S og SF er ude af budgetforhandlingerne i Nyborg
- De forslag, vi har præsenteret for de øvrige partier, reducerer ikke bare besparelserne i 2025, men er en langsigtet plan for, hvordan vi kan styrke kommunens økonomi over de kommende år og sætte en anden økonomisk retning. På 2. forhandlingsdag måtte vi desværre konstatere, at vi ikke kunne få enderne til at mødes. Derfor trådte vi ud af forhandlingerne, oplyser SF’s gruppeformand Suzette Frovin i en fælles pressemeddelelse med Socialdemokratiet.
- Med den økonomiske krise kommunen befinder sig i, mener vi, at vi også må se, hvordan vi kan øge indtægterne fx med en skattestigning. Vi er nødt til ikke bare at kunne finansiere udgifterne på socialområdet, men også at kunne sikre de øvrige velfærdsområder i årene, der kommer, siger Suzette Frovin.
I Socialdemokrfatiet er der ingen planer om skatteforhøjelser i den økonomiske redskabskasse, oplyser partiet
- I Socialdemokratiet vil vi i højere grad prioritere den borgernære velfærd fremfor nye anlæg. Med et sparekatalog på 83 mio. kr. har det været vigtigt for os at skabe et økonomisk grundlag for at reducere besparelserne så meget som muligt. Vi ser nu frem til i nærmeste fremtid at præsentere vores bud på en ny retning for Nyborg kommunens udvikling og velfærd, siger Lone Smidt, spidskandidat for S.
Det er tredje år i træk, at den røde fløj i Nyborg er uden for budgettet.
Venstre har absolut flertal i Nyborg Byråd.