Klar til optagelse: Nu skal hele Kina se, hvordan Amy går i børnehave

Femårige Amy har på kort tid fået en bærende rolle i kinesisk fiktionsfilm. Rollen er enkel - hun skal bare spille sig selv. Og så skal hun til Kina ...

Der er noget mere liv, end der plejer at være i Børnehuset Skoven på Nordfyn. For et kinesisk filmhold opholder sig gennem en hel uge på stuerne, i garderoben og på legepladsen.

Kameraet er primært rettet mod kinesiske Yue Yue på fem år, der er på besøg i Danmark, og danske Amy Lykkebye Hjort Pedersen på fem år, der til daglig bor i Bogense og går i Børnehuset Skoven.

- Det er lidt hårdt. Og sjovt, bekræfter Amy, da TV 2/Fyns journalist og fotograf blander sig i forvirringen.

Processen er gået temmelig hurtigt, for det var så sent som i august, den kinesiske manuskriptforfatter Meng Xianming opholdt sig på et kursus på Nordfyns Højskole. Og da besluttede han, at der skulle optages en film i Danmark i december for at bruge julestemningen.

Den landsdækkende kinesiske filmkanal CCTV6 har allerede indgået aftale om at vise filmen, og det er planen, den skal vises på flere internationale filmfestivaler.

Amy skal bare være sig selv

Ved normale filmoptagelser kan man naturligvis hænge julepynt op og lade som om, det er december. Det er for eksempel de færreste danske tv-julekalendere, der reelt er optaget i julemåneden.

Men for Meng Xianmeng er det vigtigt at bruge de rigtige omgivelser og ægte situationer. Også selv om hele historien er skrevet i forvejen i et manuskript.

Manuskriptforfatteren er ikke i Danmark i disse dage, men instruktøren Du Shangkun uddyber nødvendigheden af ægthed i situationerne.

- Børn på fem-seks år har svært ved at spille skuespil, så vi prøver at lade de to børn blive venner i virkeligheden og opleve kulturforskellene. Vi har taget dem med til Odenses julemarked, og Yue Yue har været på besøg hos Amy uden kamera. På den måde opstår naturlige situationer, siger Du Shangkun.

Filmen handler om Yue Yue, der er kommet til Danmark, fordi hendes mor skal studere på en højskole, hvilket også passer i virkeligheden. Yue Yue får lov til at blive passet i en dansk børnehave, hvor hun lærer Amy at kende. Sammen udforsker de dansk børnehaveliv og dansk jul med juletræsfældning, pynt og hele molevitten. I løbet af filmen bliver de to piger så gode venner, at Amy besøger Yue Yue i Kina og oplever det kinesiske nytår.

Lisa Johansen fra firmaet Lifelong Learning har hjulpet filmholdet med at koordinere optagelserne og opholdet i Danmark.

- Det er ikke så normalt med børnefilm i Kina, og det er noget vi kan hjælpe med, fordi vi har en stor tradition for det i Danmark. Meng Xianmeng er rigtig god til det, blandt andet har vi set hans film "The Reading Boy", der har vundet internationale filmpriser.

 

 

Danske børnehaver i fokus

Det er nok ikke alle børnehaver, der ville slå dørene på vid gab for ugelange filmoptagelser, mens børnene skal have en nogenlunde normal hverdag, men i Børnehuset Skoven valgte man at gå med på projektet.

- I et par uger er de her næsten hele dagen. Men jeg har ikke fortrudt, for jeg synes, historien er god. Jeg synes, det er vigtigt, at vi kan vise ude i Kina, at Danmark har noget unikt. Og især fordi, vi kan vise det med en lille piges øjne. I Danmark har vi en meget anderledes pædagogik end i Kina. For dem er det ret nyt at have børnehaver, så det kan virke som en underlig ting, siger Mette Hjorth, der er dagtilbudsleder i distrikt Bogense og leder af Børnehuset Skoven.

Travl tid for Amy

Amys familie blev præsenteret for idéen om filmen midt i november, og siden er det gået stærkt.

- Lige nu fylder det ret meget. Vi har også været afsted hele weekenden og bruger næsten alle hendes vågne timer, og hun kommer også til at bruge meget tid i denne uge. Hun er træt om aftenen, vil jeg sige. Men hun tager det i stiv arm og hun er rigtig glad for at være med, siger Amys far, Nichlas Lykkebye Hjort Iversen.

Amys mor og far har på kort tid fået arrangeret fri fra arbejde, så de kan tage med Amy til Zhengzhou i Henan-provinsen i januar og februar, hvor den anden halvdel af filmen skal optages.

Og Amy selv glæder sig til turen.

- Jeg skal til Kina og besøge Yue Yue. Det bliver dejligt.

Oversigt

    Oversigt