12-årige Jazz har hovedrollen i H.C. Andersens Festspillene: - Jeg vil gerne være skuespiller

Når Den Grimme Ælling løber over scenen i Den Fynske Landsby, er det med 12-årige Jazz Nyborg i hovedrollen. Og står det til ham, bliver det starten på en karriere som skuespiller.

Fredag var der premiere på årets udgave af H.C. Andersen Festspillene, der traditionen tro afholdes i Den Fynske Landsby. 

Årets forestilling er klassikeren "Den Grimme Ælling", der kan opleves helt frem til den 10. august. 

H.C. Andersen Festspillene har i løbet af årene haft det, der senere skulle vise sig at blive prominente navne på rollelisten. Heriblandt Ulrich Thomsen, Trine Dyrholm og Andreas Odbjerg - og måske kan årets hovedrolle med årene føjes til den liste. 

I hvert fald drømmer 12-årige Jazz Nyborg fra Odense, der spiller rollen som den grimme ælling, om at gøre karriere som skuespiller. 

- Jeg vil gerne være skuespiller, når jeg bliver stor, fortæller han. 

Hvorfor?

- Jeg synes bare, det er fedt at lave skuespil, og jeg synes også, det kunne være fedt at være med i film. 

Altid nogle, der skiller sig ud

Rune Kallager, der er formand for H.C. Andersen Festspillene, har set mange teaterstykker i Den Fynske Landsby i løbet af årene. Ifølge ham kan man hvert år opleve særlige på scenen.

- Jeg synes altid, vi kan spotte en eller to, hvor man kan se, at de brænder igennem - hvor man kan se det der stjernefrø i øjnene på dem. Så jeg er ikke i tvivl om, at der nok skal være en enkelt eller to her, der kommer til at få en karriere indenfor enten musik eller skuespil, fortæller han. 

Årets hovedrolle, Jazz Nyborg, har da også allerede gjort sig tanker om, hvad skuespil blandt meget andet handler om, og hvad det vanskelige ved det er. 

- Det svære ved at stå på en scene er, at man skal fortælle historien til publikum, så de også forstår den. Det er ikke kun en selv, der skal forstå, hvad man laver. 

- Gik rigtigt op for mig i morges

TV 2 Fyn mødte Jazz Nyborg efter generalprøven på dagen for premieren. En dag præget af spænding og nerver. 

- Det gik sådan rigtigt op for mig i morges, at det er i dag. Også fordi det er så tæt på nu - det er om få timer, vi skal i gang, fortæller Jazz Nyborg.

- Jeg tænker både på, hvor mange ting, der kan gå galt, men jeg tænker også, at der ikke er så meget, der kan gå galt, så jeg tror på, at det nok skal gå godt. 

Årets forestilling er den 52. af sin slags i Den Fynske Landsby. 

Oversigt

    Oversigt