150 millioner til lejligheder: Nyt stort boligfællesskab på vej i Odense
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
I denne uge går byggeriet af 86 seniorvenlige lejligheder og et fælleshus i gang i Gartnerbyen i Odense. Boligerne er målrettet folk over 55 år.
Det er ikke kun unge studerende, der skriger på boliger i Odense. Også seniorerne er klar til at rykke videre, når huset derhjemme pludselig er blevet for stort.
I Gartnerbyen i Odense kommer der nu 86 lejligheder, et stort fælleshus og grønt gårdrum til de modne fynboer.
Ældre vil bo sammen i fællesskaber:
- Frede og jeg bestemmer vores naboer
Det er af afgørende betydning at få de rette beboere ind i de eftertragtede seniorbofællesskaber, fortæller Kirsten Österlin, der nøje udvælger sine naboer.
Der er planer om at bygge nye seniorbofællesskaber i blandt andet Nyborg og Odense, hvor der allerede er lignende byggerier i gang i Gartnerbyen i Bolbro, i Bellinge og ved den gamle papirfabrik i Dalum.
Pladserne i de nuværende seniorbofællesskaber er få og eftertragtede. Det fortæller Kirsten Österlin fra seniorbofællesskabet Skibhus Skovly, hvor der bor 24 ældre i 16 boliger. Her er ventelisten det seneste års tid steget fra 70 til 90 personer.
Det er dog ikke nummeret på ventelisten, der afgør, om man får en af de eftertragtede boliger i Skibhuskvarteret.
Det er Kirsten Österlin og seniorbofællesskabets formand, Frede Jensen, der afgør, hvem der får lov at flytte ind, når der - omtrent hvert andet år - bliver en bolig ledig.
- Det er os, der afgør, hvem der flytter ind. Vi er meget afhængige af, hvem der flytter ind, så vi har samtaler med dem, siger Kirsten Österlin til TV 2/Fyn.
Motiveret ansøgning
Potentielle lejere skal sende en motiveret ansøgning for at blive taget i betragtning til en af de ledige boliger.
- Nogle gange vælger vi enlige. Andre gange vælger vi par, fortsætter Kirsten Österlin, der understreger, at et af kravene er, at de er fysisk aktive, så de - hvis de får lov at flytte ind - kan deltage aktivt i seniorbofællesskabets mange aktiviteter.
Seniorbofællesskaber
Et seniorbofællesskab er et mindre ejendomsområde, der typisk består af 15-20 boliger med en fælles bestyrelse.
Lejerne er som regel over 50 år og har ikke hjemmeboende børn.
Det er bestyrelsen, der afgør, hvem der må flytte ind, når en bolig bliver ledig. Der kan bo både enlige og par.
I Skibhus Skovly er der eksempelvis madklub, dartklub og festudvalg, og der skal blandt andet passes stendige, have, fælleshus og andre fælles opgaver.
Flere fællesskaber på vej
Det vigtigste er, at man forstår, at det er anderledes end at bo til leje i en traditionel ejendom, lyder det fra seniorbofællesskabet.
- Man skal være interesseret i et fællesskab, og man skal forstå, at folk er forskellige. Vi betaler dog alle husleje, og der er ingen, der er over eller under andre i bofællesskabet, fortæller Kirsten Österlin.
Seniorbofællesskaberne er populære for tiden. 80.000 danskere over 55 år overvejer at flytte i seniorbofællesskab inden for de næste par år, viser en undersøgelse fra Realdania. Ventelisterne til mange af de eksisterende seniorbofællesskaber er lange, da der kun er cirka 7.000 boliger i seniorbofællesskaberne på landsplan.
Yderligere seniorbofællesskaber kan være på vej i Odense i fremtiden. By- og Kulturudvalget skal tirsdag i næste uge diskutere, om der skal bygges endnu flere seniorbofællesskaber i Odense - denne gang er det på Middelfartvej i Bolbro, der skal tages stilling til. Inden det kan nå at blive bygget, åbnes 40 nye seniorboliger i Gartnerbyen i Bolbro.
