Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fredag opfordrede sundhedsmyndighederne til at udskyde eller aflyse arrangementer med over 1.000 deltagende på grund af coronavirus. Det går blandt andet ud over Sct. Knuds Gymnasiums årsfest, der skulle holdes fredag aften.
Flere end 1.000 inviterede gæster til årsfesten på Sct. Knuds Gymnasium må desværre lade dansesko og kulørte slips blive i skabet.
Årsfesten, der skulle afholdes fredag aften, er blevet aflyst på grund af sundhedsmyndighedernes opfordring til at udskyde eller aflyse arrangementer med over 1.000 deltagere.
Opfordringen kom fredag middag, da Statsministeriet afholdt pressemøde om coronavirussen. Opfordringen gælder som udgangspunkt til slutningen af marts og har til formål at mindske risikoen for at sprede smitten.
Årfesten er Sct. Knuds gallafest, hvor 2.g'erne skulle møde på gymnasiet med deres forældre til spisning og lanciers fredag aften. Herefter ville dørene til festen blive åbnet for både tidligere og andre nuværende elever.
Aflysningen ærgrer 2.g’eleverne.
- Det er megatræls. Det er noget, vi havde glædet os til i lang tid. Det er vores fest, fortæller Benyamin Polat fra 2.k.
Overblik: Frygt for coronavirus aflyser en lang række store fynske arrangementer
Få et overblik over, hvilke fynske arrangementer der er blevet aflyst eller ændret som følge af nye anbefalinger fra myndighederne. Det gælder blandt andet sportskampe, koncerter, årsfest og loppemarkeder med over 1.000 deltagere.
Sundhedsstyrelsen anbefaler fredag, at arrangementer med over 1.000 deltagere aflyses eller udskydes måneden ud, oplyser statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde.
En række fynske arrangementer bliver direkte ramt af de anbefalinger, som de danske myndigheder er kommet med.
Aflyste eller ændrede arrangementer
Arrangøren bag fredagens shows med Adam og Noah i Odeon flytter begge shows til den 30. maj.
Odense Tekniske Gymnasiums forårsfest med fastelavnstema er også aflyst.
Odenses kræmmer- og loppemarked i Marienlystcentret 7. og 8. marts med 200 stadeplader er aflyst
Sct. Knuds Gymnasium i Odense aflyser årsfest fredag aften.
Håndtryksceremoni for nye statsborgere aflyst i byrådssalen i Assens Kommune.
Livsstilsmesse i Svendborg Idrætscenter i den kommende weekend er udskudt på ubestemt tid.
Niels Hausgaards show i Odense Congress Center lørdag klokken 19.30 er blevet udsat til 21. maj.
Melodigrandprix i Royal Arena bliver afviklet uden publikum. Fynboen Kenny Duerlund er med.
Alt om Håndarbejde-messen i Lillebæltshallerne i Middelfart er udskudt. Det skulle have været afviklet fra 13. til 15. marts.
Jagt- og Outdoormesse i Odense Congress Center fra 13. - 15. marts bliver udsat til på ubestemt tid, oplyser Odense Sport & Event, der samtidig fortæller, at i alt 40.000 gæster bliver ramt i marts i forbindelse med deres arrangementer.
Gymnasternes Dag i Tarup-Paarup Hallerne 8. marts er blevet aflyst.
Efterskoleforeningen har aflyst sit årsmøde fra 6. til 8. marts på Nyborg Strand.
Klimastrejke i Odense, Svendborg og Middelfart 13. marts er alle aflyst
Sportskampe afvikles uden tilskuere
OB's kamp mod Sønderjyske på søndag i Haderslev spilles uden tilskuere. Det samme gælder udekampen mod AGF 15. marts og hjemmekampen 22. marts mod Esbjerg på Odense Stadion.
Håndboldkampen mellem GOG og Kolding på lørdag i Gudmehallerne spilles også uden tilskuere. Det samme gælder Odense Håndbolds kamp mod Lada og alle andre kampe i de bedste danske håndboldligaer.
Odense Bulldogs' resterende kampe i grundspillet spilles uden tilskuere. 10. marts spiller Odense mod Rungsted på hjemmebane.
Arrangementer, der bliver afviklet som planlagt:
Midtfyns Festival fortsætter planlægningen af en af sommerens første musikfestivaler på Fyn, der foregår 21. og 22. maj, men arrangøren holder øje med situationen.
Storms Pakhus i Odense, hvor der er plads til flere end 1.000 gæster, fortsætter med at holde åbent, men der bliver sat håndsprit op ved indgangen og toiletterne. Desuden rykkes bordene længere fra hinanden.
Langeskov Loppemarked på søndag afvikles som planlagt, men gæsterne bliver lukket ind i mindre grupper.
Koncerterne på Dexter er under den anbefalede grænse, da der maks. er 200 gæster på Dexter. Koncerterne vil dermed blive gennemført, og købte billetter kan ikke refunderes.
Koncerterne på Posten er under den anbefalede grænse, da der maks. er 900 gæster på Posten. Koncerterne vil derfor blive gennemført som planlagt, og det er ikke muligt at få billetterne refunderet.
Svendborg Teaters koncert med Burhan G. Andre arrangementer i teatret fortætter som planlagt, oplyser teaterchefen til TV 2/Fyn.
