Advaret igen og igen: Fynsk erhvervsboss i årelangt parløb med svindlerfirma fra Hamborg
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fagforbundet 3F har talrige gange advaret formanden for Dansk Industri Byggeri på Fyn og ejer af det anerkendte gulvfirma LH Gulve i Odense mod at bruge Osman Celiks firmaer som underentreprenør. Alligevel har Dan Virkelyst Johansen valgt at fortsætte samarbejdet.
En af de helt centrale personer i den fynske byggebranche, Dan Virkelyst Johansen, der ejer det over 100 år gamle gulvfirma LH Gulve, og som samtidig er formand for Dansk Industri Byggeri på Fyn, har tætte forretningsforbindelser til den tysk-tyrkiske bedrageridømte Osman Celik fra Hamborg.
Det kan Fyens Stiftstidende og TV2 Fyn nu afsløre, efter at det søndag kom frem, at Osman Celik har slået sig ned i Odense og i årevis har drevet firmaer med underbetaling af ansatte og sort økonomi, som han har ladet gå konkurs blot for at fortsætte sine aktiviteter i nye firmaer, mens Skat og andre kreditorer til gengæld har mistet millioner.
En lignende praksis i Tyskland, hvor Osman Celik kommer fra, førte i 2017 til, at han ved en domstol i Hamborg blev dømt for 59 tilfælde af bedrageri.
Dan Virkelyst Johansen, der som formand DI Byggeri repræsenterer arbejdsgiverne, har som ejer af gulvfirmaet LH Gulve igen og igen hyret tyskeren Osman Celik og hans danske firmaer som underentreprenør på en række store byggerier i Odense. Og det til trods for, at han talrige gange er blevet advaret om, at firmaerne underbetaler medarbejderne og begår andre grove overtrædelser af overenskomsten, som i en række tilfælde har udløst bodsbetalinger til fagforbundet 3F.
Dan Virkelyst Johansen - en markant stemme i fynsk erhvervsliv
Som formand for Dansk Industri Byggeri på Fyn sidder Dan Virkelyst Johansen på en af det fynske erhvervslivs helt tunge tillidsposter. Han er derudover næstformand i det samlede DI Fyn.
Som formand for DI Byggeri på Fyn repræsenterer han arbejdsgiversiden i den såkaldte danske model, hvor det er arbejdsmarkedet parter, der forhandler sig til rette om velordnede forhold på det danske arbejdsmarked.
Fagligt arbejde har i mange år været en vigtig sag for Dan Virkelyst Johansen. Han har tidligere siddet i bestyrelsen i Gulvbranchens Arbejdsgiverforening.
Fyens Stiftstidende og TV2 Fyn kunne søndag afsløre, hvordan Osman Celik i den lokale presse i Hamborg helt tilbage i 1990’erne gik under betegnelsen byggemafiaen, og hvordan han efter at være dømt for de mange tilfælde af bedrageri rykkede nordpå til Danmark og fortsatte efter de samme metoder i Odense.
Flere af Osman Celiks firmaer i Danmark er gået konkurs, efter at han selv har hævet millioner fra kontoen og ifølge kuratorerne for de forskellige konkursboer har han både fusket med bogføringen og i udtalt grad gjort brug af sort betaling af medarbejderne.
Men selvom Dan Virkelyst Johansen gentagne gange er blevet advaret imod at bruge tyskerens firmaer, er samarbejdet fortsat igennem omkring fem år og fortsætter stadig. Aktuelt i forbindelse med et byggeri på Thrige-firkanten.
Advaret flere gange
Når fagforbundet 3F fatter mistanke om, at en overenskomst ikke bliver overholdt, indkalder man det pågældende firma til et såkaldt 48-timers-møde.
Osman Celik har været til en del af sådan nogle møder, hvor han ofte er blevet mødt med krav om mere eller mindre store bods-betalinger. Og på en del af møderne har Dan Virkelyst Johansen siddet med ved bordet.
Det har TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende set dokumentation for i form af mødereferater, og det bekræfter også Bent Jensen, der er forhenværende faglig medarbejder hos 3F Bygningsarbejderne Fyn, hvor han har behandlet mange af sagerne mod Osman Celik.
