrsbekæmpere skal ikke frygte at blive arbejdsløse, lyder det fra Claus Schultz.
- Den pukkel, vi har lige nu, holder nok ikke ved i 2025. Men det er en branche, hvor man kan sige, at der er mange muligheder for job. Vi bekæmper jo mange forskellige slags skadedyr, og dem kommer der ikke ligefrem færre af.
Det er blandt andet et vådt efterår kombineret med en indtil videre mild vinter, der er skyld i den store rotteplage. Dertil kommer, at det har været et såkaldt oldenår med mange agern og bog som fødekilde for rotter.
Vil du undgå juleindbrud - sådan snyder du tyvene
kopieret!
Gider du heller ikke have ubudne gæster, når du besøger familien i juledagene, så er der gode råd at hente.
Nabohjælp, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag, oplyser i en pressemeddelelse, at juletiden er højsæson for indbrud, fordi mørket udenfor gør det nemmere at skjule sig.
Det bedste fra Nabohjælp er, at man sammen med naboerne aftaler, at man skiftes til at gå nogle runder om aftenen for at skabe synlighed. Indbrudstyve er nemlig ikke så glade for at blive opdaget, lyder det.
Derudover er det en god idé at fortælle naboen, hvis man er væk, så de kan holde øje og sætte sensorlys op, der kan afskrække ubudne gæster.
Se billederne - vintersolhverv blev fejret med ildshow og en iskold dukkert
kopieret!
Vinterbadeklubben Bogense Vikingelaug fik tidligere på årets 20.000 kroner af Nordfyns Kommune i forbindelse med årets vintersolhvervsarrangement.
Det løb lørdag af stablen ved søbadet i Bogense, og her kunne man prøve sig af med i vildmarksbade, isbade og sauna, eller man kunne lune sig med en grillpølse, kage og lidt at drikke.
Åbningstalen stod borgmester Mette Landtved-Holm (V) for, mens arrangementet blev afsluttet med ildshow.
Du kan få lidt af stemningen i videoen ovenover.
Biskop vil frede alle fynske kirker - sådan vil han gøre det
kopieret!
Alle fynboer skal kunne gå til julegudstjeneste i den kirke, hvor de kommer fra. Og det samme med de store dage i livet: dåb, konfirmation, bryllup og til sidst begravelse.
Det mener biskop over Fyens Stift, Mads Davidsen, som ikke ønsker at lukke kirker nogen steder på Fyn. Også selvom det er en udfordring, ikke bare på Fyn, men i hele landet, at få fyldt kirkerne op. Især på landet.
Han har også en idé til, hvordan det kan lade sig gøre at undgå lukning af fynske kirker.
Krav på at komme hjem
Mads Davidsen vil indføre “højtidskirker”, hvor kirken kun er åbent ved særlige lejligheder. Det er især relevant på landet, hvor der er langt færre mennesker i hvert sogn end i byerne.
Som for eksempel på Langeland, hvor der er 20 middelalderkirker, som ikke alle er lige velbesøgte til gudstjeneste.
- Hvis man flytter i ældrebolig i Rudkøbing og oprindelig kommer fra Hov, skal man kunne blive begravet i Hov. Kirken skal være det tilbud, hvor man kan blive døbt, konfirmeret og begravet - og hvor der er enkelte gudstjenester til højtider som jul og påske, siger Mads Davidsen.
Mange slags gudstjenester
Desuden er gudstjenester blevet et vidt begreb med plads til et lokalt præg. Det kan være med børnegudstjeneste, stillegudstjeneste eller som et sted på Fyn, hvor organisten i en periode manglede, og lokale spillemænd tog over.
For Mads Davidsen er mulighederne elastiske, blot der er respekt for kirkerummet.
- Det er et sted med en vis alvor, hvor mennesker har haft store oplevelser. De er blevet gift, har døbt og konfirmeret deres børn og begravet deres kære. Det skal vi tage alvorligt.
Musik og foredrag i massevis
Dels kan kirkerummet bruges til meget andet end gudstjenester. Foredrag og musik for eksempel.
- Folkekirken er faktisk en af Danmarks største koncertudbydere med et væld af koncerter, ikke mindst her i juletiden. Der gøres også et stort stykke folkeoplysning med de mange foredrag året rundt, siger Mads Davidsen.
En person omkommet i arbejdsulykke
kopieret!
Fredag formiddag klokken 11 er en mand omkommet i en arbejdsulykke på Heldagergårdsvej 1 i Svendborg.
Det bekræfter Fyns Politi over for TV 2 Fyn.
Vagtchef Christoffer Jacobsen fortæller, at politiet stadig er ved at efterforske sagen, og at ordensmagten har været på adressen ad flere omgange siden ulykken.
De pårørende er underrettet.
Det er endnu småt med oplysninger om, hvad der er sket. TV 2 Fyn har været i kontakt med Kim Kromann Jørgensen, som ejer gården, men han ønsker ikke at udtale sig om sagen.
Arbejdsulykken sker knap en måned efter, at tre personer mistede livet i forbindelse med en arbejdsulykke ved Flemløse Biogas, hvor taget på en silo kollapsede.
Drama i Rema - kunder kom købmand til undsætning under klammeri med tyv
kopieret!