Kammerateriets arrangement Hall of Bass i Svendborg med plads til 949 gæster afvikles som planlagt, men arrangørerne afventer udviklingen og anbefalinger fra myndighederne.
Fakta
Coronavirus får myndighederne til at sætte ind med en række restriktioner for at forebygge smitten. Regeringen opfordrer fredag arrangører til at aflyse eller udskyde arrangementer med over 1.000 mennesker på grund af coronavirus.
Opfordringen gælder til sidst i marts.
* Arrangementer med 1.000 eller flere deltagere ønskes udskudt eller aflyst. Det sker for at dæmme op for smittefaren.
* Ved arrangementer med under 1.000 deltager opfordres arrangørerne til at overveje smitterisiko ved at gennemføre arrangementet.
* Myndighederne opfordrer desuden til, at man afholder sig fra kram, kindkys og håndtryk, når man mødes og holder afstand fra hinanden for at begrænse coronasmitte.
* Derudover opfordrer myndighederne til, at man hoster i ærmet og har en god håndhygiejne.
* Danskere, der overvejer at rejse til udlandet, bør opdatere sig på Udenrigsministeriets hjemmeside - nærmest dagligt.
* Sundhedsmyndighederne samler alle oplysninger om coronavirus et sted på hjemmesiden coronasmitte.dk, så man kun skal orientere sig et sted.
* Danskerne skal regne med løbende briefingerne fra myndighederne - måske dagligt.
Kilder: Pressemøde i Statsministeriet, Ritzau
Kan du få pengene retur?
Som ejer af en billet til et arrangement, som er blevet aflyst på grund af det forhøjede coronaberedskab, kan du få billetten refunderet, lyder det fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
- Hvis du har købt billet til et konkret arrangement, der bliver aflyst som følge af smittefaren ved coronavirus, er udgangspunktet, at du kan få pengene retur eller få en billet til en anden dag, hvis arrangementet bliver flyttet, siger forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Susanne Aamann.
- Arrangøren kan dog i sine vilkår have taget forbehold for aflysninger som følge af for eksempel sygdomme, dårligt vejr og lignende, forklarer hun.
Nyborg Strand: Vores kunder ønsker at gennemføre
Hotel Nyborg Strand, Fyns største og det største konferencecenter vest for Storebælt, har i øjeblikket et arrangement med over 1.000 deltager. Hotellet har valgt at ændre arrangementet.
- Vi har aktuelt et arrangement med over 1.000 deltagere. Dem har vi valgt at dele op i tre-fire enheder, hvor de holder møder og spiser hver for sig, og der kan transmitteres mellem lokalerne, siger marketingchef Claus Hansen og fortsætter:
- Vi bemærker, at det er anbefalinger fra regeringens side - og mange af vores kunder, der har bestilt, ønsker at gennemføre alligevel, siger marketingchefen.
Så mange er blevet smittet
Indtil videre er 21 danskere og to personer fra Færøerne blevet bekræftet smittet med coronavirus, oplyser statsministeren på pressemødet.
- Der vil være omkostninger forbundet med dette her for almindelige mennesker, familier, virksomheder og arrangører, siger Mette Frederiksen.
- Når vi tager disse skridt, er det, fordi vi vil afværge potentielle tab af menneskeliv.
- Mange vil sidde og havde bestilt en rejse eller billet til en koncert, som de har set frem til.
- Jeg håber, at alle vil hæve sig op og se på det fra samfundets perspektiv. Jeg appellerer til sammenhold og tålmodighed, siger statsministeren.
- Vi kan ikke gøre andet
En anden, der er ærgerlig over fredagens aflysning, er gymnasiets rektor, Susan Mose.
- Jeg forstår, at de er skuffede, og vi er selv grædefærdige over, at denne helt særlige fest ikke kan afvikles, fortæller hun og tilføjer:
- Vi mener ikke, at vi kan gøre andet i lyset af den pressemeddelelse, der kom.
Ifølge rektoren skulle der komme næsten 1.600 mennesker til aftenens arrangement. Særlig var festen dog for 2.g’erne, hvis forældre også inviteret.
- Det er en fest, hvor vores forældre møder hinanden for første gang. Det har kæmpe betydning for vores klasse, så det er megaærgerligt, fortæller Nadja Cheblaoui fra 2.m.
- Det er en særlig fest, også for forældrene. Det er en enestående mulighed for at mærke atmosfæren på skolen. Vi er kede af, at 2.g årgangens forældre ikke kommer til at mærke skolen på den her måde, siger Susan Mose.
Aflyst på grund af corona: Ingen håndtryk i Assens
Til et pressemøde fredag rådede Sundhedsstyrelsen til, at man holder op med at give hånd, kramme og kysse. Den opfordring går ud over en ceremoni om statsborgerskab i Assens.
Til et pressemøde fredag meldte Sundhedsstyrelsen ud, at de opfordrer folk til ikke længere at give hånd, kramme og kysse.
Formålet med opfordringen er at begrænse coronasmitten, og det har ført til en aflysning af en håndtryksceremoni i Assens. Håndtryksceremonien er sidste skridt i, at en række borgere får dansk statsborgerskab.