- Dan Johansen har siddet med ved nogle af de 48-timers-møder, vi har haft, og vi har hele tiden haft aftaler om, at vi skulle sende referatet til LH Gulve, så han kunne se, hvad vi har gjort for få det her afdækket i forhold til overenskomsten. Men det har åbenbart ikke rigtigt hjulpet, siger Bent Jensen, der afviser, at Dan Virkelyst Johansen på nogen måde kan være uvidende om de markante brud på reglerne i Osman Celiks firmaer:
- Vi har både ringet til Dan og informeret ham, vi har skrevet mails til ham, og vi har sendt referater til ham, siger Bent Jensen.
Hvad er hans reaktion på det?
- Jamen, han siger, at han bare skal overholde overenskomsten, men det gør han jo ikke. Han kan jo sagtens sige til os, at han skal overholde det, men jeg tænker, at det nok hænger sammen med, at han er lidt billigere per kvadratmeter end alle mulige andre, siger Bent Jensen.
Er der set med 3F’s øjne nogen som helst mulighed for, at Dan Johansen kan undgå at være vidende om de kritisable forhold i Hamburg Plan og tidligere Optima Plan?
- Nej.
Et knæk i tilliden
Selvom fagforbundet 3F og arbejdsgiverorganisationen DI Byggeri Fyn typisk sidder på hver sin side af forhandlingsbordet, er det ifølge Bent Jensen centralt, at man har tillid til hinanden.
Og den tillid har lidt et knæk i forhold til Dan Virkelyst Johansen og hans virke som formand for DI Byggeri Fyn på grund Dan Virkelyst Johansens fortsatte og mangeårige samarbejde med Osman Celik via hans forskellige selskaber.
- Hvis man skal fremstå som en repræsentant for en arbejdsgiverorganisation, så skulle man da om nogen overholde de regler og det regelsæt, der er, siger Bent Jensen og fortsætter:
- Når man godtager, at overenskomsten bliver overtrådt den ene gang efter den anden, så mener jeg, at man lever på kanten af grænsen.
Har 3F tillid til Dan Johansen som formand for DI Byggeri Fyn?
- Ah, den er nok lidt smuldret.
- Jeg driver ikke et advokatkontor
Dan Virkelyst Johansen bekræfter, at han flere gange er blevet advaret mod at bruge Osman Celik og hans firmaer som underentreprenør.
Han har også valgt at fortsætte samarbejdet med Osman Celik, selvom han flere gange er gået konkurs, men - siger han - har dog ikke vidst noget om de potentielle overtrædelser af straffeloven, som kuratorerne har afdækket i forbindelse med konkurserne.
- Det lyder da skræmmende, men det er ikke noget, som jeg render og kigger ind i. Hvis han får et nyt cvr-nummer og en tiltrædelses-overenskomst med 3F, så går jeg sådan set ud fra, at tingene er i orden, siger Dan Virkelyst Johansen, der afviser, at han som hovedentreprenør og formand for DI Byggeri Fyn har et særligt ansvar i forhold til at kigge sine underleverandører mere grundigt efter i sømmene:
- Jeg driver en håndværkerforretning, ikke et advokatkontor.
Han mener heller ikke, at han burde have reageret på Osman Celiks konkurser.
- Det er dårlig stil. Det er det eneste, jeg vil sige til det. Jeg går ikke ind i, hvorfor han er gået konkurs. Det er ham, der driver sit firma. Jeg driver jo ikke hans firma.
Du har jo så alligevel fortsat samarbejdet med ham, selvom han har haft de her konkurser. Hvordan kan det være, når du synes, at det er dårlig stil?
- Det er fordi, at jeg har nogle undergulve, der skal laves. Det var der ingen af de andre, der kunne. Så var der ham, og der har jeg bedt om at få dokumentation på, at tingene er i orden. Det har jeg fået, og så kan jeg jo ikke rigtigt gøre mere end det.
Kan du forstå, hvis nogen måtte mene, at det ser en lille smule mærkeligt ud, at du på den ene side repræsenterer det pæne arbejdsmarked og den danske model og samtidig har sådan en samarbejdspartner?
- Hvis alt det, du siger, er tilfældet, kan jeg da sagtens forstå, hvis folk undrer sig. Jeg kan bare sige, at jeg ikke har gjort noget af alt det, du siger der. Jeg har regninger på alt. Jeg har betalt moms på alt. Jeg har intet med alt det der at gøre, siger Dan Virkelyst Johansen.
Søndag byder på mulighed for både sne og sol
kopieret!
