Nyborg Slot skal tiltrække 100.000 turister
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Nye digitale løsninger lavet i samarbejde med Moesgaard Museum skal skabe Østfyns nye store turistattraktion
Nyborgs nyrestaurerede Slot bliver både flottere og dyrere end forventet. Et helt nyt vagttårn og en ny værelsesfløj skal få over 100.000 turister om året til at besøge den østfynske attraktion. For at få det til at lykkes, har projektgruppen arbejdet tæt sammen med folkene bag det nye og meget roste Moesgaard Museum.
- Det har været utroligt vigtigt for os at gøre den her kulturarv forståelig. Den vil vi gerne udfolde, så man forstår den, når man går gennem slottets rum og sale, siger Erland Porsmose, der er direktør for Østfyns Museer.
For at genskabe fortiden tager de nyborgensiske museumsfolk de digitale værktøjer i brug. Rundt omkring vil der stå masker, som gæsterne vil kunne tage på. Fx i Christian den 3.s riddersal, der bliver den flotteste sal på slottet.
- Når man kigger ind i dem, så ser man pludselig ballet udfolde sig, lyder der fra Erland Porsmose.
Nyborg Slot forsynes med havudsigt
Slotsprojekt til 280 millioner forsynes med tårn på 24 meter eller mere. Realdania og A. P. Møllers fond skal dog sige ja til fordyrelsen.
Et af landets største og flotteste kulturarvsprojekter, ombygningen og renoveringen af Nyborg Slot, bliver efter al sandsynlighed endnu flottere.
Arkitektfirmaet Cubo, der vandt konkurrencen, har præsenteret en løsning på en af de store knaster ved vinderprojektet - det amputerede vagttårn.
I Cubo-arkitekternes vinderforslag var der slet ikke gjort noget ved tårnet i modsætning til de andre arkitekters bud på det nye Nyborg Slot.
Dommerkomiteen skrev i sin betænkning, at tårnet bør bearbejdes, så det styrker fortællingen om et fæstningsanlæg. Det nuværende tårn er ikke mere end cirka 10 meter højt og har senest været brugt af befæstningen i Nyborg til krudt-arsenal.
- Det, der har været så utrolig vigtigt for os, har været, at vi vil gøre kulturarven forståelig. Derfor vil vi gerne vise, at det har været et stort firefløjet anlæg med en ringmur og selvfølgelig også et tårn, fortæller direktør på Østfyns Museum, Erland Posmose.
I Middelalderen var tårnet langt højere og en del af forsvarsværket. Fra toppen kunne man følge skibsfarten og eventuelle angribere på Storebælt.
I arkitektfirmaets forslag forhøjes tårnet til i omegnen af 24 meter eller mere, så besøgende kan nyde havudsigten fra toppen.
Forhøjelsen udføres formentlig i tegl med en gennemsigtighed i toppen af tårnet, så det om aftenen fungerer som vartegn med indvendigt lys, der skinner igennem teglbelægningen.
Ændringen af Cubo Arkitekters projekt fordyrer det 280 millioner kroner dyre projekt med et ukendt millionbeløb. Derfor skal baglandet i Realdania, A. P. Møller Fonden og Nyborg Kommune efter sommerferien officielt sige god for, at projektet må blive dyrere.
- Men jeg tør godt sige, at styregruppens medlemmer er rimeligt begejstrede for resultatet, siger museumsdirektør Erland Posmose.
Samtidig med, at dommerkomiteen udpegede Cubos forslag som vinder, slog man ned på otte konkrete "opmærksomhedspunkter" i vinderprojektet, som ikke var helt tilfredsstillende.
De punkter er nu også bearbejdet og er klar til finansiel afklaring.
Nyborg Kommune skal efterfølgende i gang med at lave lokalplan for slotsområdet og der vil også blive indkaldt til et borgermøde.
Nyborgs borgmester Kenneth Muhs (V) er også begejstret for det forhøjede tårn, som han forventer bliver en stor publikumssucces.
- Men det bliver hele projektet - og hele formidlingsdelen bliver også fantastisk. Den kommer til at bygge på et samarbejde med Moesgaards Museum i Århus med anvendelsen af den nyeste formidlingsteknologi, siger han.
Det ombyggede og renoverede slot skal stå klart i 2020.
Det nye, gamle slot åbner i 2020. Der bliver åbnet, så man kan gå tværs over pladsen gratis, hvilket skal skabe liv, mens det vil komme til at koste entre at komme ind på selve museet. Derudover kommer der en skænkestue, hvor direktøren satser på, at de i samarbejde med den lokale forening Kongens Fadebur vil kunne servere retter med historisk tilsnit.
Erlang Porsmose ser frem til åbningen, der skal trække Nyborg frem i lyset.
- Nyborg er Danmarks riges hjerte. Det har været danehofby, residensby og deslige, lyder det fra Erland Porsmose.