Borgmesteren i Assens Kommune Søren Steen Andersen(V) retter sig efter myndighedernes anbefalinger, men synes naturligt at det er ærgerligt, at de har måtte aflyse ceremonien.
- Det giver selvfølgelig mening, men det er meget ærgerligt. Især for de mennesker, der skulle have været en del af ceremonien. Nogle af dem nåede endda at møde op, og der måtte vi give dem den ærgerlige besked, at det var blevet aflyst, siger Søren Steen Andersen.
Ingen chance for ceremonien
I alt fem borgere kunne fredag have set frem til at være danske statsborgere, efter håndtryksceremonien fredag i Assens. Med aflysningen står de nu standby.
- Loven på det her område er meget tydelig, fordi ceremonien skal foregå med håndtryk uden handsker, og derfor er der ikke så meget, vi kan gøre, fortæller Søren Steen Andersen og fortsætter:
- Sundhedsstyrelsen tager situationen alvorligt, og det er dem, der har overblikket over udviklingen, og hvad vi skal gøre. Vi lytter til dem og tager det meget alvorligt på vegne af de borgere, vi repræsenterer.
Ceremonien skulle være afholdt klokken 13, men klokken 12:08 blev det aflyst.
En anelse hysterisk
Tager man turen ned gennem Assens gågade, bliver de nye opfordringer fra sundhedsstyrelsen modtaget forskelligt.
En af dem, der tager sundhedsstyrelsens opfordring alvorligt, er Mogens Lykke, som er næsteformand i kultrucenteret Tobaksgaarden i Assens.
- Det er svært at sige, om det er blevet kørt op, hvor det ikke hører hjemme. Men vi er jo nødt til at indordne os under det, Sundhedsstyrelsen kommer med, og det vil jeg anbefale alle at gøre, siger Mogens Lykke.
Ina Burhøj, som er folkepensionist, synes derimod, at det er en smule hysterisk. Hun tænker dog lidt over det i sin hverdag.
- Jeg tager det lidt mere stille og roligt og ser, hvad der sker. Foreløbigt er der ikke noget decideret forfærdeligt ved det. Jeg ved godt, at der er nogle, der er døde, men der er jo enormt mange flere, der er raske, siger Ina Burhøj.
- Det er blæst for meget op
I den helt anden boldgade befinder Anette Dam sig. Hun mener, at Sundhedsstyrelsens anbefalinger vidner om, at det hele er blevet blæst ud af proportioner.
- Det er blevet blæst lidt for meget op i forhold til, hvor mange der er døde af det, siger Anette Dam og fortsætter:
- Hvis jeg vidste, at jeg skulle på ferie i et område, hvor der var mange døde, så ville jeg følge anbefalingerne, men ikke her hvor jeg bor. Jeg vil stadig give kram og hånd til folk, jeg møder og kender.
Vil stadig kysse og kramme ægtefæller og familie
Selvom borgerne i Assens forholder sig forskelligt til Sundhedsstyrelsens opfordringer, er de alle enige om én ting. De vil ikke stoppe med at give kys og kram til ægtefæller og familie.
- Det, de kommer med, er jo rigtigt. Men jeg har vel lov til at give kys og kram hjemme ved min kone, siger Mogens Lykke.
- Jeg går jo alligevel ikke og kysser og krammer alle og enhver, kun min egen familie, fortæller Ina Burhøj.
- Jeg synes, at Sundhedsstyrelsens anbefalinger er fine. Ham her (min mand red.) kysser og krammer jeg, men det er fint at begrænse det i det offentlige rum, mener efterlønneren Anne Schulz.
Svært at efterleve
Direktøren for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm er klar over, at opfordringen kan være svær at efterleve, hvis man er gift eller bor sammen.
- Sundhedsstyrelsen kommer ikke og kontrollerer borgernes adfærd. Men det er en klar anbefaling, at vi holder op med give hånd, kram eller kys, siger Søren Brostrøm.
- Det vil være en effektiv indsats for at forebygge den epidemi, der kan ramme vores samfund, siger Søren Brostrøm.
Flere arrangementer er i fare
Under pressemødet anbefalede myndighederne også, at arrangementer i resten af marts måned med over 1.000 mennekser enten aflyses eller udskydes.
Det har en betydning for en række fynske arrangementer, og flere er allerede blevet aflyst.
Læs herunder overblikket over de arrangementer, der er i fare for at blive aflyst eller allerede er blevet aflyst:
Ingen garanti for ny fest
Der er ingen garanti for, at festen kan rykkes. Det fortæller rektor.
- Vi kan ikke love dem, at den bliver erstattet, men vi har sagt, at vi arbejder på scenarier, hvor vi kan afvikle festen på et andet tidspunkt.
Men hvornår, det er ikke sikkert.
- Vi må tage bestik af, hvor længe opfordringen varer ved. Det kan være, at vi kommer for tæt på eksamenerne til, at det er realistisk i det her skoleår, tilføjer Susan Mose.
- Jeg håbet megameget, at den bliver rykket, men ikke hvis der stadig er stor risiko for at blive smittet, fortæller Benyamin Polat fra 2.k.
Udover at aflyse festen, tager gymnasiet også andre forholdsregler i kølvandet på myndighedernes opfordring.
