Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Dobbelt lukkede døre efter teenager stak 15-årig med kniv

En 16-årig er netop blevet fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Odense.

Manden er sigtet for at have stukket en 15-årig dreng i låret tæt ved et bageri i Vollsmose onsdag den 25. september klokken 14.28. Såret var ikke livstruende.

Manden er sigtet efter straffelovens paragraf 245, som lyder på legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter. Strafferammen er op til seks års fængsel.

Sagens anklager anmodede om lukkede døre af hensyn til sagens videre efterforskning. Pressen protesterede med argumenter om offentlighedens interesse, men efter en kort drøftelse besluttede dommeren, at resten af grundlovsforhøret skulle ske uden pressens - eller andre tilhøreres - tilstedeværelse.

Fyns Politi har ellers tidligere torsdag beskrevet, at det har gennemført en grundig og effektiv efterforskning.

På grund af lukkede døre ved vi hverken, hvordan sigtede forholder sig, eller om sigtede bliver varetægtsfængslet.

En anden mand er sigtet for medvirken, men er løsladt.