Efter skandale: Kommune står tilbage med millionregning

Regningen for at udrede de problematiske forhold i Nyborgs socialforvaltning løber op i et millionbeløb, viser TV 2 Fyn-aktindsigt. Hvor millionerne til det specialiserede socialområde skal findes, er fortsat uklart.

Der kommer til at koste Nyborg Kommune over en million kroner at få afdækket forholdene i kommunens socialforvaltning.

Det fremgår af en aktindsigt til TV 2 Fyn kombineret med en række spørgsmål.

Komponent foretog i 2022 en undersøgelse af socialforvaltningens håndtering af sager med udsatte unge, som dog først kom til orientering i socialudvalget for godt en uges tid siden.

Det betalte kommunen 250.000 kroner for.

Den igangværende rapport fra BDO er aftalt at skulle koste 600.000 kroner før moms, men dertil kommer en ekstraydelse på gennemgang af underretninger, som skønnet kommer til at koste 341.000 kroner, men i øvrigt afregnes efter timeforbruget hos BDO.

I korrespondancen med BDO oplyses det, at tillægsydelsen skal skaffes ved ekstra finansiering eller besparelser i socialforvaltningen.

Udgifter til fratrædelser

TV 2 Fyn har bedt Nyborg Kommune oplyse, hvad rapporten har haft af økonomiske konsekvenser i forhold til hjemsendte medarbejdere eller medarbejderes ansættelsesforhold.

Nyborg Kommune meddeler, at man ikke kan oplyse, hvad det har kostet, og at man ikke har bemærkninger til mediernes historier om, at nogle medarbejdere er hjemsendt.

I øjeblikket regner administrationen i Nyborg Kommune på, hvad det vil koste at tilføre det specialiserede socialområde de ressourcer, som vil bringe kommunen op på et gennemsnitligt forbrug blandt sammenlignelige kommuner.

BDO mener der skal tilføres et tocifret millionbeløb.

Ifølge Nyborg Kommune er BDO Ikke kommet med et forslag til, hvor stort et beløb, der bør tilføres det specialiserede socialområde. 

BDO har alene oplyst – som det fremgår af rapporten – at der bør tilføres et tocifret millionbeløb.

Hvordan millionerne skal findes er ikke oplyst. Oprindelig havde et politisk flertal indgået budgetforlig om nulvækst på området i 2023.

TV 2 Fyn afventer fortsat dele af aktindsigten i korrespondancen mellem BDO og Nyborg Kommune.

Det skyldes, at BDO har en række dokumenter i høring, som derfor ikke har kunnet vedlægges aktindsigten.

Oversigt

    Oversigt