-Vi har ikke direkte sagt, at man ikke må røre hinanden, men det er en af de udmeldinger, der er kommet ud til eleverne. De skal være opmærksomme på det her med håndhygiejne og i det hele taget være opmærksomme på, at vi skal forebygge smitten, fortæller rektor Susan Mose.
Rullende klinik skal teste for coronavirus i Syddanmark
Odense Universitetshospital arbejder på at etablere mobil klinik, der skal teste borgere, som kan have corona.
Odense Universitetshospital vil etablere en mobil klinik, der kan tage ud og teste personer, som kan være smittet med coronavirus.
Det oplyser ledende overlæge Svend Stenvang Pedersen.
- Vi vil gerne undgå, at personer, som muligvis er smittet, skal begive sig hen til sygehuset med risiko for at smitte andre på sygehuset eller undervejs.
- Derfor er planen at lave en rullende coronaklinik, hvor sundhedspersonale kører ud og tester borgerne hjemme, siger Svend Stenvang Pedersen.
Sundhedsstyrelsen har bedt landets fem regioner komme med bud på, hvordan de kan skrue op for kapaciteten til at teste for coronavirus.
I Østjylland er Aarhus Universitetshospital ved at etablere en drive-in facilitet i et telt ved sygehuset.
Her kan personer, der er blevet henvist af deres egen læge, køre forbi og få foretaget et skrab fra halsen.
Inden for et døgn kan testen påvise, om man er smittet eller ej.
Men på Odense Universitetshospital har man valgt en anden fremgangsmåde.
- Vi vil gerne holde eventuelt smittede fra de sårbare patienter, vi i forvejen har på sygehuset, og derfor tænker vi, at det er bedre at tage ud og teste folk derhjemme, siger Svend Stenvang Pedersen.
Når den rullende klinik ankommer, vil personalet skulle iføre sig beskyttelsesmidler, inden de møder den muligt smittede person.
- Men vi lægger op til, at personalet tager beskyttelsesudstyret på lige inden for indgangsdøren, så de ikke står og gør det ude på gaden og opskræmmer alle naboer, siger overlægen.
Klinikken vil rykke ud, når lægerne på infektionsmedicinsk afdeling i samråd med borgerens egen læge eller vagtlæge skønner, at en person kan være smittet med coronavirus.
Det forudsætter, at personen har symptomer som hoste, ondt i halsen og åndedrætsbesvær - og har opholdt sig i et af de udpegede risikoområder eller været i tæt kontakt med en smittet person.
Sygehuset er endnu ikke klar med alle detaljerne for den nye mobile klinik.
Det er endnu uklart, hvem der skal bemande den, og hvornår den ruller ud på vejene.
Klinikken skal dække hele regionen.
I næsten en måned ligger en ældre mand død i sin bolig i Nyborg, selvom hjemmeplejen ved, at han er afgået ved døden midt i december.
Først da en aftenvagt tilfældigvis kommer forbi og ser et åbent vindue til hans lejlighed, bliver manden fundet. Hun kigger ind ad det åbne vindue og ser den afdøde borger i sengen.
I en orientering til medarbejderne i hjemmeplejen, som TV 2 Fyn har fået, fortæller sundheds- og ældrechef i kommunen, Solveig Christiansen, hvordan det kunne ske.
Missede opkald til læge
Den ældre mand dør midt i december. Mens hjemmeplejens aftenvagt er på et af sine hyppige besøg, bliver manden dårlig. Der bliver derfor både ringet efter assistance fra en kollega og 112.
Trods redningspersonalets indsats er mandens liv ikke til at redde.
Solveig Christiansen understreger, at alle i situationen handlede korrekt.
Når et menneske dør i eget hjem, skal der foretages ligsyn to gange. Første gang når borgeren dør eller bliver fundet død, og anden gang otte timer senere.
I denne situation skal mandens egen læge foretage ligsyn nummer to og udfylde en dødsattest.
Men lægen bliver aldrig orienteret.
Fjernet fra kørelister
I den skriftlige orientering skriver Solveig Christiansen, at medarbejderne ikke får talt sammen om, hvem der skal give dagholdet besked om at kontakte lægen.
Det betyder, at ingen officielle instanser får besked om dødsfaldet, og der bliver ikke lavet en dødsattest. Den afdøde mand bliver dog fjernet fra distriktets kørelister, så ingen opdager, at der ikke er givet kontakt til egen læge, og at han ikke er afhentet.
På grund af den manglende dødsattest fra december er manden aldrig blevet erklæret død, og dermed er der ikke givet besked til en bedemand.
Først efter manden blev fundet en måned senere, får hjemmeplejen kontakt til mandens datter og svigersøn. Datteren har ikke haft kontakt til sin far, siden hun var et år.
Den ældre mand blev bisat tirsdag.
Interview med sundheds- og ældrechef, Solveig Christiansen
Hvordan forklarer I, at det kunne ske?
- Jeg vil gerne starte med at undskylde, at det overhovedet er sket. Det er dybt beklageligt, og det påvirker os alle rigtig meget.
- Vi har de retningslinjer, vi har, som bliver fulgt i selve situationen, som er voldsom. Da håndterer medarbejderne det fuldstændig korrekt. Det, der desværre ikke sker, er i efterforløbet, at informationen ikke bliver givet videre til næste instans. Det er dybt beklageligt.
