Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Advokat afviser borgmesters "provokerende" udtalelse

- Det er en provokation. Jeg vil sige, at det er en farlig generalisering. Det er ikke noget, jeg kan genkende.

Sådan lyder reaktionen fra Jacob Schjern Andersen, der er advokat og partner i Kielberg Advokater i Odense med speciale i konkurser. 

Reaktionen falder efter, at Peter Rahbæk Juel (S) onsdag sagde til TV 2 Fyn, at han er overbevist om, at kriminelle bandemedlemmer også får juridisk rådgivning i Odense til at udføre økonomisk kriminalitet, som det er tilfældet i TV 2 dokumentaren "Den sorte svane".

Jacob Schjern Andersen er formand for advokatkredsen på Fyn, og han ser derfor de klagesager, der er over advokater i hans kreds.

- Jeg har ikke set sager, som han (borgmesteren,) henviser til her på Fyn. Som jeg opfatter det, er det udokumenteret, den påstand han kommer med.

Peter Rahbæk Juel har onsdag besluttet at sætte samarbejdet med Horten advokater på pause efter TV 2 dokumentaren "Den sorte svane". Heri afsløres det at en af advokatfirmaets top-figurer er ganske behjælpelig med at rådgive om økonomisk kriminalitet.