15-årig stukket med kniv - 16-årig anholdt
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Det var en 15-årig dreng, der onsdag eftermiddag blev stukket i låret med en kniv. Det oplyser Fyns Politi.
I den forbindelse vil en 16-årig dreng torsdag eftermiddag blive fremstillet i grundlovsforhør. Han blev anholdt onsdag klokken 19.02.
I alt fire personer blev i forbindelse med knivstikkeriet anholdt. Der er blandt andre tale om en 18-årig mand. Han er blevet løsladt, men er sigtet for medvirken.
De to øvrige mænd, der også blev anholdt, er løsladt igen uden sigtelse. Hændelsen er ikke banderelateret, oplyser politiet.
De fire mænd befandt sig alle i én bil, da de blev anholdt. Anholdelsen fandt sted i Odense, men ikke i Vollsmose.
Drengen, der blev stukket, er uden for livsfare.
Ved grundlovsforhøret blev der erklæret dobbelt lukkede døre af hensyn til efterforskningen.
Dobbelt lukkede døre efter teenager stak 15-årig med kniv
En 16-årig er netop blevet fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Odense.
Manden er sigtet for at have stukket en 15-årig dreng i låret tæt ved et bageri i Vollsmose onsdag den 25. september klokken 14.28. Såret var ikke livstruende.
Manden er sigtet efter straffelovens paragraf 245, som lyder på legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter. Strafferammen er op til seks års fængsel.
Sagens anklager anmodede om lukkede døre af hensyn til sagens videre efterforskning. Pressen protesterede med argumenter om offentlighedens interesse, men efter en kort drøftelse besluttede dommeren, at resten af grundlovsforhøret skulle ske uden pressens - eller andre tilhøreres - tilstedeværelse.
Fyns Politi har ellers tidligere torsdag beskrevet, at det har gennemført en grundig og effektiv efterforskning.
På grund af lukkede døre ved vi hverken, hvordan sigtede forholder sig, eller om sigtede bliver varetægtsfængslet.
En anden mand er sigtet for medvirken, men er løsladt.