Det er PFA, der står bag byggeriet, hvor det første spadestik bliver taget tirsdag.
- I dag er der et decideret hul i markedet i forhold til seniorboligfællesskaber og seniorvenligt byggeri, fordi efterspørgslen langt overstiger udbuddet, siger direktør i PFA Senior Services Jesper Brask Fischer i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Nutidens og fremtidens seniorer er en del af det, vi kalder den nye tredje alder, hvor der faktisk er mange af de samme behov som i ungdommen. Det gælder for eksempel at kunne bo centralt, være tæt på sit netværk og have mulighed for at dyrke interesser og søge hjælp og tryghed i fællesskaber, når man har lyst, men med basis i ens egen seniorvenlige bolig.
Flere ældre vil flytte i boligfællesskab
De 86 seniorlejligheder kommer til at stå klar til indflytning i slutningen af 2020.
Og der er brug for seniorboligfællesskaber. Det viser tal fra Realdania. Her forventes antallet af seniorer, der er interesseret i at flytte til boligfællesskaber at stige fra 80.000 i dag til over 140.000 frem mod 2040.
Samtidig stiger andelen af befolkningen i aldersgruppen 65+ fra 20 procent i dag til 25 procent i 2040.
Eksperter: Fællesskaber for ældre kan mindske behovet for hjemmepleje
Fællesskab kan mindske behovet for hjemmepleje, mener flere eksperter. Det oplever de også i seniorbofællesskabet Skibhus Skovly i Odense.
Mens andebrystet steger, og kartoflerne bager, er syv af bofællesskabets mandlige beboere ved at falde over hinanden i det lille køkken i fælleshuset.
Den første mandag i hver måned er der madlavning for mændene i seniorbofællesskabet Skibhus Skovly i Odense.
- Det er rigtig hyggeligt. Det er jo lige så meget for hyggens skyld, som det er for at lave mad, siger Frede Christian Jensen, der er formand for bofællesskabets bestyrelse.
Netop aktiviteter som fælles madlavning er noget af det, der kendetegner livet i et seniorbofællesskab. Ifølge Max Pedersen, som har forsket i seniorbofællesskaber, kan det også have en effekt på de ældres behov for hjemmepleje.
- Jeg tror, at hvis man forestiller sig det tankeeksperiment, at der blev etableret i hundredvis af seniorbofællesskaber rundt om i Danmark, så tror jeg, at det ville have en effekt. Det ville mindske behovet for hjemmehjælp, siger Max Pedersen, der er antropolog og forfatter.
Et værm mod ensomhed
Én af grundene til det er, at fællesskaber ser ud til at gøre os sundere.
Ifølge Sundhedsstyrelsen er ensomme langt oftere i kontakt med sundhedsvæsenet, og ekstraregningen til behandling og pleje af dem løber op i 2,2 milliarder kroner årligt.
- Der er en tendens til, at når man sidder alene og føler ensomhed, vil man også hurtigere have brug for, at velfærdssystemet træder til. Det alene at sidde i et fællesskab kan udskyde det tidspunkt, hvor man har brug for at velfærdssystemet træder til, siger Mette Mechlenborg, der er boligforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut på Aalborg Universitet.
Det synspunkt bakker de ældre op om i seniorbofællesskabet Skibhus Skovly
- Hvis folk sidder og keder sig derhjemme, og der ikke sker noget, så bliver de hurtigere syge, og det tror jeg er en væsentlig ting. Folk skal sådan set foretage sig noget for ikke bare at falde hen, siger Frede Christian Jensen.
Også han er overbevist om, at seniorbofællesskaber har et potentiale for at mindske behovet for hjemmepleje.
- Jo mindre der skal bruges af hjemmepleje her, jo mere tid bliver der til de andre, som virkelig har brug for det, siger Frede Christian Jensen.
