27. sep. 2018 kl. 8:33
Ólafur Steinar Gestsson / Ritzau Scanpix

Børns Vilkår: Selvmordstanker skyldes et større pres på børnene

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

Børns Vilkårs direktør Rasmus Kjeldahl mener, at forældrenes forventninger til deres børn er en del af det større pres, der, ifølge ham, er på børn i dag.

Når Børns Vilkår har oplevet en stigning i antallet af rådgivningssamtaler om selvmordstanker, skyldes det ifølge organisationens direktør, Rasmus Kjeldahl, at der i dag er et større pres på børn.

- Der er rigtig meget pres på børnene i skolen med karakterræs, ligesom der fra nogle forældre er forventninger om, at deres børn skal tage sig godt ud i andres øjne. Børnene bliver en del af forældrenes egen iscenesættelse i nogle tilfælde, siger Rasmus Kjeldahl.

Direktøren bliver bakket op af Gitte Madsen, der er overlæge i center for selvmordsforebyggelse på Odense Universitetshospital.

- Der er mange børn, som bliver presset i den præstationskultur, der hersker i dag, siger Gitte Madsen, der dog også har et andet bud på stigningen i antallet af rådgivningssamtaler.

- Måske er børn og unge bare blevet bedre til at tage kontakt til Børnetelefonen og tale om, hvordan de har det.

Læs også: Barn af misbrugsforældre: Hanna har haft selvmordstanker, siden hun var otte
Gå tilbage Del
25. sep. 2018 kl. 6:00

Barn af misbrugsforældre: Hanna har haft selvmordstanker, siden hun var otte

Thomas Larsen-Bjerre

Selvmordstanker har præget Hanna i mange år, men altid været et tabu. Hun håber, at vi kan blive bedre til at tale med hinanden om det.

Hanna Lára Sigurdardóttir er 21 år og bor i Odense. Siden hun var otte-ni år har hun døjet med selvmordtanker. Ifølge hende, var det forældrenes alkoholmisbrug, der var skyld i tankerne.

Selvmordstankerne har ikke ført til deciderede selvmordsforsøg, men hun har flere gange været tæt på at fuldføre sine tanker.

- Jeg kan huske en episode, fra jeg var omkring ni år, hvor jeg kom hjem fra skole, og jeg ikke ville leve mere. Så tog jeg en køkkenkniv og drejede den rundt om mit bryst, der hvor hjertet sidder, siger hun.

Hanna husker også, at hun har ligget på togskinner og forsøgt at kvæle sig i en pude, men oftest har det været tankerne i hendes hoved, der har fyldt mest.

“Jeg kan huske en episode, fra jeg var omkring ni år, hvor jeg kom hjem fra skole og jeg ikke ville leve mere”

— Hanna Lára Sigurdardóttir

Stor stigning i selvmordstanker blandt unge

Antallet af børn og unge, der fortæller, de har selvmordstanker, er steget de seneste år. I 2017 havde Børns Vilkår 2.852 rådgivningssamtaler om selvmordstanker og selvmordsforsøg. I 2013 var det til sammenligning 1.628 børn og unge op til 23 år. Ifølge Børns Vilkår var cirka 600 af samtalerne fra Region Syddanmark.

- For det første er spørgsmålet, hvad stigningen skyldes? Måske er børn og unge blevet bedre til at tage kontakten til Børnetelefonen og tale om, hvordan de har det. Jeg vil dog også sige, at mange børn bliver presset i den præstationskultur, vi lever i, siger Gitte Madsen, der er overlæge i center for selvmordsforebyggelse på Odense Universitetshospital.

Den tendens genkender Else Kirk, der er leder hos Center for Mental Sundhed i Odense.

- Selvmordstanker er det mest alvorlige et menneske kan bære på, fortæller hun.

- Når vi mennesker kommer derud, er vi ude i en afmagt og et mørke, hvilket også medfører, at det ikke er nemt at tale om, siger Else Kirk.

Hun påpeger, at der er et stort tabu forbundet med at snakke om svære følelser som selvmordstanker.

Selvmordstanker er svære at tale om

Da Hanna Lára Sigurdardóttir var 14 år, flyttede hun hjemmefra sammen med sin storebror. Det var også på det tidspunkt, hun første gang forsøgte at fortælle nogen, at hun havde døjet med selvmordstanker.

