Tilflytter: Dansk virksomhed åbner stor genbrugs-fabrik i Nyborg
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Dansk virksomhed åbner et af verdens største anlæg til genanvendelse af dæk på Nyborg Havn. Anlægget vil spare atmosfæren for 24.000 ton CO2 om året og beskæftige 30 mand.
Hvert år brændes en million udtjente dæk af på tværs af EU-landene i stedet for at blive genanvendt.
Det ønsker den danske virksomhed Elysium Nordic at gøre op med nu. Virksomheden opfører et af verdens største såkaldte pyrolyseanlæg til genanvendelse af dæk på Nyborg Havn.
Anlægget vil som et af de første være i stand til at genvinde materialet carbon black, som er uerstatteligt i produktionen af blandt andet dæk og andre gummibaserede materialer.
Efter planen vil anlægget stå færdigt i 2021, hvor det vil beskæftige omkring 30 medarbejdere.
Sparer atmosfæren CO2
Anlægget kommer til at spare atmosfæren for 24.000 ton CO2 hvert år, når det i 2021 begynder at genanvende udtjente dæk. Det svarer til udledningen fra produktion af 1.237 ton oksekød eller 211 millioner kilometer i en ny bil.
- Vi ønsker at være med til at skabe en mere cirkulær og dermed langt mere bæredygtig og økonomisk fornuftig tilgang til håndteringen af udtjente dæk. Med anlægget har vi taget det første skridt, siger Jens Elton Andersen, der er administrerende direktør for WindSpace A/S, firmaet som står for Elysium Nordics genanvendelsesprojekt.
Baggrunden for den store CO2-reduktion er, at anlægget kommer til at genvinde 9.000 ton carbon black fra de 30.000 ton dæk, det vil håndtere om året.
Carbon black er et sort pulver af kulstof, som hovedsageligt produceres af olie. Afhængigt af processen kræves der et sted mellem halvandet og to kilo olie for at producere et kilo carbon black. Et olieforbrug, som altså vil kunne undgås, hvis carbon black i stedet genvindes fra udtjente bildæk.
Derfor Nyborg
Nyborg Havns centrale placering giver nogle logistiske fordele, hvor Elysium Nordic kan få sejlet dæk lige til døren og efterfølgende let kan transportere de genvundne materialer til kunder via motorvejsnettet.
Anlægget vil koste omkring 300 millioner at opføre, og når det efter planen står færdigt i 2021, vil det beskæftige omkring 30 medarbejdere. Borgmesteren i Nyborg Kommune, Kenneth Muhs (V), ser frem til flere arbejdspladser, men han glæder sig lige så meget over Elysium Nordics grønne profil.
- Danmark har et mål om at få en mere cirkulær økonomi, og derfor er jeg stolt af, at vi kan få en af de virksomheder, der kommer med fremtidens teknologi, til at slå sig ned netop her. Det ser jeg som en cementering af vores position som en af de mest attraktive kommuner i landet at starte virksomhed i, siger Kenneth Muhs.
Elysium holder informationsmøde i Nyborg om projektet i løbet af foråret for at præsentere projektet til naboerne og andre lokale interessenter.