Ikke hinandens hjemmehjælpere
Udover de positive sociale effekter kan beboerne også hjælpe hinanden med mindre opgaver i hverdagen, som hjemmeplejen ellers skulle have udført.
- Hvis der er nogen, der skal et eller andet, så kan vi jo køre for dem eller hjælpe dem på anden måde. Det er jo en af de fordele, der er, siger Frede Christian Jensen.
Der er dog en klar grænse for, hvad beboerne vil hjælpe hinanden med, når det for eksempel kommer til personlig hygiejne.
- Vi er her ikke for at være hjemmehjælpere. Det er ikke derfor, vi har søgt bolig her, siger Frede Christian Jensen.
Sådan er det ikke kun i Skibhus Skovly. Generelt vil de ældre i seniorbofællesskaber ikke tage sig af hinandens pengesager og personlig hygienje, fortæller Max Pedersen.
- I alle bofælleskaber er man fuldstændig klar i spyttet, når det kommer til private sager. Man hører i alle bofællesskaber, man kommer ud i, at man ikke skal være hinandens hjemmehjælpere i alderdommen. Det må kommunen og familien tage sig af, siger Max Pedersen.
Stor interesse
Generelt er der stor interesse for seniorbofællesskaber. En undersøgelse fra Det Nationale Forksningscenter for Velfærd viser, at omkring 80.000 ældre har et ønske om at bo ligesom i Skibhus Skovly. Lige nu er der dog kun omkring 7.000 boliger i seniorbofællesskaber.
- Interessen for dem er enorm i øjeblikket. Virkelig, virkelig stor, siger Max Pedersen
Det mærker de også i Skibhus Skovly, hvor der er tydelig interesse for de 16 lejligheder.
- Den er meget, meget stor. Vi har på nuværende tidspunkt 85 ansøgninger, siger Frede Christian Jensen.
Indtil videre er der ikke plads til flere beboere. De nuværende har i hvert fald ikke tænkt sig at flytte foreløbig.
- Vi håber da på at kunne blive boende, indtil vi er tjenlige til at skulle et andet sted hen, siger Frede Christian Jensen.
Se tredje del af serien om fremtiden for den fynske hjemmepleje herunder.
Lejlighederne kommer til at variere i størrelse fra to til tre værelser og fra 65 til 95 kvadratmeter.
Gartnerbyen forbinder Vesterbro og Bolbro, og den er i disse år ved at blive omdannet til en ny bydel med 1.300 boliger, butikker og et sundhedscenter.
Fakta:
- Det kommende seniorboligfællesskab i Odense er målrettet modne og seniorer fra 55 år og opefter
- Den grønne gård kommer blandt andet til at indeholde petanque og nyttehaver, ligesom der vil blive bygget et cykelskur/værksted.
- Fælleshuset kommer til at indeholde muligheder for aktiviteter som yoga, vinsmagning, foredrag og systue - ligesom det kan bruges til overnattende gæster og fester/særlige lejligheder.
- Odense Boligselskab varetager leje og drift af fælleshuset samt den grønne gård og gårdmiljøet.
- Odense Boligselskab opfører også et alment bofællesskab på 40 lejligheder i sammenhæng med PFA’s seniorboligfælleskab.
Støjbergs Syrien-forslag frister ikke - Jafar vil hellere være fattig i Danmark end rig i Syrien
kopieret!
31.000 syriske flygtninge skal vende tilbage til hjemlandet.
Det fortæller partiformand for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg, i Jyllands-Posten torsdag. Og hun har sågar en klar plan for, hvordan hun skal få hovedparten af de 45.000 syrere i Danmark til at rejse tilbage.
Jafar Hassan, der kom til Danmark i 2015, har dog ingen planer om at takke ja til dette tilbud.
Tak for tilbuddet, men nej tak
Som det ser ud nu, giver den danske stat en repatrieringsydelse på lidt over 150.000 kroner til syrere, der vender hjem.
Dette beløb vil Inger Støjberg fordoble, så ydelsen kommer til at hedde 310.834 kroner per voksen syrer.
