Anklageren og forsvareren var enige.
Den 22-årige kvinde, som var tiltalt for vold og trusler mod ansatte i psykiatrien og for forsøg på brandstiftelse på Psykiatrisk Afdeling, havde gjort sig skyldig i de 12 forhold, hun var anklaget for, mente de begge.
Selv kunne den 22-årige intet huske, sagde hun i mandags, inden hun fik lov til at forlade retssalen.
Men det var selve sanktionen, anklageren og forsvareren var uenige om, og som retten i Odense fredag formiddag skulle tage stilling til. Efter en halv times votering kom dommer Henning Fuglsang Sørensen og de to domsmænd tilbage i sal ni.
Den 22-årige fik en anbringelsesdom uden længstetid.
Dermed blev endnu en sag om vold og trusler rettet mod ansatte på det hårdt pressede psykiatriske område afsluttet. Et tema, TV 2 Fyn i denne uge har sat fokus på.
Låste sygeplejerske inde
Der var to vidner tilbage ud af de 17, der i alt har været indkaldt i sagen.
Det ene vidne, en socialpædagog på bostedet Svennebjerggaard, fortalte om en episode, der fandt sted en aften midt i februar sidste år.
Den 22-årige havde et par krykker, fordi hun havde klaget over, at hun havde ondt i benet. Krykkerne havde hun fået på skadestuen, efter hun samme aften var blevet hentet på Psykiatrisk Afdeling.
På bostedet var kvinden glad og snakkede, da socialpædagogen lavede mad til hende.
- Men lige pludselig blev hun helt fjern i blikket, forklarede socialpædagogen i retten fredag.
Den 22-årige kvinde tog sig til hovedet og blev psykisk dårlig.
- Jeg skal slå dig, sagde hun ifølge socialpædagogen.
Hun fortsatte:
- Det er stemmerne, der siger det. Stemmerne siger, jeg skal slå dig.
Hun rejste sig, tog krykken i hånden og slog mod socialpædagogen, der blev ramt omkring knæet. Hun var denne aften alene med husets seks beboere, så hun fik kvinden ind på sit værelse og ringede til politiet.
Dagens andet vidne, en ung sygeplejerske, fortalte om en episode, der skete fem dage senere på Psykiatrisk Afdeling på OUH. Den 22-årige sad stille og stirrede ud i luften på sin stue, da sygeplejersken en sen aften kom ind med hendes medicin.
Der opstod en uoverensstemmelse, og pludselig rejste hun sig, gik hen til døren, lukkede den og låste.
- Du må ikke komme ud, sagde hun og stillede sig foran døren med korslagte arme.
- Du bliver nødt til at låse op, sagde sygeplejersken.
- Nej.
Sygeplejersken trykkede på en lille boks på væggen, som giver signal til kollegerne om, at de skal komme. Men den 22-årige trykkede den fra, og så trykkede sygeplejersken på den igen. Sådan blev de ved nogle gange, mens den 22-årige også slog sygeplejerskens arm væk.
Til sidst gjorde sygeplejersken antræk til at trykke på overfaldsalarmen, men patienten nåede at slå den ned på gulvet. Kollegerne havde dog opdaget, at noget var galt på stuen. De kom ind, og lokalet blev herefter til en såkaldt nul-stue. Kun en seng, en madras og en stol måtte være på værelset sammen med den 22-årige kvinde.
Følger Retslægerådet
Retslægerådets udtalelse blev læst op i retten, og her blev det vurderet, at den 22-årige var sindssyg, da hun begik forbrydelserne, som hun nu er dømt for. Her kom det også frem, at hun er lettere mentalt retarderet, og hun har hørt stemmer og set syner, siden hun var 15 år.
Dermed var Retslægerådets konklusion, at hun skulle have en anbringelsesdom.
Det var også anklager Christian Nielsens budskab. Hun har tidligere fået en behandlingsdom, og det ”har tydeligt vist, ikke været nok,” som han sagde.
- Retten skal kun holde sig en ting for øje. Hvad er mest formålstjenesteligt. Økonomi eller hvad der er bedst for familien, er ikke noget, der skal med i rettens vurdering, sagde han i sin afsluttende procedure.
Men det var lige, hvad forsvareren Ib Gorm Pedersen forsøgte at appellere til.
Den 22-årige har boet hjemme ved sin forældre i mere end et halvt år, hvor hun et par gange i ugen har fået besøg af en bostøtte. Kun én gang i den periode har hun været indlagt på en psykiatrisk afdeling, berettede Ib Gorm Pedersen, der også opstillede et regnestykke, som skulle vise, hvor mange millioner kroner en anbringelsesdom til den 22-årige ville koste samfundet, hvis hun bliver 95 år.
Men lige lidt hjalp det.
- Det er ikke usædvanligt, at syge mennesker gør noget, de ikke skal gøre mod de ansatte, og selvfølgelig skal det stoppes. Men hvis det kan stoppes ved at hun er hjemme ved sin familie, var det bedre for hende, bedre for familien og meget billigere for samfundet, sagde Ib Gorm Pedersen efter afgørelsen.
Kan det ske for mig?
Tillidsrepræsentanten for sygeplejerskerne på sengeafsnittet på Psykiatrisk Afdeling i Odense hedder Kenneth Juul Hansen, og ligesom alle vidnerne i i retssagen har han i sit arbejde stiftet bekendtskab med den 22-årige dømte kvinde. Hvad en passende sanktion i hendes tilfælde er, har han svært ved at mene noget om, men som Kenneth Juul Hansen siger om anbringelsesdommen:
- Det kurerer ikke hendes sindslidelse, men omvendt kan det heller ikke gå ustraffet hen at udsætte mennesker for vold og trusler flere gange.
Han fortæller, at vold og trusler på Psykiatrisk Afdeling er et problem, og at det nærmest også er blevet et vilkår.
- Det er et vilkår, man aldrig skal acceptere. Men vi kan ikke komme uden om, at det er der. Også i et større omfang, end man kunne håbe, siger Kenneth Juul Hansen.
Det er noget, som påvirker stemningen på en psykiatrisk afdeling, når der igen, igen er historier om vold og trusler rettet mod de ansatte, eller når - som det var tilfældet for en måned siden - en psykiater på Psykiatrisk Center Glostrup bliver stukket ihjel.
- Når sådan noget sker, spejler man sig i det. Kan det ske her? Kan det ske for mig? spørger man sig selv om, siger Kenneth Juul Hansen.