Hvordan kan det være, at det ikke sker, når du siger, at medarbejderne følger de instrukser, der er?
- Jeg tror, man skal se på her, at medarbejderne har stået i en meget voldsom situation, og der er ingen af os, der ved, hvordan man reagerer i voldsomme situationer. Derfor kan der ske fejl.
Giver det anledning til at ændre på proceduren, sådan at man kan tage højde for at stå i sådan en voldsom situation?
- Det er klart, at vi kigger hele hændelsesforløbet igennem og gennemanalyserer hele hændelsen, og sikrer os, at det ikke sker igen. Det er et enkeltstående tilfælde, og det skulle det meget gerne blive ved med at være.
Hvad vil du sige til dem, der måske kan føle sig utrygge over, at en person kan ligge i sin lejlighed død i fire uger, uden at nogen ved det?
- Jeg vil sige, at man skal ikke som borger i hverken Nyborg Kommune eller andre steder gå og være utryg over, om det her kan ske. Der må være den risiko, at der er sket en fejl her en enkelt gang, og sådan er det.
Hvor ligger fejlen?
- Det kan jeg ikke gå nærmere ind i.
Hvad kan I gøre for, at det så ikke sker igen?
- Vi lærer af vores fejl, vi taler åbent om vores fejl, og der er mange, der er rigtig påvirkede af den her situation, der er sket. Der er ikke nogen, der har gjort noget med fuldt overlæg, og alle er meget kede af det, der er sket. Vi taler højt om det, vi lærer af det, vi snakker om det, vi kigger vores procedure igennem, så vi sikrer os, at alt er til at gå til, når man som medarbejder skal håndtere sådanne situationer en anden gang.
Det er en alvorlig ting at stå i som medarbejder, når en person dør og skal tage vare på, hvad der skal ske i næste skridt. Kunne man ikke godt efterlyse bedre retningslinjer eller mere vejledning, siden at der kan ske en menneskelig fejl i sådan en alvorlig situation?
- Det er det, vi lægger op til, at der bliver kigget på nu. Om vores retningslinjer er, som de skal være fuldt ud, eller om der er andre steder i systemerne, der skal kunne snakke bedre sammen.
Hvordan tager I hånd om de medarbejdere, der står i situationen?
- De er blevet tilbudt krisepsykolog. Medarbejderne har det rigtig skidt med det, der er sket, og det er helt naturligt, at vi tilbyder krisepsykolog til dem og taler med dem og håndterer deres bekymringer, frustrationer og sorg over det, der er sket.
Er det for stort et ansvar at stå med, når sådan en fejl kan opstå?
- Jeg tror ikke, man skal ansvarsstørrelsesgøre, når man arbejder med mennesker i forskellige krisesituationer. Om det er i en kommune eller på et sygehus eller et tredje sted, vil man kunne komme ud i situationer, hvor ingen af os ved, hvordan man vil reagere.
Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Lokallisten i Odense har indgået et teknisk valgforbund forud for kommunalvalget den 18. november 2025.
Ved et teknisk valgforbund sikrer partierne sig mod stemmespild, så eventuelle overskydende stemmer går til de andre partier og lister i valgforbundet.
Araz Khan der er spidskandidat for Liberal Alliance i Odense understreger, at der er er tale om et teknisk valgforbund, men at de tre partier er enige om, at etape to af Odense Letbane og mobilitetsplanen i Odense skal droppes.
Liberal Alliance har et mandat i Odense Byråd, som er Araz Khan, mens hverken Dansk Folkeparti eller Lokallisten Odense er repræsenteret i Odense Byråd.
Nordsjællands Politi efterlyser 78-årige Lars, der forlod sit hjem i Ganløse i går formiddags. Den ældre mand er meget mobil, men kan have svært ved at tage vare på sig selv.
Fyns Politi har nu delt efterlysningen, da manden tidligere har taget toget til Fyn og Jylland og derfor kan være i den del af landet også.
Har du oplysninger kan politiet kontaktes på 1-1-4.
Vi hjælper lige kollegerne i Nordsjælland med at dele denne, da Lars kan være taget mod Odense #politidk https://t.co/OP8FuuP5iN
— Fyns Politi (@FynsPoliti) January 23, 2025
Luftprøver taget på Rosengaardskolen i Odense viser, at luften indeholder giften PCB på et niveau, hvor kommunen skal gribe ind.
Miljøgiften PCB blev først fundet i forbindelse med renoveringsarbejde på skolen. I fugemasse blev der målt høje koncentrationer af stoffet, og derfor gennemførte Odense Kommune 20 luftprøver på skolen.
- Ingen af luftprøverne viste et PCB-niveau, der ligger over Arbejdstilsynets grænseværdi for arbejdspladser. Ni ud af 20 luftprøver viste dog indhold af PCB på et niveau, hvor Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man på sigt laver foranstaltninger for at få niveauet ned, fortæller kontorchef Dorthe Krammager i Byggeri og Vedligehold i By- og Kulturforvaltningen til TV 2 Fyn.