Hun forklarer til Jyllands-Posten, at man for de penge vil have mulighed for at skabe sig en indtægt og et hjem dernede.
Men hvis Inger Støjberg bankede på Jafar Hassans dør med en check på 300.000 kroner, så ville svaret være kort og klart.
- Jeg ville sige tak for tilbuddet, men pænt nej tak, fortæller han til TV 2 Fyn.
Han forklarer dog videre, at han tror, mange vil takke ja til tilbuddet.
- Du kommer langt i Syrien for 300.000 kroner, men jeg vil hellere være fattig i Danmark end rig i Syrien, siger Jafar Hassan.
Han uddyber, at mange syrere blot har ventet på, at Bashar al-Assad blev væltet, og at flygtninge nu vil vende tilbage i større grad.
Jeg rejser tilbage, hvis …
Jafar Hassan har siden 2015 bygget et liv op i Danmark, og bor i Ullerslev. Han ser det ikke som en mulighed at rejse permanent tilbage til Syrien.
- Jeg har afsluttet 9. klasse, 10. klasse og er i gang med en pædagoguddannelse, så jeg har næsten alt her, fortæller han.
Dog findes der også noget, der trækker ham tilbage til hjemlandet.
- Min mor, far og tre søskende bor stadig i Syrien, og dem vil jeg meget gerne se noget mere, siger han.
Derfor ser han, at der kun findes ét tilbud, der kunne få ham til at rejse tilbage til Syrien.
- Jeg skulle have mulighed for at bo begge steder og kunne rejse frit mellem landende, forklarer han afrundende.
Jafar Hassan er bevidst om, at han kan bidrage i Syrien, men står det til ham, kan han også bidrage i Danmark med sin uddannelse.
Et land han hellere vil være i.
Krudtsælgere frygter kunder kvæler nytårsaften: - Synd for de små
kopieret!
I år er nye regler for fyrværkeri trådt i kraft, som betyder, at det nu kun er lovligt at fyre af i to dage - fra den 31. december til 1. januar.
Men den nye lovgivning får flere fynske fyrværkerisælgere til at se på fremtiden med bekymring. To fyrværkeriforhandlere, som TV 2 Fyn har talt med, tvivler nemlig på, at alle kan overholde reglerne.
Og hvis ikke folk kan holde i raketterne i ro, så frygter forhandlerne, at det kan føre til yderligere stramninger, som i sidste ende vil betyde, at man ikke må sælge eller købe nytårsfyrværkeri.
- Så siger politikerne, at nu er der ikke noget, der hedder nytårskrudt, og det vil være synd for de små, siger Claus Oldenbjerg, der driver Krudttossen.
Kan du forudse, hvad der sker i 2025? Tip en 13'er og vind kæmpe gavekurv
kopieret!
Vinder Viktor Axelsen Denmark Open, bliver det nye supersygehus udskudt endnu en gang, og vender forsiden tilbage på tv2fyn.dk?
Hvis du kan spå om året 2025, kan du vinde en gavekurv til en værdi af 500 kroner.
Du skal have kigget i spåkuglen og indtastet dine svar, inden kongens første nytårstale begynder den 31. december.
Vinderen findes, når året 2025 går på hæld.
Regler og betingelser:
Husk at udfyld både mail og telefonnummer, så vi kan komme i kontakt med vinderen. Ved deltagelse accepterer du samtidig, at vi må kontakte dig. Vinderen vil blive kontaktet direkte og skal være indstillet på, at præmieoverrækkelsen filmes til web og tv. Flest korrekte svar vinder. Er der lige mange korrekte svar, findes vinderen ved lodtrækning. Seneste besvarelse gælder.
Er din hund klar til nytår? Få tjeklisten her
kopieret!
Er man en af de hundeejere, hvis firbenede ven reagerer kraftigt på fyrværkeri, så er Dansk Kennel Klub klar med en tjekliste, der kan hjælpe ens hund gennem nytårsdagene.