Det ustadige vejr fortsætter frem mod jul med en blanding af byger og flere fronter.
Søndag er ingen undtagelse, og det bliver en dag med lidt sol og spredte byger.
Temperaturen lander et sted mellem fire og seks graders varme med en let til frisk sydvestlig vind. Ved kysterne kan man vinden blæse op til hård vind.
De lave temperaturer gør, at det ikke kan udelukkes, at der kommer en byge forbi med noget hvidt i form af sne eller slud.
Den mulighed bliver ikke mindre som aftenen skrider frem og temperaturerne daler.
Aryan skabte fodboldfest for flere hundrede piger
kopieret!
Hundredevis af unge piger får lørdag rørt benene i Odense idrætshal.
Her har et stort fodboldpigestævne været i gang hele dagen. Stævnet er kun for pigehold, og over 500 piger har valgt at bruge de sidste dage inden jul på at få rørt bentøjet.
Bag stævnet står Aryan Abdel Rahman fra B1909's ungdomsafdeling. Han mener, der mangler flere stævner til piger.
Derfor har han sammen med sin søster søsat Domina Cup, som gerne skulle inspirere endnu flere piger til at spille fodbold.
Trafikken er delvist spærret på Lillebæltsbroen
kopieret!
Opdateret klokken 19.25: Lillebæltsbroen er genåbnet efter uheldet.
Lillebæltsbroen er lørdag aften spærret i vestgående retning, fordi et køretøj med anhænger er væltet.
Det skriver Vejdirektoratet på det sociale medie X uden at konkretisere hændelsen.
Vejdirektoratet kan kort før klokken 19 ikke sige noget om, hvornår trafikken kan genoptages.
- Trafik i retning mod Jylland kan med fordel benytte den gamle Lillebæltsbro, opfordres det.
Fyns Politi oplyser på samme medie, at der ikke er kommet nogen til skade i forbindelse med uheldet, og at der er tale om en væltet trailer.
- Vi arbejder sammen med øvrige beredskaber på at få åbnet motorvejen så hurtigt som muligt, skriver politikredsen.
Rådmand får opbakning til forslag om bedre sikring af gågade
kopieret!
Odenses by og kulturrådmand Søren Windell (K) vil have sikret gågaden i Odense endnu bedre mod biler.
Debatten er ikke ny, men nu mener Odenses rådmand Søren Windell, at der er endnu en grund til at kigge på mulig afspærring af gågaden i Odense med såkaldt pullerter, man ikke kan forcere.
Det er på baggrund af fredagens ulykkelige episode i Magdeburg i Tyskland, at Søren Windell igen taler om en mere lukket gågade i Odense. I Tyskland kørte en bilist ind i en menneskemængde på et julemarked. Her blev flere dræbt og sårede. I Odense midtby har man sikret med betonblokke ved blandt andet Flakhaven, men ikke i enderne af gågaden.
Forslaget vækker opbakning fra dem TV 2 Fyn møde i gågaden.
Milliarddyr broforbindelse skaber både glæde og vrede
kopieret!
En bro mellem Fyn og Sønderjylland er måske kommet et skridt nærmere. I hvert fald hvis man kan finde de 22,2 milliarder kroner, den vil koste.
Men om der rent faktisk skal være en bro, det er der delte holdninger til.
Samfundsøkonomisk hænger det ikke sammen, mener Thomas Lundsfryd, der er bestyrelsesformand for Sydfyns Fremtid, mens Inge Dahl, der er bestyrelsesformand i Foreningen Als-Fyn Broen, glæder sig over forundersøgelsen, der viser, at en bro mellem de to landsdele kan lade sig gøre.
Uheld ved motorvej - et spor spærret
kopieret!
Opdateret: Der er nu ryddet op efter det tidligere uheld.
På E20 Fynske Motorvej, i retning mod Jylland, er der sket et uheld på tilkørslen til 52 Odense SV.
Politi og redning er ankommet, og de spærrer i øjeblikket det højre spor. Det er dog muligt at snige sig forbi uheldsstedet, oplyser P4 trafik.
Vagtchefen ved Fyns Politi Peter Vestergaard fortæller til TV 2 Fyn, at der er tale om et solouheld - tilsyneladende opstået på grund af vådt fører.
Fem personer var med i bilen, men ingen er kommet alvorligt til skade.