Bekymret
PCB er forbudt at bruge i dag, og ifølge Stockholm-konventionen er giften kategoriseret, som én af de tolv miljøgifte i gruppen, der bliver kaldt ”The dirty dozen” (det beskidte dusin).
PCB kan optages i kroppen både ved indtagelse, indånding og via hudkontakt. Det kan være sundhedsskadelig, hvis det ophobes i kroppen over længere tid.
Luftprøverne fra skolen viser dog ikke koncentrationer, hvor der er sundhedsfare for elever og personale, siger skolelederen.
- Det er klart, at vi har bekymret os, når der er fundet spor af noget, der i dag er forbudt at bruge.
- Jeg har i dag informeret forældre om, at der er konstateret et lavt indhold af PCB i luftmålingerne, og der er ikke umiddelbar grund til bekymring i forhold til børn og medarbejderes sundhed. Elever og medarbejdere kan fortsat have deres hverdag på skolen, siger skoleleder Maj-Britt Halle fra Rosengaardskolen.
Fakta om PCB
PCB, der står for Poly-Chlorede Biphenyler, er en miljøgift, der blev brugt i byggematerialer som for eksempel fugemasser og termoruder i perioden 1950 - 1977.
I forhold til den mængde PCB, der er fundet i bygninger på Rosengaardskolen, er det værdier i den lave ende.
I flere lokaler er der på nuværende tidspunkt målt værdier under 300 ng PCB/m3. De højeste værdier, der er målt på nuværende tidspunkt, er under 1000 ng PCB/m3.
Sundhedsstyrelsen har fastlagt følgende aktionsniveauer for PCB i indeluften:
Ved niveauer under 300 ng/m3: Det vurderes at der er PCB i bygningen, men udsættelsen vurderes ikke at medføre en betydende forøget helbredsrisiko.
Ved niveauer i intervallet 300 – 3000 ng/m3: Det tilrådes, at der gribes ind på sigt for at bringe koncentrationen under 300 ng/m3.
Ved niveauer over 3.000 ng/m3 luft: Det tilrådes, at der gribes ind uden unødig forsinkelse.
Skolen skal nu renoveres for at fjerne PCB i luften.
- Der vil blive taget yderligere prøver i uge 7, og vi arbejder på at lægge en udførlig plan for, hvordan vi bedst får nedbragt PCB-indholdet i luften – både på kort og på lang sigt. På den korte bane kan det dreje sig om øget udluftning og rengøring, og på den lange bane handler det om at få fjernet eller indkapslet det PCB-holdige materiale, skriver Dorthe Krammager.
Ifølge kontorchefen vil arbejdet med at fjerne PCB fortrinsvis ske i skoleferier.
Selvom Nyborg Kommune var klar over, at en mand var død, lå han i sit hjem i næsten en måned. Det skrev DR onsdag.
Torsdag var både Nyborgs sundheds- og ældrechef, samt formand for Ældreudvalget, ude at undskylde situationen, som de kalder en menneskelig fejl.
- Vi lægger op til, at der bliver kigget på, om vores retningslinjer er, som de skal være, eller om der er andre steder i systemerne, hvor de skal snakke bedre sammen, siger Solveig Christiansen, som er sundheds- og ældrechef i kommunen.
Solveig Christiansen og formand for Ældreudvalget Kaj Refslund (V) understreger dog, at der er tale om en ren menneskelig fejl, og at det ikke er et udtryk for den samlede hjemmepleje i Nyborg Kommune.
Et stort gylleudslip er blevet opdaget i Nyborg Kommune. Det er i vandløbet Bredemoserenden ved Langå, som løber ind i den store å Stokkebækken. Det skriver kommunen i et opslag på Facebook.
Forureningen strækker sig over i hvert fald to kilometer, lyder det i opslaget, der også beskriver at der er både er tegn på forurening og døde fisk.
Kommunen oplyser at naturmedarbejdere, Fyns Politi, Beredskab Fyn, Miljøvagten og Svendborg Kommune arbejder på at begrænse skaderne.
Oplever man noget atypisk i å eller vandløb opfordrer kommunen til at man kontakter dem.
I den kommende tid bliver der taget vandprøver for at tjekke kvaliteten af vandet.
En 52-årig mand fra Middelfart Kommune er ved Retten i Odense dømt skyldig i forsøg på sextortion (afpresning, red.) og forsøg på grooming, samt skyldig i forhold, der involverer to dengang 11-årige piger på sociale medier.
Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Derudover er manden dømt for besiddelse af pornografisk materiale med børn, som politiet fandt under en ransagning. Den 52-årige blev sigtet for via snapchat at have krænket to 11-årige piger og herunder forsøgt at mødes med den ene.
Dommen lyder på ti måneders fængsel.
Den dømte har anket dommen.
Mange overvurderer, hvor meget plads grise i konventionelt landbrug har. Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse lavet af analyseinstituttet AIM Create på vegne af Dyrenes Beskyttelse.
Her svarer 71 procent, at de tror, at et slagtesvin, der vejer omkring 100 kilo, har over én kvadratmeter plads til rådighed i staldene. Ifølge Dyrenes Beskyttelse er de kun sikret 0,65 kvadratmeter.
Samtidig viser undersøgelsen, at de fleste respondenter både tror, at en so føder færre pattegrise og færre af disse dør, end hvad der er realiteten.