- Jeg fortalte det til min daværende bedste veninde. Hun blev så ked af det, at det var mig, der måtte trøste hende. Jeg følte mig så flov over mig selv, og der gik mange år, før jeg igen fortalte det til nogen, siger Hanna Lára Sigurdardóttir.

Ifølge Børns Vilkår fortæller flere børn, at de har svært ved at dele deres problemer med deres omgivelser. Det er Hanna Lára Sigurdardóttir enig i.

- Det største problem med de her tanker er, at det næsten er umuligt at tale om. Jeg var bange for, at mine nærmeste ville føle, at det var deres skyld, og så var jeg rigtig flov over, hvordan jeg havde det, fortæller hun.

Også overlæge Gitte Madsen genkender til problemet om, at det kan være svært at tale om selvmordstanker.

- Vi er generelt udfordret af at tale om ting, når det går dårligt. I det her tilfælde er tanken ofte forbundet med skyld og skam, og så vil tanken føles forbudt, hvilket gør det sværere at tale om, siger hun og understreger, at der ikke nogen, der har selvmordstanker, som fortæller om de her tanker bare for at få opmærksomhed.

- Man skal altid tage sådanne tanker alvorligt, siger Gitte Madsen.

Har du brug for hjælp?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
Det hjælper at få sat ord på de svære tanker og følelser, du har, og du kan gøre det anonymt.
Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201 alle dage fra klokken 11-04, ligesom du har mulighed for at chatte med Livslinien.
 

Det hjælper at tale om tankerne

Da Hanna Lára Sigurdardóttir var omkring 18 år, tog hun kontakt til PsykInfo i Odense - et åbent anonymt rådgivningscenter - som henviste hende til behandlingscenteret Ung Revers, hvor hun i mere end to år har gået til ugentlige samtaler hos en psykoterapeut.

- Samtalerne hos Ung Revers har givet mig hjælp til at forstå, at selvmordtankerne er en flugtvej, og jeg er blevet bedre til at se bort fra dem, når de kommer, siger hun.

Det er et år siden Hanna Lára Sigurdardóttir sidst har haft selvmordstanker, men ifølge hende, vil de aldrig forsvinde.

Du kan læse rapporten om selvmordtanker blandt børn og unge fra Børns Vilkår her.

Emnet er et tabu

Ifølge Børns Vilkår fortæller flere børn, at de har svært ved at dele deres problemer med deres omgivelser. Det er Hanna Lára Sigurdardóttir, der har haft selvmordstanker, siden hun var otte-ni år gammel, enig i.

- Det største problem med de her tanker er, at det næsten er umuligt at tale om. Jeg var bange for, at mine nærmeste ville føle, at det var deres skyld, og så var jeg rigtig flov over, hvordan jeg havde det, fortæller hun.

Rasmus Kjeldahl mener, at forældrene skal være bedre til at give deres børn nærvær, så de voksne har bedre føling med børnenes problemer.

- Vi, som voksne og forældre, skal være bedre til at være opmærksomme på, hvad det er der rør sig inde i børnene. Vi skal være bedre til at spørge ind til store og små problemer og måske bruge lidt mindre tid på sociale medier og mere tid på at være helt opmærksomme på børnene, så de føler sig i centrum, siger Rasmus Kjeldahl.

Han fortæller, at Børnetelefonen er noget, man griber til, når man ikke har andre at betro sig.

- Men derfor er det også rigtig godt, at man ringer til Børnetelefonen, fordi det er vigtigt at få sat ord på det her, og de ord, man får sat på overfor en rådgiver på Børnetelefonen, kan give mod til at gå videre med sine tanker, siger Rasmus Kjeldahl.

Brug for bare at være børn

Der er i dag så stort et pres på børnene fra blandt andet forældre og skole, at de ikke får lov at være børn, mener Rasmus Kjeldahl.

- Presset gør, at børnene bare ikke får lov til at være barn nok. De får ikke lov til at tumle rundt og ikke skulle præstere noget andet end bare at have lov at være barn. Vi har brug for en samfundsmæssig diskussion om, hvordan vi letter presset på børnene, siger Rasmus Kjeldahl.

I 2017 havde Børns Vilkår 2.852 rådgivningssamtaler om selvmordstanker og selvmordsforsøg. I 2013 var det til sammenligning 1.628 børn og unge op til 23 år. Ifølge Børns Vilkår var cirka 600 af samtalerne fra Region Syddanmark.