Roald Poulsen er gået bort - men i Zambia bliver han aldrig glemt
kopieret!
28. april 1993 rapporterede alle de internationale medier om de zambiske landsholdsspillere, hvis fly lettede fra Gabon, men aldrig landede igen.
Samtlige spillere, trænere, delegerede og journalister ombord på flyet døde. Man har aldrig fundet ud af, hvad der nøjagtigt skete.
Skiftende zambiske regeringer har lovet at publicere rapporten om, hvorfor flyet med landsholdsspillerne styrtede ned i Atlanterhavet, men i dag, 31 år senere, forbliver omstændighederne for ulykken uvisse.
OB-træner i spidsen for det zambiske landshold
I 1990’ernes Zambia havde Danmark en tydelig tilstedeværelse i form af Danida og en velfungerende ambassade. I hovedstaden Lusaka stødte man ikke sjældent på danske gloser i bybilledet.
Med hjælp fra Divisionsforeningens daværende direktør, Claus Rode Jensen, der havde gode kontakter i de danske ministerier, inviterede det officielle Danmark det zambiske fodboldlandshold på en seks uger lang træningslejr i Brøndby.
Det Zambiske Fodboldforbund (FAZ) takkede ja til tilbuddet, selvom zambierne på samme tid var langt i forhandlingerne med det engelske fodboldforbund om en tilsvarende hjælpepakke.
Roald Poulsen, der to år forinden havde gjort OB til danske mestre, skulle stå i spidsen for det nye landshold.
På dette tidspunkt havde han aldrig nogensinde sat fødder i Zambia, og nu stod han over for karrierens nok største udfordring. På blot seks uger skulle han sammen med Brøndbys holdleder, Emil Bakkendorf, forvandle et hurtigt sammensat, lettere traumatiseret afrikansk fodboldlandshold til et slagkraftigt mandskab, der skulle konkurrere om en plads ved VM-slutrunden i USA året efter.
Husker Roald som en simpel mand
Én af de zambiske spillere, der var udset en toneangivende rolle på det nye landshold, var Joel Bwalya, der blev sorteret fra landsholdet kort før den skæbnesvangre flyvetur.
Hurtigt kom Joel Bwalya og Zambias nye spillere på fornavn med deres nye træner. Roald Poulsen var meget anderledes end de zambiske trænere, som spillerne kendte hjemmefra, fortæller Joel Bwalya:
- Han var en simpel mand. Han ville sige: "Kald mig bare Roald." Han snakkede meget roligt til spillerne, meget anderledes end zambiske trænere. Han gav dig en masse selvtillid. Han ville fortælle dig, hvad du kunne, og hvad du ikke kunne.
Ifølge Joel Bwalya var Roald Poulsen en eminent fodboldtræner, men det var hans menneskelige kvaliteter, der på rekordtid forenede den nye trup og skabte optimisme i lejren. Roald Poulsen var spillernes træner, men også deres ven, siger Bwalya:
- Roald kendte hurtigt alle spillernes fornavne, og så var han også hurtig til at samle et par gloser op på chinyanja og chibemba (Zambias to største etniske sprog, red.) Han ville råbe "isa kuno" (kom her, red.), og når der var en god træningssession, så ville han råbe "chapwa" (slut, red.) for ligesom at sige, at nu kunne vi ikke gøre det bedre, og så kunne vi ligesom godt stoppe træningen. Så ville alle grine. Han gjorde virkelig alt for at integrere sig i gruppen. Han blev en af os.
Roald Poulsen kunne være sjov, men han havde også en mere alvorlig side, husker Joel Bwalya:
- Han var en meget stille mand. Hvis han sad på sit kontor, så ville du tro, at han ikke engang kunne tale. Du ville tro, at han var i færd med at tænke over noget. Og så elskede han den individuelle ledelsesstil. Han kunne finde på at holde dig om skuldrene og gå rundt med dig på banen. Det var vi slet ikke vant til.
Roald Poulsens tid som zambisk landstræner kunne efterfølgende mærkes i hans tidligere klub, hvor Mwape Miti og Andrew Tempo repræsenterede OB i Superligaen.
Har du set Luna? Casper udlover stor dusør i jagten på sin rottweiler
kopieret!
Mandag morgen ved firetiden om morgenen lukkede Casper Schmidt familiens hund Luna ud i haven efter en nat, hvor hunden, der er af racen rottweiler, havde haft lidt maveproblemer.
