- Der er en blåmusling! Nej, den er også død, siger Erik Kristensen, idet han griber ud efter en blåmusling i vandet og smider den igen. Situationen er symptomatisk for det knæhøje havvand, vi står i.
- Muslinger filtrerer vandet for at få planktonalger. Men når havbunden er ler, så klotter deres gælder til. De bliver simpelthen blokeret, og så dør de af sult. Så enkelt er det, forklarer Erik Kristensen, der er professor ved Biologisk Institut på Syddansk Universitet.
Et problem skabt af mennesker.
- Det tager ikke ret lang tid at underlægge os naturen og udnytte den til vores fordel, men det tager rigtig lang tid at genoprette den, siger Sanne Frederiksen, der er Aage V. Jensens Naturfonds driftsleder i området.
I år er det præcis ti år siden, at Aage V. Jensens Naturfond i samarbejde med forskere fra Syddansk Universitet slog hul på digerne og oversvømmede landbrugsjorden ved Gyldensteen Strand på Nordfyn og genskabte en såkaldt kystlagune.
Nordeuropas største restaurering af et saltvandsområde nogensinde. En investering på et større tocifret millionbeløb.
- Hvad sker der, hvis vi tager det store skridt og bryder diget og lader havet komme ind og generobre det, som engang var havnatur, forklarer Sanne Frederiksen om tankerne bag projektet.
Svaret ti år senere er desværre: Ikke ret meget. Ikke endnu i hvert fald.
Under overfladen i den såkaldte kystlagune er havbunden fortsat mere død end levende. En tilstand, der er kommet bag på både naturfond og forskere. De troede, naturen ville genoprette sig langt hurtigere.
- Man kunne have håbet på noget mere ålegræs, noget mere tang, nogle flere krebsdyr. Man kunne have håbet på en marin natur, som var kommet tilbage hurtigere, siger Sanne Frederiksen.
600 hektar natur
Gyldensteen Strand er i dag et mere end 600 hektar stort naturområde, ejet og drevet af Aage V. Jensens Naturfond.
Det består af strandeng, skov og små vandhuller. Og i centrum af det hele er der et kunstigt anlagt dige.
Til den ene side af diget er der anlagt en ferskvandssø. På den anden side har fonden etableret en saltvandslagune med forbindelse til havet.
Ferskvandssøen stortrives og udgør et veritabelt spisekammer for fugle og insekter. Det vrimler med lappedykkere, fiskehejrer, ænder, svaner og havørne.
Nærmest stik modsat forholder det sig i saltvandslagunen.
For at forstå årsagen vader vi ud i vandet. Problemet ses tydeligt i det gråbrune spor, vi trækker efter os. Erik Kristensen graver en spadefuld op. Den er tung af gråt ler.
- Det er det rene ler, konstaterer han.
Lerbund er den store synder
En sund havbund skal være sandet, så fisk og krebsdyr kan gemme sig, og ålegræs kan gro. Der må også gerne være sten, som alger og tang kan gro på. Det skaber gemmesteder til småfisk.
Men da man tilbage i 1871 byggede digerne ved Gyldensteen Strand og tørlagde området, var jorden så sandet, at man i de første mange år kun kunne bruge den til afgræsning. Derfor valgte man i midten af sidste århundrede at pløje havbunden helt ned i en meters dybde for at etablere god landbrugsjord.
Derved blev den sandede havbund vendt ned og ler vendt op.
- Og det er bare ikke særlig nemt at lave marin natur ude på noget, der har været udnyttet på den måde som landbrugsjord, forklarer Sanne Frederiksen.
Leret er et problem, fordi sandormene har svært ved at få fat og gøre deres arbejde, nemlig at producere sand. Fonden har også i samarbejde med forskere forsøgt sig med at udplante ålegræs, men første udplantning gik til. Ålegræsset kunne ikke få fodfæste på lerbunden.
Hvorfor er det ikke et nederlag?
- Når man træder ud i sådan noget her, som ingen har prøvet før, så skal man turde satse. Og det gode ved en fond som vores er, at man har ressourcerne til at turde satse og skabe ny viden, siger Sanne Frederiksen.
Ny viden, som ifølge Sanne Frederiksen bliver afgørende i fremtidens projekter.
- Hvis jeg har femten projekter, men kun har penge til de tre, så lad mig da for guds skyld vide nok til at vælge de rigtige tre, siger Sanne Frederiksen.
I dag ved fonden og forskerne for eksempel, at en havbund som den ved Gyldensteen vil være udfordret, hvis ikke man for eksempel vælger at lægge et lag sand ud over det hele, inden man genoversvømmer det.
På grund af erkendelsen har Aage V. Jensens Naturfond siden bevilget forskerne midler til at lægge sand ud i nogle mindre områder af kystlagunen. De har også modtaget midler til at udlægge sten i et område.
Og konklusionen er, at i de områder begynder der at komme flere arter ind.
Godt igen om 50 år
På sigt forventer forskerne, at havvandet vil vaske leret ud af havbunden og således i samarbejde med sandormene genskabe den sandede havbund.
Men det kommer bare til at tage tid, forklarer Erik Kristensen, der trods alt er optimistisk.
- Vi ser nogle positive træk. Der begynder at komme nogle sandorme ind, og længere ude begynder vi at kunne få ålegræsset til at vokse. Men altså, før saltvandslagunen er på det niveau, vi havde håbet, går der nok 50 år, siger Erik Kristensen.
Og det er måske den vigtigste læring. Sanne Frederiksen har allerede sagt ordene én gang.
Men i en tid, hvor Fyns kystnære havmiljøer lider af iltsvind og fiskedød, og kloden overalt omkring os ændrer sig med rekordfart på grund af menneskeskabte klimaforandringer, tåler ordene måske alligevel en gentagelse:
- Det tager ikke ret lang tid at underlægge os naturen og udnytte den til vores fordel, men det tager rigtig lang tid at genoprette den.