Ifølge Børns Vilkår er selvmordstanker et stigende problem blandt børn og unge.
23. dec. 2024 kl. 16:57
Tophistorie

Vanvittig biljagt: Narkohandler bragede gennem vejarbejde i høj fart

LYT
Del
Link
kopieret!

En biljagt på omtrent en halv time pressede betjente til det yderste i kørekundskaber, mens flere personer blev udsat for alvorlig fare natten til den 12. august i år.

Et anklageskrift fra Fyns Politi indeholder 19 punkter, hvor den 21-årige flugtbilist har tilsidesat færdselssikkerheden og i grov kådhed har sat andres liv og førlighed på spil.

Meget af biljagten blev optaget fra en drone. Videoen kan du se øverst i artiklen.

Desuden afslører anklageskriftet, at den 21-årige var påvirket af amfetamin, ketamin og THC, uden at have recept på de bevidsthedspåvirkende stoffer. Desuden lå han inde med et flere euforiserende stoffer og kontanter, så det formodes han har handlet med narkoen.

Farlig jagt

Mindst ti gange overtrådte narkohandleren sin ubetingede vigepligt, mens han to gange kørte modsat ensretningen i små gader i Rudkøbing.

To politibiler havde han efter sig i den farlige færd, og nær biljagtens afslutning forulykkede den ene politibil nær Ørstedsparkens legeplads, hvorved en betjent kom til skade.

Men flere måtte redde sig selv fra den farlige bilist i Rudkøbings gader. Eksempelvis beskriver anklageskriftet en episode, hvor den 21-årige kørte med 90 kilometer i timen frem mod arbejdere på vejen, mens han kørte mod færdselsretningen.

Her var han tæt på at påkøre en af arbejderne, men nåede at undvige i sidste øjeblik.

I et andet tilfælde måtte en bilist kaste sit køretøj ind på fortovet, for at undgå en kollision, da flugtbilisten igen kom kørende med høj fart mod færdselsretningen.

Slutteligt beskriver anklagerne, at manden udsatte en passager i sin egen bil for livsfare, da han tog passageren med ud i sine farefulde handlinger.

Dronevideo er bevis

Fyns Politi har den private dronefotografs optagelser med i bevis-mappen, bekræfter politiet.

Overfor TV 2 Fyn beskrev dronefotograf Lasse Rømhild, hvordan både flugtbilist og politibiler kørte forbi ham i byhuset i Rudkøbing natten til den 12. august.

- Jeg synes, det var voldsomt, fordi det foregik jo ned gennem alle de små gader og stræder, sagde han dagen efter biljagten.

Anklageskriftet afslører ikke om politiet vil kræve fængsel eller bødestraf. Anklageren vil dog have den 21-årige frataget sin førerret ubetinget, mens politiet vil konfiskere 8,24 gram kokain, 0,54 gram methamfetamin, 8,83 gram hash og 0,94 gram MDMA.

Også 4.650 kroner i kontanter kræves konfiskeret, da politiet mener de stammer fra handel med hash.

Sagen skal afgøres af en dommer og to domsmænd ved Retten i Svendborg i sommeren 2025.

23. dec. 2024 kl. 22:20
Tim Kyhn

Asylcenter sat i bero: Syriske Shiyar så sin far dø

LYT
Del
Link
kopieret!

Syriens diktator Bashar al-Assad er ude - og den omvæltning har sat alle asylsager på asylcentret Holmegaard på Langeland i bero.

Lige nu befinder cirka 100 syriske flygtninge sig på det fynske center. En af dem er 31-årige Shiyar Mohamad Hesso. Han flygtede til Europa i 2015 efter nogle voldsomme oplevelser i Syrien, hvor han blandt andet så sin egen far blive dræbt.

Men selvom den syriske præsident er blevet væltet, vil Shiyar ikke tilbage til Syrien. I stedet håber han på en fremtid i Danmark.

- De dårlige mennesker er væk, men nu kommer der nogle andre til magten, som jeg kan se er islamistiske og det bryder jeg mig ikke om, fortæller han.

23. dec. 2024 kl. 21:35

Politiet deler tips til at holde tyven væk i julen

LYT
Del
Link
kopieret!

Det er godt gammeldags træls, at komme hjem til en husstand, som er gennemrodet af indbrudstyve. Det ved Fyns Politi, som hvert år modtager anmeldelser om indbrud i julen.

