Fængselsbetjent fik tæsk - indsat nægtede at rydde op

En fængselsbetjent blev onsdag slået i ansigtet og baghovedet i Nyborg Fængsel, oplyser Fængselsforbundet.

En kvindelig fængselsbetjent blev onsdag overfaldet af en indsat i Nyborg Fængsel. Det oplyser Fængselsforbundet i en pressemeddelelse.

Overfaldet skete, fordi den indsatte nægtede at efterkomme en ordre om at rydde op efter sig selv.

I stedet råbte den indsatte fængselsbetjenten ind i hovedet og uddelte flere knytnæveslag i ansigtet og baghovedet, inden personalet fik lagt vedkommende i håndjern.

Den pågældende fængselsbetjent blev kørt på skadestuen.

Hos Fængselsforbundet kalder man det endnu et eksempel på, at der er et bemandingsproblem i landets fængsler.

- Måske er det på tide at slå autopiloten fra hos den øverste ledelse i Kriminalforsorgen og træde ind i fængselsbetjentenes virkelighed, siger formand Bo Yde Sørensen i pressemeddelelsen.

 

 

Oversigt

    Oversigt