60 forskellige afgifter på ét år: Her er de ti hyppigste parkeringsfejl, du bliver straffet for
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Der bliver langet mange parkeringsafgifter ud fra p-vagterne i Odense. Her kan du se de mest hyppige.
De fleste kender nok til ærgrelsen over at se den gule lap under vinduesviskeren i forruden på bilen.
Hvad har jeg overset? Hvorfor har jeg fået den afgift? Hvor er p-vagten?
TV 2 Fyn har via aktindsigt hos Odense Kommune fået oplyst de hyppigste forseelser i Danmarks tredjestørste by. Aktindsigten viser, at der er delt parkeringsafgifter ud for i alt 60 forskellige typer af forseelser, som alle er en del af færdselsloven og rammen for, hvordan man skal parkere.
Sidste år blev der delt i alt 13.924 p-afgifter ud i Odense, svarende til 38 i gennemsnit om dagen, hvor prisen har været mellem 510 og 1.020 kroner. Med både indtægter for betaling for parkering og p-afgifter tjente Odense Kommune i 2023 over 36 millioner kroner på parkering.
På en klar førsteplads over forseelsen, der kaster flest afgifter af sig, er når p-skiven ikke er indstillet rigtigt. Her fik 5.268 i 2023 en p-afgift i forruden.
Dernæst kommer parkeringer foretaget for tæt på et vejkryds med 2.142 afgifter, mens manglende betaling for parkering tager en tredjeplads med 951 p-afgifte udstedt.
10 hyppigste forseelser | Antal 2023 |
---|---|
Urigtigt indstillet p-skive | 5268 |
Parkering ved vejkryds | 2142 |
Manglende betaling | 951 |
Parkering for tæt på spærrelinje | 695 |
Ved skiltning og ubrudt kantlinje | 610 |
Fortov i tættere bebygget område | 538 |
Uden brug af p-skive | 518 |
Ved skiltning og brudt gul kantlinje | 406 |
Ulovlig p-skive | 352 |
P-billet ikke synlig | 312 |
Debatten om parkeringer og afgifter blussede op torsdag, da TV 2 Fyn fortalte om Eva Pasgaard Skytte, som havde fået en parkeringsafgift på 875 kroner for at parkere uden for båsen i Odenses største parkeringskælder under Thomas B. Thriges Gade. Hendes bil kunne dog slet ikke være inde i den afmærkede bås. Siden har hun fået sin afgift trukket tilbage af Q-Park.
Lille bås gav Eva p-bøde - nu har historien taget en uventet drejning
Er det rimeligt, at man risikerer en parkeringsbøde for at holde i en bås, hvor der ikke er plads til ens bil?
Da Eva Pasgaard Skytte mandag kom tilbage til sin parkerede bil i Odenses største parkeringskælder under Thomas B. Thriges Gade, sad der en seddel i forruden.
Det var en parkeringsafgift på 875 kroner, og den havde hun fået, fordi hele hendes bil ikke holdt helt inde i parkeringsbåsen.
- Jeg blev virkelig overrasket og virkelig frustreret, siger Eva Pasgaard Skytte og fortæller videre om sin parkering:
- Der var ikke ret meget plads, og derfor var jeg nødt til at bakke ind i båsen for at undgå at ramme betonmuren. Jeg synes egentlig, at jeg parkerede rigtig fint, i forhold til de forudsætninger der var.
Flere biler i problemer
Af parkeringsbøden fremgår det, at hun har fået den, fordi to af hjulene på hendes bil holdt uden for parkeringsbåsen. Men Eva Pasgaard Skytte mener ikke, at hun kunne have parkeret meget anderledes.
Hun understreger, at hun handlede i god tro. Derfor slog det hende heller ikke, om hun skulle vælge en anden parkeringsbås med mere plads.
TV 2 Fyn har onsdag været et smut i parkeringskælderen og med egne øjne konstateret, at der er flere, som ligesom Eva Pasgaard Skytte, har svært ved at få deres bil til at passe i en bås.
Ikke verdens største bil
Frustrationerne har hun delt på sin facebookprofil, hvor hun også har vist et billede af sin bil i båsen.
