Anahita er nabo til giftgrund: - Jeg er bekymret for min babys helbred
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Bygningsarbejdere og naboer til omdiskuteret giftgrund i Nyborg bliver svimle og får hovedpine, når gravearbejdet hvirvler kemikalier op. Direktør afviser kritik.
Kvalme, hovedpine og træthed.
Det er nogle af de symptomer, der har fået Arbejdstilsynet til at stramme grebet om byggearbejdspladsen på den omstridte giftgrund på Storebæltsvej i Nyborg, hvor Tjærekompagniet og Nyborg Lynfrost tidligere havde til huse.
En af dem, der er påvirket af arbejdet med de farlige kemikalier på grunden, er Anahita Ali og hendes familie. De bor tværs over for byggegrunden, og hun beretter om ildelugtende kemikalier, når vinden er i den - for dem - forkerte retning.
- Vi var selvfølgelig bekymrede. Særligt, fordi vi har en nyfødt baby. Nu er lugten nogenlunde aftaget, men det var en rigtig ubehagelig oplevelse, siger hun til Fagbladet 3F.
Anahita Ali og hendes familie bakkes op af en anden nabo til giftgrunden. Også Helle Malling og Sofia Park beretter om symptomer, der er opstået efter gravearbejdet, er begyndt. Førstnævnte fortæller endda, at generne har fået hende til at lede efter en ny lejlighed.
Kritik preller af på direktør
Naboernes bekymring preller dog af på Morten Lykke, der er direktør i Innovater A/S, som ejer giftgrunden. Han mener nærmere, at naboernes hovedpine skyldes pressedækningen.
- Jeg har en ansat, som er på pladsen hver eneste dag. Han har ikke hovedpine. Nogle gange tror jeg også, at hovedpinen skyldes pressedækningen. Det kan være psykisk, siger han til Fagbladet 3F.
Under alle omstændigheder har Arbejdstilsynet 2. november udstedt tre påbud til struktørfirmaet Runøe og Teil, murerfirmaet Knudsen og Co. og LB Entreprenør A/S, fordi medarbejderne fik kvalme, hovedpine og blev trætte af at gå i fenollugte på pladsen.
Lynfrost-grunden husede tidligere en tjærefabrik, som nedbrændte i 1960’erne. Siden har ingen gjort noget synderligt for at rydde op i den kemiske jord. Således vurderer Region Syddanmark ifølge TV 2 Fyn, at 1.000 ton fenolrester og 50-100 tønder med plantegift er gravet ned på grunden.