I et opslag på Facebook opfordrer de til, at man har planlagt, hvor ens hund er nytårsaften, hvis man ikke er hjemme. Kan man ikke tage den med sig, skal man overveje, om den skal passes.
Derudover skal man skynde sig, hvis hunden skal have angstdæmpende medicin, og i tilfælde af at ens hund kan finde på at løbe væk, er det en god idé at sikre sig, at der er et lovpligtigt hundetegn i hundens halsbånd.
Sidst men ikke mindst kan man venligt huske folk på den nye lovgivning, hvis de affyrer fyrværkeri før 31. december.
Ventetiden i Familieretshuset stiger - fynsk politiker vil undgå "tåbeligt dobbeltarbejde"
kopieret!
Foreningen af Faste Værger i Danmark foreslår, at det fremover skal være kommunerne, som skal oprette værgemål for demente og senhjerneskadede borgere.
Blandt andet for at mindske ventetiden og undgå dobbeltadministration ved, at der ikke er to myndigheder, som skal sagsbehandle de samme sager, lyder argumentet. Det skriver DR.
KL er ikke videre begejstret for forslaget, men flere ordførere på Christiansborg synes, at forslaget er spændende, og de er parate til at kigge på, om kommunerne skal overtage opgaver fra Familieretshuset. Blandt andet fynskvalgte Katrine Daugaard, der er socialordfører for Liberal Alliance.
- Hvis der er dobbeltarbejde, er det jo tåbeligt, siger hun.
Vej kortvarigt spærret på grund af politiarbejde
kopieret!
Torsdag eftermiddag var det ikke muligt at passere Lillebæltsbroen.
Af Vejdirektoratets trafikinfo fremgik det, at broen var spærret i begge retninger på grund af politiarbejde.
TV 2 Fyn har været i kontakt med Fyns Politi, der oplyser, at Sydøstjyllands Politi kortvarigt var til stede på broen, men derudover ikke har yderligere at tilføje.
Selv Christian Eriksen har deltaget - Traditionsrigt fodboldstævne sparket i gang
kopieret!
2. juledag blev et af Danmarks største indefodboldstævner sparket i gang i Odense idrætshal.
Stævnet, Fyens Stiftstidendes indefodboldstævne, er en tilbagevendende tradition og har været afholdt næsten hvert år siden 1961.
Over fem dage spilles mere end 1.000 kampe.
Gennem årene har fodboldtalenter som Christian Eriksen og Rasmus Falk slået deres folder til stævnet.
Og hos både stævneleder og forældre glæder man sig til at bruge de kommende dage rundt om det brune trægulv.
Vejret skifter frem mod nytårsaften
kopieret!
Vejret over Danmark styres i øjeblikket af et højtryk over Centraleuropa, der giver os det milde og grå vintervejr. Til gengæld sørger det også for mest tørt vejr.
Det bliver der dog lavet om på i den kommende weekend, hvor et vejrskifte ventes at finde sted.
Året ser således ud til at slutte af med markant mere ustadigt vejr, når der bliver åbnet for, at lavtrykkene kan sende regnvejr ind over landet.
I starten af det nye år viser prognoserne så lidt køligere, som måske kan være med til at give sne til Danmark.
Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024
kopieret!
Danske elkunder har kunnet glæde sig over et rekordhøjt antal dage, hvor strømprisen har været under nul kroner.
Det viser en opgørelse lavet af energiselskabet NRGi og forsikringsselskabet Gjensidige. I Østdanmark har der været 275 timer, hvilket er 19 procent flere end de 231 timer i 2023.
- Der har været et stort fokus på de tidligere års meget svingende elpriser, særligt når prisen er høj. Men vi ser nu også flere perioder med lave eller negative elpriser, siger Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi, i en pressemeddelelse.
Det er særligt kunder med en variabel elaftale, der har fordel af de negative elpriser.
Flere er blevet julemillionærer - her er den fynske vinderkupon købt
kopieret!
1. juledag blev 29 danskere en million kroner rigere, da Danske Spils nye “juletradition” Det Store Jule Lotto løb af stablen.