Hvert år fødes cirka 40 millioner pattegrise i Danmark. I 2023 døde mere end ni millioner smågrise. Kun syv procent har svaret rigtig på det spørgsmål.
Elbilernes salgskurve er de seneste år gået stejlt opad, og mere end hver anden solgte nye bil er nu en elbil.
Det mærker man nu også ude i landets synshaller, hvor elbiler ikke længere er et særsyn. Lige Godt 28.000 elbiler var i de første 11 måneder af 2024 til periodisk syn.
Det er dog langtfra alle elbiler, der klarer turen på liften lige godt. Især én model falder igennem, skriver FDM.
Tesla Model 3. Den populære elbil, som der kører i alt 35.000 af på de danske veje, blev lanceret i 2019, og dermed har den første store årgang været til sit første periodiske bilsyn i det forgangne år. Det skriver FDM i en pressemeddelelse.
Af de 4.668 Tesla Model 3 årgang 2020, som mellem 1. januar og 21. november sidste år var til syn, dumpede de 1.051. Det svarer til 23 procent. Til sammenligning dumpede ’kun’ 9 procent af de øvrige elbiler, der var til syn i 2024, viser tal fra Færdselsstyrelsen, som FDM Test & Bilsyn har analyseret.
Bremser, lygter og styretøj
- Det er en rasende høj dumpeprocent for Tesla Model 3, som Færdselsstyrelsens synsdata afslører, men det er desværre ikke noget, som overrasker os. Tallene indikerer, at kvaliteten og holdbarheden af Tesla Model 3, i hvert fald de første årgange, ikke er på niveau med andre bilmærker. Det er noget, vi også oplever, og som vi holder øje med, siger områdechef i FDMs tekniske rådgivning Lone Otto.
Der blev i alt fundet 1.392 fejl på de Tesla Model 3 årgang 2020. Dermed blev der fundet tre gange så mange fejl i forhold til de øvrige elbiler, som blev synet sidste år.
Ifølge FDM er det særligt fejlgrupperne “bremseudstyr“, “lygteudstyr“, “aksler, hjul og dæk“ samt “styretøj“, som bilerne dumper på. Noget man i FDMs tekniske rådgivning kan nikke genkendende til.
– Elbiler bremser på en anden måde, og derfor er problemer med bremserne velkendt. Men det er kritisk, at problemer med hjulophæng og ratslør er så udtalt på en bil, der ikke er ældre end Tesla Model 3. Det ser vi ikke på andre biler. Det samme gælder Teslas overrepræsentation af fejl på lygter, som ofte enten er løse, eller som blænder, siger Lone Otto
Fire års garanti
I løbet af 2025 skal 62.000 elbiler til syn herhjemme – 45.000 af dem for første gang. Heriblandt Tesla Model 3 årgang 2021 og ikke mindst den første årgang af Tesla Model Y, der er den mest solgte elbil i Danmark.
- Vi har ingen grund til at tro, at yngre årgange af Tesla Model 3 vil adskille sig væsentligt fra årgang 2020, når det gælder fejl og dermed også dumpeprocent. Mere spændende bliver det at se, hvordan Tesla Model Y vil klare sig, siger Lone Otto i pressemeddelelsen og tilføjer:
- Tesla har fire års garanti på sine biler. Det passer med deres første syn. Et godt råd er derfor at få bilen gennemgået af en uvildig, inden man når skæringsdatoen. I det hele taget anbefaler vi, at man løbende servicerer sin bil og får gennemgået bilens bremser og generelle stand. Gerne en gang om året. Det gælder uanset bilmærke, eller om bilen overhovedet har et fast serviceinterval, siger hun.
- Der kommer læger rendende ind og ud af stuen hele tiden, og de slynger lidt om sig. Kan det være meningitis? Kan det være en multiresistent bakterie? Kan det være en tumor i hjernen? De ved det ikke.
Det var i dét øjeblik, Anne Sofie Blendstrup Patsche var hårdest ramt.
- Alle prøver bliver jo foretaget uden bedøvelse, så alt det har han været med til uden at kunne sige fra eller sige, at det gør ondt.
Hendes lille dreng var lige blevet indlagt, og lægerne vidste ikke, hvad han fejlede.
Anne Sofie Blendstrup Patsche er mor til Kristian Patsche Petz, der i dag er tre år gammel. Men for kun halvandet år siden lå han med slanger i næsen på Sygehus Sønderjylland. Han havde fået bredspektret antibiotika, som skulle kurere hans forkølelse. Men det gjorde den ikke.
- Så kan man ikke lade være med at tænke på, hvad det har af indflydelse på hans liv.
Kun få vågne timer
Som 15 måneder gammel blev Kristian, som mange andre børn, forkølet. Derfor tog familien til lægen.
- Jeg siger egentlig til lægen, at jeg synes, det går den forkerte vej med hans luftveje. De lytter til ham og siger, at der ikke er noget, husker Anne Sofie Blendstrup Patsche.
Men sygdommen forværres de efterfølgende dage. Den lille dreng spiser ikke, bliver klatøjet og sover mere. Derfor tager de til vagtlægen.
