52-årig tiltales for drab - stak kniv helt ind i hjertet

Over et år efter en 39-årig mand døde i en villa på Nordfyn, er sagen klar til at komme for retten.

En 52-årig mand skal mandag tage plads på tiltalebænken i Retten i Odenses retssal 13, hvor han tiltales for drab på en 12 år yngre mand fra Fredericia.

Drabet fandt sted den 3. august 2023 cirka klokken 15.55, fremgår det af anklageskriftet.

Det skete i en villa i nordfynske i Søndersø, hvor gerningsmanden angiveligt stak en smalbladet kniv , eller et lignende stikvåben 12 centimeter ind i brystet på den dræbte.

Da politiet ankom til adressen tyve minutter senere , var den nu dræbte mand stadig i live. Af anklageskriftet fremgår det, at han kort efter afgik ved døden, da kniven havde stukket hul på hjertet. Dødsårsagen er altså oplistet som "forblødning i anklageskriftet.

Ved grundlovsforhøret, som fandt sted den 4. august 2023, nægtede den 52-årige sig skyldig i drab, men erkendte i en vis grad uagtsomt at have forvoldt en andens død.

Der har ikke offentligt været informationer ude om, hvordan de to mænd kendte hinanden. Ifølge Ekstrabladets oplysninger er der dog tale om et årelangt nag mellem de to, som kulminerede den eftermiddag i Søndersø.

Den 52-årige mand har siden dagen for drabet været fængslet, men sagen kommer altså først for retten nu.

Sagen er foreløbigt berammet til at vare i tre dage og slutte den 23. august, fremgår det af retslister for Retten i Odense.

Ved retssagen skal nævninge medvirke, hvilket betyder , anklageren vil kræve seks års fængsel eller mere, eller at den tiltalte kan blive dømt til forvaring eller anden anbringelse.

I byretten består en nævningesag af tre juridiske dommere og seks nævninge i et nævningeting. De skal i fællesskab afgøre skyldsspørgsmålet og en eventuel strafudmåling.

Oversigt

    Oversigt