Det udviklede sig lidt mere dramatisk end håbet, da købmanden i Rema 1000 på Frisengårdsvej i Nyborg, Jakob Rehfeldt, lørdag rettede henvendelse til en kunde, der ifølge købmanden "ikke lige havde fået betalt for sine varer".
Jakob Rehfeldt fortæller til TV 2 Fyn, at han genkendte en mand, der tidligere var taget i at stjæle fra butikken, og da købmanden rettede henvendelse til manden, begyndte han at skubbe til Jakob.
Købmanden understreger, at skubberiet ikke udviklede sig til en decideret slåskamp, mens det skyldes til dels også, at der var to årvågne kunder, som hjalp til med at holde den formodede tyv tilbage.
Efterfølgende valgte Jakob Rehfeldt at lave et opslag på butikkens Facebookprofil, hvor han oplyste eventuelle kunder, der måtte have været i butikken, om “den ubehagelige oplevelse”, ligesom han efterlyste de to kunder, der trådte til for at hjælpe ham.
Vil ikke opfordrer andre til at hjælpe
Og efterlysningen bar frugt. Der gik nemlig ikke mange timer, før de to personer gav sig til kende, og søndag formiddag kunne Jakob Rehfeldt sige dem tak for hjælpen i butikken.
- Jeg nåede ikke at tale med dem efter episoden, så jeg ville sikre mig, at de havde det godt og sige tak for hjælpen, siger han og uddyber:
- Jeg sætter stor pris på det, de gjorde, men det er ikke noget, jeg forventer eller opfordrer andre kunder til at gøre, hvis de står i en lignende situation.
Jakob Rehfeldt roser i samme ombæring politiet for hurtigt at komme til butikken, efter han havde trykket på overfaldsalarmen.
Købmanden understreger samtidig, at der ikke var andet personale involveret i episoden, og at de medarbejdere, der var på arbejde, er blevet vejledt i, hvordan de kan få hjælp, hvis de har behov for det.
Kunstværker for tusindvis af skattekroner vækker debat - er det lavet i børnehaven?
kopieret!
Kunst har altid skabt debat, og udsmykningen i Nyborg Sundhedshus, der netop er offentliggjort, er ingen undtagelse.
Når man træder ind i det nye sundhedshus, så mødes man af kunst, der tager udgangspunkt i, at Nyborg Kommune er en kystkommune, fremgår det af et facebookopslag på kommunens hjemmeside.
Der er tale om et såkaldt integreret kunstprojekt, hvor kunsten er integreret i selve bygningen. Det er derfor ikke kun de kunstværker eller lamper, der hænger rundt omkring, men også udsmykning i form af maling, paneler, møbler og andet inventar.
Men tager man et kig på reaktionerne under opslaget, så lader det ikke til, at nyborgenserne falder på halen over den kunstneriske udsmykning.
Nogle er forargede over, at kommunen har brugt 700.000 kroner af skatteborgernes penge på udsmykningen, mens andre tilsyneladende mener, at kunsten kunne være lavet i en børnehave.
Hilser debatten velkommen
Blandt de 60 kommentarer, der er kommet, siden opslaget blev lagt op fredag aften, finder man også nogle, der kan lide, hvad de ser.
Formanden for Sundheds- og forebyggelsesudvalget i Nyborg Kommune, Jan Reimer Christiansen (V), hilser debatten velkommen, men håber, at kunsten vil vokse på folk.
- Jeg tænker, at det er lige meget, hvad man laver, så vil der væren nogen, der kan lide stilen, og andre der ikke kan. Der er ytringsfrihed i Danmark, så folk må have den holdning, de har, men jeg håber, de ændrer holdning, når de ser det med egne øjne, siger han til TV 2 Fyn.
Finansieringen af værkerne er - udover penge fra kommunen - kommet på plads via et tilskud på 500.000 kroner fra Statens Kunstfond.
Og selvom der er nogen, der give udtryk for, at de penge kunne være brugt bedre andre steder - eller at børnehaven kunne have gjort det billigere - så er Jan Reimer Christiansen meget tilfreds med det, han ser:
- Jeg synes, det er bundet godt sammen. Jeg ved godt, det kan dele vandene, og det er også okay. Men da jeg så det første gang, tænkte jeg “wow”. Jeg synes, det er flot og passer godt ind i sundhedshuset.
Jan Reimer Christiansen understreger, at ingen politikere har været involveret i processen med at udvikle kunstværkerne, og at kunstnerne bag har fået frie hænder.
Vejdirektoratet forventer jævn juletrafik søndag
kopieret!
Vejdirektoratet forventer, at søndag bliver en rejsedag med jævn trafik på de danske veje.
Det oplyser Mark Sigvardt, vagthavende i Vejdirektoratets trafikcenter.
Mandag ventes til gengæld at blive den helt store rejsedag på vejene med mest trafik fra klokken 11 til 14.
- Vi regner ikke med, at i dag bliver den helt store juletrafikdag. Det bliver først i morgen.
- I dag kalder vi en "grøn dag", men lillejuleaften forventer vi, at der kan være stærk trafik særligt fra øst mod vest og omvendt mellem klokken 11 og 14, oplyser Mark Sigvardt.
Han tilføjer, at de største hjemrejsedage bliver juledag og særligt 2. juledag fra vest mod øst.