Fynske bisonokser sendes til Kasakhstan
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
16 bisonokser fra Europas største bisonfarm, Ditlevsdal Bisonfarm, satte torsdag formiddag kursen mod Kasakhstan.
Det er ikke hver morgen, at bisonokserne i Ditlevsdal Bisonfarm får besøg midt i morgenrutinen. Men det gjorde de torsdag morgen. En lastvogn kom for at hente 16 af de over 400 bisonokser, som holder til på farmen i Morud.
Bisonokserne skal eksporteres til Kasakhstan, hvor de 120 hektar nordfynske bakker skiftes ud med en 10.000 hektar stor indhegning.
Bisonokserne sendes afsted for at udbrede arten mest muligt. Det fortæller Niels Henrik Ove, som for 25 år siden oprettede farmen. Dengang med bare fire bisonokser.
- Der, hvor de kommer hen, kan de faktisk ikke få et bedre liv, end de får, siger han.
25 år med bisonokser: - Jeg tager 25 mere
Niels Henrik Ove kan fejre 25-års jubilæum med bisonokser på Ditlevsdals Bisonfarm. Står det til Niels Henrik Ove, tager han uden tvivl 25 år mere.
Selvom regnen siler ned holder det ikke Niels Henrik Ove tilbage fra at fejre 25-års jubilæum ved Ditlevsdal Bisonfarm.
- Jeg satser på, at jeg skal lave det i 25 år mere, siger bisonfarmsejeren Niels Henrik Ove.
For 25 år siden startede han med fire bisonokser. Nu er flokken vokset til over 400 bisonokser.
- Det har været en lang rejse med mange udfordringer og bump på vejen, men det har været fascinationen og en kæmpe interesse for dyrene, der har været det gennemgående tema, siger Niels Henrik Ove.
- Folk var lidt skeptiske i starten. Jeg havde heller ikke fået lov til det, men startede alligevel og fik så syndsforladelse et år efter, og derfor er det lovligt at have bisonokser i dag. Men folk var jo lidt bange for, hvad det var for nogle vilde dyr. I dag klager naboen kun over, hvis der går for lang tid imellem, at flokkene kommer tæt på deres have, siger bisonfarmsejeren.
Sprang for livet, og en muskel i baglåret
Bisonfarmen på Nordfyn har avlet over 800 dyr. Der er en særlig grund til, at fascinationen og interessen faldt på bisonokserne.
- Det er et fantastisk dyr, stolt dyr, og vi (mennesker, red.) var tæt på at udrydde dem for mange hundrede år tilbage, men nu er de heldigvis kommet godt igen.
I år når farmen op på at have bragt 110 kalve til verden.
- Det der med at komme ud en tidlig morgen og så se, hvor mange små bisonkalve, der er blevet født, er jo simpelthen pragtfuldt, siger Niels Henrik Ove.
Men selvom dyrene er fantastiske, skal man huske, at det er vilde dyr og at de ikke er helt ufarlige.
- I sidste uge, hvor jeg forelskede mig i en af de små køer og kom for tæt på, jagtede han mig, og jeg sprang for livet og sprang en muskel i baglåret, men jeg er heldigvis i live, siger Niels Henrik Ove.
Så gæsterne til fejringen af 25-års jubilæet skal nok ikke have forhåbninger om, at stå særlig tæt på dyrene.
Musik med bisonokser bagved
Jubilæet bliver markeret fyrsteligt på trods af regnen. 250 heldige kan mæske sig i en udsolgt bison-buffet, mens resten må 'nøjes' med bisonburgere og fadøl. Og så kommer der også musik. Moonjam dukker op, og så spiller Anne Dorthe Michelsen sammen med Maria Bramsen.
Det er noget, som Niels Henrik Ove særligt glæder sig til.
- De skal selvfølgelig spille 'Indianer', mere kan jo ikke være passende med 35 bisonokser bagved, siger Niels Henrik Ove.
Vil udbrede bisonokser
90 procent af farmens kviekalve er kommet videre til andre farme gennem tiden. Meningen er nu, at Niels Henrik Ove skal være med til at opbygge en bestand i Kasakhstan.
- Vores forfædre var med til at udrydde bisonokserne, og jeg vil meget gerne forsøge at få den ind rigtig mange spændende steder, fortæller han.
Og det er da heller ikke første gang, at Niels Henrik Ove eksporterer de mellem 300 og 1.000 kilo tunge dyr ud af Danmark.
- Det er omkring 850 dyr, vi har eksporteret nu rundt til hele Europa. For syv år siden sendte vi vores største sending på 150 dyr til Moskva, siger han.
De enorme bisonokser er af racen amerikansk bison og kan nå en længde på tre en halv meter.
Lang køretur i vente
Med lidt hjælp fra en traktor kom lastvognen ind i den mudrede fold, og de tonstunge bisoner blev læsset. Nu venter en fem til seks dage lang køretur for de store dyr, før de er fremme i deres nye hjem.
Denne gang bliver turen uden Niels Henrik Ove, men det gør ham ikke bekymret.
- Den her gang skal jeg ikke selv med, men jeg skal over og kigge til dem. Forhåbentlig i april. Jeg ved, at der bliver taget godt hånd om dem på rejsen, siger han.
Planen er, at der inden længe også bliver sendt flokke til Sibirien.
Se de vilde billeder: Tonstunge bisonokser spæner over fynsk mark
Op mod 100 bisonokser fra Europas største bisonfarm, Ditlevsdal Bison Farm, flyttes torsdag eftermiddag til nye græsområder i Morud.
Enorme bisonokser tonser over den fynske prærie ved Europas største bisonfarm, Ditlevsdal Bison Farm, i Morud. Med friskt, grønt græs forude er der noget at spæne for.
Torsdag flyttes en flok på omkring 100 bisonokser til et fem hektar stort område. Flyttebilen er pakket af bisonfarmens indehaver, Niels Henrik Ove, og flytningen skyldes blandt andet, at bisonokserne skal have friske græsningsmuligheder under klovene.
- Vi satser på, at de skal gå her de næste 14 dage, og så flytter vi dem igen. De græsser det rimelig hurtigt af, forklarer Niels Henrik Ove.
Farmen består af cirka 400 bisonokser af racen amerikansk bison, der fornøjer sig på i alt 120 hektar. De store dyr vejer mellem 300 og 1.000 kilo og kan nå en længde på tre en halv meter.
Hen over sommeren kan gæster på bisonfarmen komme helt tæt på de tonstunge dyr under guidede safarier rundt på den fynske prærie, og nu hvor dyrene er flyttet til et område på færre hektar, er der ekstragode chancer for at få øje på bisonerne.