- De kan godt se, at han har det dårligt. Derfor bliver han opstartet i noget bredspektret antibiotika.
En bredspektret antibiotika, som skulle slå bakterierne ihjel. Det var bare ikke tilfældet for Kristian.
Hjælp patienter som Kristian Patsche Petz via Et Sundere Syddanmark
Nu har du mulighed for at være med til at bestemme, hvad skal der forskes i i Region Syddanmark.
Fem forskningsprojekter er med i Et Sundere Syddanmark, hvor borgerne via SMS bestemmer hvilke projekter, der skal vinde en forskningspulje på to millioner kroner fra Region Syddanmark.
Vinderen får tildelt én million kroner, mens der er 600.000 kroner og 400.000 kroner til anden- og tredjepladsen.
De fem deltagende sygehuse er Odense Universitetshospital, Sygehus Lillebælt, Esbjerg og Grindsted Sygehus, Sygehus Sønderjylland og Psykiatrien i Region Syddanmark.
Vinderen kåres tirsdag den 28. januar, hvor TV SYD og TV 2 Fyn tager ud og overrasker forskeren, som får tildelt én million kroner til sit projekt.
Se de fem forskningsprojekter på tv2fyn.dk/ess.
Derfor valgte familien fra Dybbøl at kontakte børneafdelingen på Sygehus Sønderjylland, for hans helbred var stærkt nedadgående.
- Han bliver mindre og mindre kontaktbar, hvor han kun har nogle små vågne timer. På det her tidspunkt er der ikke nogen, der tænker, at han har en lungebetændelse, for man kan ikke høre noget på lungerne, siger Anne Sofie Blendstrup Patsche.
Det var præcis den lungebetændelse - som lægerne senere opdagede - den bredspektrerede antibiotika skulle slå ihjel. For som proceduren er i dag, får man som patient i langt de fleste tilfælde en bredspektret medicin, som skal dræbe flest mulige bakterier.
- Kristians far ringer til mig og spørger, om jeg tror, vi får Kristian med hjem igen.
Efter utallige undersøgelser og prøver på den lille sønderjyde finder lægerne frem til, at Kristian bærer en sjælden resistent bakterie i kroppen, der gør, at han ikke er modtagelig over for den bredspektrede antibiotika.
Det frustrerer Anne Sofie Patsche Petz, hvis søn måske kunne have været langt det meste af indlæggelsen foruden.
- Kunne det være opdaget i starten af forløbet, ville han ikke være endt derude, hvor han endte.
Stem på din favorit
Du kan være med til at bestemme, hvilket af de fem forskningsprojekter, der skal vinde førstepræmien på en million kroner.
Skriv Sund1 og send det til 1220, hvis du vil stemme på projektet om kroniske smerter.
Skriv Sund2 og send det til 1220, hvis du vil stemme på projektet om nærsynethed blandt skolebørn.
Skriv Sund3 og send det til 1220, hvis du vil stemme på projektet om AI og antibiotikaresistens.
Skriv Sund4 og send det til 1220, hvis du vil stemme på projektet om selvskadende patienter.
Skriv Sund5 og send det til 1220, hvis du vil stemme på projektet om smertestillende næsespray.
Det koster almindelig sms-takst.
Kunstig intelligens skal målrette behandlingen
På Sygehus Sønderjylland er læge på akutmodtagelsen Sara Nørgaard Søgaard helt bevidst om den til tider mangelfulde behandling, når langt de fleste patienter med infektioner modtager en bredspektret antibiotika.
- Så risikerer man, at man kan udvikle en antibiotikaresistens, og det betyder, at vi kan risikere, at antibiotikaen ikke længere virker.
Derfor vil hun gennem kunstig intelligens forhindre, at kommende patienter får oplevelser som Kristian Patsche Petz fra Dybbøl.
Computerprogrammet skal, i samspil med patienters journaler og fysiske prøver ved behandling, klargøre hvilken specifik antibiotika, der er behov for.
- Her vil vi kunne få et klinisk støtteværktøj, der samler alle de informationer, vi får, og hurtigere kunne identificere, om det eksempelvis er en lungebetændelse.
Opgørelser fra akutmodtagelserne i Region Syddanmark viser, at der årligt indlægges op mod 2.000 patienter med de hyppigste infektioner som lungebetændelse og urinvejsinfektioner. Og her starter man oftest med at give en bredspektret antibiotika.
- Det giver risiko for, at vi overbehandler, og bakterierne kan udvikle resistens. Det vil sige, at vi rent faktisk kan stå i en situation om nogle år, hvor vi ikke kan behandle lungebetændelse, siger Sara Nørgaard Søgaard.
Men kan man stole på den kunstige intelligens?
- Den gør ingenting på egen hånd, og det vil altid være klinikeren, som står med den endelige beslutning. Og så kan man se ind i kortere indlæggelsestid og færre bivirkninger ved den bredspektrede antibiotika.
Antallet af både smittetilfælde og indlæggelser på grund af influenza er på et højt niveau og stigende. Det viser de nyeste tal fra Statens Serum Institut ifølge TV 2.
Også antallet af tilfælde med RS-virus er på et højt niveau og stigende, mens antallet af tilfælde med covid-19 er på middel niveau og faldende.
Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Fyn lige ved hånden.
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her