Vinderne kommer fra alle egne af det ganske land, og på Fyn udløste en enkelt kupon en milliongevinst. Danske Spil oplyser, at kuponen er købt i Føtex på Møntergade i Svendborg, og at gevinsten var på en million kroner.
Det Store Jule Lotto fungerer præcis som alle andre trækninger i Lotto, men trækkes ekstraordinært den 25. december. Den helt store forskel er, at der trækkes 25 ekstra julemillionærer – og at trækningen ikke finder sted på en lørdag.
Her er forældrene mest tilfredse med folkeskolen
kopieret!
Umiddelbart kan det være svært at forestille sig, hvad Langeland-, Lemvig- og Thisted Kommune har til fælles. Men det er de tre kommuner i Danmark, hvor forældrene er mest tilfredse med folkeskolen.
Ifølge CEPOS, som står bag analysen, er der dog sket en ændring i den måde, hvorpå forældre vurderer folkeskolen. For i år lægger forældrene i højere grad vægt på børnenes trivsel og ikke længere kun på faglige resultater.
- Forældrenes øgede fokus på trivsel i forhold til for få år siden viser, at vi som samfund har taget en kraftig og hurtig drejning mod en mere helhedsorienteret tilgang til uddannelse, siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.
Negativt pres på folkeskolen
Ifølge Andreas Rasch-Christensen, forskningschef ved VIA UC, er det øgede fokus på trivsel ikke kun en positiv ting for folkeskolen. Det kan nemlig være med til at skabe et uretfærdigt pres, som folkeskolen ikke kan løse alene.
- Trivsel er ikke stationær, og det påvirkes af mange andre forhold end skolen. Som barn indgår man i mange typer fællesskaber, så det er ikke en opgave, skolen kan løse alene.
Trivselsmålinger blandt elever viser ifølge Andreas Rasch-Christensen, at over 86 procent af alle elever i folkeskolen er glade for at gå i skole. Det er positivt, men der er en skæv tendens, hvor det primært er børn fra socialt velfungerende familier, som scorer højt.
Tilbage til Langeland, Lemvig og Thisted – for her er forældrene, målt på en skala fra et til fem, i gennemsnit 4,1 tilfredse med folkeskolen. Otte kommuner ligger med en tilfredshed over 4,0, mens tre kommuner ligger under 3,5.
Antallet af juleindbrud er næsten fordoblet
kopieret!
Indbrudstyvene har haft travl på Fyn, der er hårdere ramt af juleindbrud end i andre regioner.
Juleaften noterede Fyns Politi 24 anmeldelser om indbrud, og bare et døgn senere er det tal oppe på 40. Det fortæller vagtchef hos Fyns Politi, Bjarne Tykgaard, til TV 2 Fyn.
2. juledag forventes at være dagen med mest juletrafik, og derfor er der også mange, som vender snuden hjemad. Det kan få antallet af anmeldelser til at stige yderligere, fortæller vagtchefen:
- Det er desværre nok realistisk, at der er folk, som vender hjem til et hus, der har været indbrud i, fortæller han.
Onsdag lød det fra vicepolitiinspektør ved Fyns Politi Anders Therkelsen, at intet er for småt til, at man ringer 114.
Politiet giver opdatering efter bil kørte i havnen
kopieret!
Tidlig torsdag morgen endte en bil i vandet i Svendborg Havn. Politiet blev tilkaldt og fik sendt dykkere ned til bilen for at undersøge sagen nærmere.
- Der var ikke nogen i bilen, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Bjarne Tykgaard til TV 2 Fyn.
Vagtchefen kan ikke fortælle, hvordan bilen er havnet i havnen, og at man stadig efterforsker sagen.
Politiet har været i kontakt med bilens ejermand, men vagtchefen ønsker ikke at fortælle, hvorvidt bilejeren selv har været involveret i episoden.
Bilens ejer har dog fået til opgave at få bilen hevet op af havnen, fortæller Bjarne Tykgaard.