Derfor deler politikredsen nu en række tips til at holde tyven på afstand - også selvom man ikke er hjemme.

Trickene er blevet delt i et opslag på Facebook, og lyder sådan:

Hold tyven væk

  • Sørg for, at det ser ud som om der er nogen hjemme i dit hus fx ved timerstyret indendørslys og sensorstyret udendørslys.

  • Luk og lås døre og vinduer. Sørg for at have ordentlige låse på skurer, garager, værksteder m.m.

  • Sørg for at hæk, hegn og buskads ikke kan være et skjul for en tyv.

  • Opbevar/gem smykker og kontanter mindre synlige steder.

  • Tal jævnligt med din nabo. Hold øje med hinandens ejendomme og hold dig orienteret om, hvad der sker i dit lokalområde.

  • Tilmeld dig nabohjælp

23. dec. 2024 kl. 20:38

DSB melder om god stemning og mange tog til tiden

LYT
Del
Link
kopieret!

Den 23. december er ifølge DSB selv forløbet rigtig godt, selvom det er en af årets helt store jule-rejsedage.

Togene er kørt til tiden - i hvert fald mange af dem. 85 procent af passagerer er kommet frem indenfor 3 minutter af planlagt ankomsttid.

DSB fortæller også at de rejsende har sørget for god stemning i togvognene hele dagen igennem.

23. dec. 2024 kl. 19:45
Erik Jepsen/NF/Ritzau Scanpix

Det koster 8,25 kroner i strøm at stege juleanden

LYT
Del
Link
kopieret!

Det kommer til at koste cirka 8,25 kroner i strøm at stege juleanden, viser en beregning fra energisektorens brancheorganisation, Green Power Denmark.

Sidst på eftermiddagen juleaftensdag ligger elpriserne på cirka 3,30 kroner for en kilowatt-time inklusive moms, afgifter og tariffer.

Hvis anden steger i cirka tre timer i en A-mærket ovn, der kræver cirka 2,5 kilowatt-timer, vil prisen lande på cirka 8,25 kroner.

- Det er nok det, jeg vil kalde en blød mellemvare rent elprismæssigt, siger energianalytiker Kristian Rune Poulsen til Ritzau.

Sidste år kostede det ifølge brancheorganisationens såkaldte andestegsindeks 7 kroner at stege juleanden.

Men i 2021 var prisen helt oppe på 13 kroner.

23. dec. 2024 kl. 18:48
Ida Alstrup

Over en million julelys pryder lige nu Odense ZOO

LYT
Del
Link
kopieret!

I morgen aften er det juleaften, der er længe, længe til.

Og hvis du kender nogen, som synes, der er lidt for længe til, så er det heldigvis ikke alle, der er gået på ferie endnu.

For Odense ZOO har fyldt haven op med mere end en million julelys, juleboder og selveste julemanden.

Og også i morgen holder de åbent, hvor børn som voksne kan hilse på Rudolf og hans venner, inden de skal ud med gaver til verdens børn om aftenen.

Haven holder åbent fra kl. 9-14.

23. dec. 2024 kl. 17:55
Daniel Glad

DSB klarer rejsedagen med pebernødder og julestemning

LYT
Del
Link
kopieret!

DSB har været godt forberedt på de rekordmange rejsende danskere denne jul.

Så godt, at personalet har kunne bruge deres tid på at sprede julestemning i togvognene.

- Folk taler mere med hinanden og med os. Det er skønt, siger perronmanager Irene Boesen fra DSB.

Hun fortæller, at DSB hidtil har kørt efter planen - og vil man stadig med toget i dag eller i morgen d. 24 december, så er der stadig billetter tilgængelige.

23. dec. 2024 kl. 15:58
Fyn

Krige, kriser og klassikere - hvad fylder i årets juleprædikener?

Flere af landets præster lægger lige nu sidste hånd på deres prædikener til, hvad der på mange måder kan beskrives som den største dag for folkekirken. Spørgsmålet er dog, hvad der bliver årets store temaer. TV 2 Fyn har fået en gruppe fynboer til at gætte på dette, og for dem var den helt store fællesnævner krige og kriser. Enkelte andre pegede på, at prædikerne ville holde sig til klassikere.

