Da formanden for Odense City-vælgerforeningen gik ud i sidste uge og bakkede op om dig som spidskandidat for Venstre, der var det jo faktisk din nevø, som gik i pressen. Havde du bedt ham om at gå ud og støtte dig offentligt?
- Nul. Det kunne jeg aldrig finde på at blande mig i. Jeg er super glad for, at der er rigtig, rigtig mange af i min familie, som har valgt at engagere sig i Venstre. Det synes jeg er rigtig, rigtig positivt og kedeligt.
Er det virkelig rigtigt, at du - som du skriver i dit Facebook-opslag sidste mandag - først få dage inden Christoffer Lilleholts udmelding bliver orienteret om, at han vil stoppe, og at du herefter blot på en uge beslutter dig for, at du vil forlade Folketinget og gå efter borgmesterposten?
- Altså hvornår jeg har fået at vide af Christoffer, at han vil stoppe, det holder jeg for mig selv. Men jeg kan bare sige, at jeg har truffet den her beslutning, efter at Christoffer traf et valg om at stoppe som rådmand.
Hvor længe har I to talt om, at det her kunne være en løsning for Venstre i Odense - at du blev spidskandidat?
- Selvfølgelig siger jeg til Christoffer på et tidspunkt, at jeg overvejer at stille op, hvis mulighederne byder sig.
Så hvor længe har I to talt om det?
- Det vil jeg ikke komme nærmere ind på. Det er samtaler mellem mig og min søn. Det holder jeg fuldstændigt for mig selv. Men altså, der har været et naturligt forløb, og efter han meldte det ud, tænkte jeg mig om.
Mere generelt så fortæller kilder, som vi har talt med i og tæt på Venstre i Odense, at du i årevis har blandet dig i lokale politiske beslutninger.
Selvfølgelig sidder man over familiebordet derhjemme og snakker om politik. Det har vi altid gjort i min familie, og det har vi tradition for. Men jeg har ikke blandet mig i, hvordan Venstre skulle placere sig lokalt.
En af de kilder, vi har talt med, siger: "Hvis du har Lilleholternes velsignelse og erklærer dig loyal over for familien, får du en markant nemmere gang på jord, hvis du vil frem i partiet". Kan du forstå, at der er nogen, der kan få den oplevelse?
- Christoffer er i byrådet, og jeg er i Folketinget, og så kan det være ... Men jeg kan bare sige, at det er slet ikke den opfattelse, jeg har. Der er plads til alle, som vil gøre en indsats.
Der er også en kilde, som siger, at "man har siddet tilbage med indtrykket af, at Christoffer Lilleholt har vendt alt med sin far i de år, han har siddet som politisk leder og rådmand".
- At påstå at jeg sidder og bestemmer, hvad Christoffer har skullet mene som rådmand og agerer ... Der kan jeg bare sige: Jeg har ikke blandet mig.