Her fremhæver hun, at båsen er så lille, at bilen – en Ford Kuga, som ifølge Eva Pasgaard Skytte bestemt ikke er verdens største bil – holdt uden for en af stregerne med hjulene i den ene side.
Dermed blev en parkering til 53 kroner for tre timer lidt over 800 kroner dyrere symboliseret ved synet af en gul parkeringsbøde i forruden.
- Jeg tænkte, det var en fejl, og at det var godt, jeg havde en kvittering for min betaling.
Aftryk fra biler på murværk
Debatten om de små parkeringsbåse i parkeringskælderen er ikke helt ny. Fyens Stiftstidende tog i foråret 2023 en tommestok med derned for at måle, hvor store de egentlig er.
Inklusive den hvide streg er båsene 180 centimeter på det ene led og 415 centimeter på det andet led. Til sammenligning måler Eva Pasgaard Skyttes Ford Kuga 160 centimeter på den ene led og 406 centimeter på det andet led.
Men Eva Pasgaard Skytte mener ikke, at parkeringsbåsene tager højde for afstanden til parkeringskælderens mur. Det ses også tydeligt af de mærker, som murværket flere steder har fået.
- Jeg synes ikke, det kan passe, at man får en bøde, hvis man holder op ad en betonmur i en bås, hvor man ikke kan komme tættere på, hvis man også skal kunne komme ud af bilen, forklarer hun.
Giver dårlige oplevelser
I kommentarsporet under Eva Pasgaard Skyttes facebookopslag er der andre, som beskriver, hvordan de også selv har fået en parkeringsbøde ved at holde i den bås.
Det bekræfter hende i, at der burde gøres noget ved størrelsen på netop de parkeringsbåse, der er op ad en mur i parkeringskælderen.
Til daglig er Eva Pasgaard Skytte direktør i Odense Åfart, og derfor betragter hun historien om p-bøden i et større perspektiv.
- Jeg ser også det overordnede billede. Vi vil jo gerne have turister og flere folk ind i midten af byen. Men vi skal ikke sende folk hjem med en bøde, for det giver en dårlig oplevelse, og så kommer de ikke igen, siger hun.
Vil annullere bøde
Til TV 2 Fyn anerkender Alex Pedersen, der direktør hos Q-Park, som står for driften af parkeringskælderen, at Eva Pasgaard Skytte ikke kunne have lavet en meget bedre parkering i den omtalte bås.
Efter vores henvendelse fortæller Alex Pedersen, at Eva Pasgaard Skyttes parkeringsbøde nu vil blive annulleret. Samtidig opfordrer han andre bilister, der har fået en lignende parkeringsbøde, til at kontakte Q-Park, som vil tage et ekstra kig på, om bøden er berettiget.
- Vi spørger os selv nu, om den plads helt skal spærres, eller om vi skal tydeligt gøre opmærksom på, at der kun er plads til en mindre bil. Som båsen fremstår nu, kan man godt blive i tvivl, lyder det fra Alex Pedersen.
Ifølge direktøren er der også nye skilte på vej til parkeringskælderen, som skal anvise og guide til, hvordan man må og ikke må parkere i båsene.
Båsene er nemlig såkaldte positionsbåse, som betyder, at man skal prøve at holde så centreret i båsen, som man kan. Da der findes biler, som er bredere end båsen, er der i princippet ikke noget galt med at holde på stregerne eller lidt uden for stregerne. Det vigtigste råd fra direktøren er, at man sikrer sig, at man ikke holder til gene for bilerne, som skal holde ved siden af.
Glædelig nyhed
Nyheden om, at Q-Park vil annullere Eva Pasgaard Skytte parkeringsbøddel modtages med glæde, da TV 2 Fyn overbringer nyheden.
Men selvom hun kalder det en "dejlig" og "glædelig" nyhed, så ærgrer hun sig også over, at der skal et facebookopslag og en henvendelse fra TV 2 Fyn til, at Q-Park indser problemet.
- Det er jo ærgerligt, at det er det, der skal til. Den pli skal de jo udføre i det daglige arbejde i parkeringskælderen, så det ikke går ud over andre, siger hun og uddyber om de nye tiltag fra Q-Park:
- Det virker som nogle tiltag, der vil gavne. Det viser jo, at de godt ved, der er en udfordring.