Bedrager idømt fængselsstraf
kopieret!
En stribe af ferielystne danskere er blevet snydt af en fynsk mand, der udgav sig for at ville udleje sommerhuse.
Tirsdag tilstod den 33-årige mand i Retten i Odense 85 tilfælde af bedrageri med sommerhusudlejning.
Under andre navne på Facebook oprettede han annoncer om udlejning af sommerhuse, selv om han ikke havde tænkt sig at udleje dem.
Sommerhusudlejerne mistede mindst 771.303 kroner ved svindlen, der foregik fra juni 2023, indtil at han blev anholdt i juli 2024.
Erkender sig skyldig
Betalingen for sommerhusene modtog han via muldyr. Et muldyr er en person, der modtager penge for kriminalitet og overfører dem igen, så pengenes oprindelse dermed sløres.
Retten har udmålt en straf på et år og tre måneders fængsel til den 33-årige mand, der har siddet varetægtsfængslet siden juli og skal gøre det fortsat.
Der er ifølge retten en risiko for, at han vil fortsætte sin svindel, hvorfor han skal blive bag tremmer.
Ifølge anklager Alberte Rasmussen har retten lagt vægt på antallet af forhold og omfanget, men det har også talt i formildende retning, at han erkendte sig skyldig.
I sagen har han også tilstået identitetsmisbrug, da han i forbindelse med svindlen med sommerhuse har misbrugt to personers navne.
I flere tilfælde ændrede han kaldenavnet på facebookprofiler til deres navne og oprettede annoncerne om udlejning af sommerhuse. Sommerhusene var i mange tilfælde de sommerhuse, som de to personer ejede.
Foruden svindlen med sommerhuse har han i 2022 misbrugt stjålne kortoplysninger til flere indkøb på nettet.
Den 33-årige accepterer dommen, men har kæret beslutningen om fortsat varetægtsfængsling til landsretten. Han ønsker at komme på fri fod frem til afsoning.