Siden er der ingen, der har set Luna.
- Da vi ville lukke hende ind igen, var hun pist væk, fortæller Casper Schmidt til TV 2 Fyn.
Siden er Lunas forsvinden fra Kilenvej mellem Lakkendrup og Oure blevet omtalt i Fyns Amts Avis, på Linse Kesslers Instagram, ligesom eftersøgningen er delt vidt og bredt på Facebook.
Men stadig uden held, og lørdag har Luna været væk i efterhånden seks døgn.
Frygter nogen har hende
- Jeg har det sku ikke så godt. Jeg har ikke sovet ret meget. Jeg har ledt fra tidlig morgen til sen nat.
Casper Schmidt fortæller, at haven ikke er hegnet ind, hvorfor det ikke er unormalt, at Luna strejfer rundt på den nærliggende mark og nabomarkerne.
- Men hun kommer altid hjem igen, fortæller han.
Hvad der er sket med Luna, har Casper Schmidt haft rig tid til at spekulere over. Det værste, der kan være sket, er, at Luna er druknet, kørt ned eller på anden vis sidder fast et sted, som den ikke kan komme fri af.
- En anden frygt er, at der er nogen, der har taget hende. Men det er jo mærkeligt, for normalt samler man ikke lige en rottweiler op, siger han og fortæller, at Luna er en familiehund og derfor er den meget mild og glad for mennesker:
- Så har man mad og gider snakke med dem, så er man bedste venner, siger han.
Håber på julemirakel
Casper Schmidt har fået hjælp flere steder fra i jagten på den forsvundne Luna, og senest har han sammen med en mand fra Thisted undersøgt et større skovområde med en drone. Uden held.
Håbet om at finde Luna svinder ind, fortæller Casper Schmidt, der har ledt gennem marker, skove, brønde, forladte huse, skue. Intet af det har givet pote.
- Hvis ikke hun når at komme hjem til jul, så bliver det nok en jul, jeg ikke vil huske for noget godt, fortæller han.
Derfor har han udlovet en dusør på 10.000 kroner til den, der kan føre ham sammen med sin hund, som han savner meget.
Vil gøre alt for at få Luna tilbage
Men heller ikke det, har givet noget.
- Jeg har ikke fået et eneste tip fra nogen, som specifikt har set en rottweiler. Der er nogen, der har set en mørk hund, men ikke nogen, der specifikt har set en rottweiler, siger Casper Schmidt.
Næste skridt er at stemme dørklokker, og et sidste forsøg, som Casper tygger på lige nu, er at lave et opslag på Facebook, hvor han giver mulighed for, at man kan aflevere Luna anonymt til ham, hvis man har den og har fået dårlig samvittighed.
- Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for, at min hund kommer hjem igen, understreger Casper Scmidt.
Grimme julesweatre og børnefremstillet julepynt giver flere smil i busser
kopieret!
Fredag var det “ugly christmas sweater day” i Fynbusserne, hvor buschauffører havde taget deres grimmeste julesweatre på.
Og ikke nok med det, var busserne pyntet op med julepynt, der var lavet af børn.
Alt sammen for at julehygge lidt ekstra for kunderne, forklarer Anja Hauge Larsen, der er driftsleder for Keolis, som står for driften.
- Der kommer flere smil i busserne, når de kommer ind i en julepyntet bus, fortæller hun om baggrunden for at gøre lidt ekstra ud af julen i busserne.
Hjalte brillerer i "verdens bedste liga": - Jeg er pissestolt
kopieret!
Den 28-årige fynbo Hjalte Froholdt har noget så sjældent for en dansker succes i Amerikansk fodbold. Endda i verdens bedste liga inden for sportsgrenen, NFL.
Hjalte Froholdt tørner ud for Arizona Cardinals, for hvem han er en del af den offensive linje. Og det gør han godt. Så godt, at han får masser af roser for sit arbejde, og tilbage i august satte sin signatur på en kontrakt, der garanterer ham 53 millioner kroner frem til udgangen af 2026.
Med egne ord er han nu klar til at sige, at det han har opnået er “kæmpestort for dansk sport”.
- Nu starter jeg på banen, jeg gør det rigtig godt, og jeg er pissestolt af, hvad jeg har gjort, og hvor jeg kommer fra, siger Hjalte Froholdt til DR.