Flere af landets præster lægger lige nu sidste hånd på deres prædikener til, hvad der på mange måder kan beskrives som den største dag for folkekirken. Spørgsmålet er dog, hvad der bliver årets store temaer. TV 2 Fyn har fået en gruppe fynboer til at gætte på dette, og for dem var den helt store fællesnævner krige og kriser. Enkelte andre pegede på, at prædikerne ville holde sig til klassikere.

23. dec. 2024 kl. 15:15
Daniel Glad

Flere julegaver købes i genbrugsbutikker

LYT
Del
Link
kopieret!

Hos Røde Kors Odense oplever man, at flere fynboer køber deres julegaver i genbrugsbutikker.

Det glæder formand for Røde Kors Odense, Lone Hedemand.

- Vi kan tydeligt mærke, at der er en øget omsætning i november og december, så det er vi glade for, fortæller hun til TV 2 Fyn.

Og selvom det kan være alt muligt forskelligt, der sælges i juletiden, så fremhæver hun, at det især er julepakkekalendergaver, der købes hos dem.

Røde Kors omsatte i 2023 for omkring 300 millioner kroner. Omsætningen går blandt andet til katastrofehjælp og lokale aktiviteter.

23. dec. 2024 kl. 14:26
Arkivfoto

Millionbøde til Region Syddanmark efter data-sjusk

LYT
Del
Link
kopieret!

Retten i Kolding har 23. december 2024 idømt Region Syddanmark to bøder på hver 500.000 kr. for brud på GDPR-reglerne. Det er ifølge Ritzau den hidtil højeste straf til en offentlig institution for denne type forseelser.

Uvedkommende kunne få adgang til tusindvis af borgeres personfølsomme data. Retssagen drejede sig om to brud, som fandt sted på forskellige tidspunkter mellem 2011 og 2020.

Begge sager kalder regionen selv for menneskelige fejl.

- Jeg ærgrer mig over, at vi taber de to sager. Der eksisterer en lignende sag, hvor 20 gange så meget data har været eksponeret, som blev lukket med en kritik, siger Morten Lundgaard som er IT-direktør i Region Syddanmark.

Han mener der mangler en rød tråd, i forhold til hvordan denne type sager afgøres.

To sager

Den første sag omhandler en database med spørgeskemasvar, der blev brugt af Børne- og Ungdomspsykiatrien Odense. Der indgik ikke CPR-numre i databasen, men blandt andet navn og fødselsdato.

Region Syddanmarks undersøgelser viste efterfølgende, at sårbarheden kun er blevet anvendt af den borger, der anmeldte sårbarheden, skriver regionen i en pressemeddelelse.

Den anden sag omhandler en PowerPoint-præsentation udarbejdet af en af regionens læger til undervisningsformål. Præsentationen, der lå på regionens hjemmeside, indeholdt fortrolige og følsomme personoplysninger.

15 gange er præsentationen blevet åbnet på hjemmesiden. Det krævede angiveligt stor teknisk snilde at komme helt ind til de fleste af personnumrene i præsentationen.

- Vi tager dommen til efterretning, og vi har siden hændelserne iværksat mange initiativer, der skal medvirke til, at lignende datasikkerhedsbrud ikke sker igen, siger IT-direktøren.

Han understreger, at der i sagen ikke er sket et egentligt data-læk, hvilket vil sige at informationerne ikke er blevet misbrugt.

Regionen har ikke besluttet sig for, om de vil anke sagen til landsretten endnu.

23. dec. 2024 kl. 13:26

Novo-aktien gør comeback efter nedtur

LYT
Del
Link
kopieret!

Der er godt nyt til de Novo Nordisk-investorer, der holdt fast i aktien under fredagens voldsomme kursfald på 20,7 procent.

Aktien handles mandag morgen omkring kurs 648, hvilket er ti procent højere end fredag.

Dermed har Novo Nordisks børsværdi allerede indhentet omkring 200 af de 688 milliarder kroner, som forsvandt.

Fredagens kursfald blev udløst af forskningsresultater for Novos næste store håb inden for fedmebehandling, Cagrisema.

Et forsøg, hvor en række testpersoner modtog behandling med Cagrisema i 68 uger, viste et gennemsnit på 22,7 procents vægttab.

Markedet og Novo Nordisk selv havde håbet på mindst 25 procent, og investorerne reagerede på skuffelsen ved at sende kursen nedad.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her