Buspassagerer drømmer om letbane: - Den i Odense er rimelig fed
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
"Alletiders" og "kører ofte", men også "overfyldte" og "lidt kolde". Aalborgenserne er både begejstrede og skeptiske over for byens eldrevne busser.
På Kennedy Plads i Aalborg står Alberte Præstegaard, som er studerende. Hun venter på en af byens eldrevne BRT-busser sammen med en gruppe andre passagerer.
Hun bruger dagligt bussen til og fra sit studie, men det er hun ikke den eneste, der gør, og det kan mærkes.
- Måske der skulle køre nogle flere på strækningen, siger Alberte Præstegaard og tilføjer:
- Jeg synes, at bussen er god, men der er rigtig mange mennesker med den.
Hun påpeger, at det ofte kan være svært at komme ind og ud af bussen grundet for mange mennesker.
Omkring klokken halv tolv står pensionist Hanne Frederiksen af BRT-bussen ved stoppestedet Nytorv midt i Aalborg. Hun er positiv over for busserne, der siden september 2023 har været en del af den kollektive trafik i Aalborg.
Hvordan er det at køre med BRT-busserne?
- Det er allertiders. Det er en rigtig dejlig måde at køre bus på, og så kommer den hvert 5. minut, siger Hanne Frederiksen.
Op til 12 afgange i timen
BRT-busserne kører op til 12 gange i timen, og Aalborgs gadebillede lader busserne til at være overalt, uanset hvor man kigger.Det lange, lyseblå tag på 25 meter er ikke til at tage fejl af. Og når den store bus næsten lydløst glider forbi, kan man ikke lade være med at lægge mærke til den.
Hanne Frederiksen går normalt ind til byen, men i dag har hun valgt at tage elbussen til trods for, at den ofte fyldes af byens studerende.
- Fordi den kører så tit, kan vi pensionister tage bussen ind til byen omkring middagstid, hvor der ikke er så mange med, siger hun.
- Det er en god ting, vi har fået. Jeg er ikke ked af, at vi ikke har fået letbane her i Aalborg.
Koldere end almindelig bus
I bussen mod universitetet sidder Mathias Gørsted-Kjærved, der er medicinstuderende. Han bruger næsten BRT-bussen hver dag.- Det fedeste er, hvor tit den går, og så kører den direkte, fra hvor jeg bor og, ud til universitetet.
Mathias Gørsted-Kjærved sidder på det grå sæde op mod vinduet. Hverken ved siden af ham eller foran ham sidder der andre passagerer.
- En gang i mellem er bussen koldere end den almindelige bus, men der er rigeligt med plads. Det er sjældent, at man står i en stor mængde af mennesker.
Selvom Mathias Gørsted-Kjærved er flittig bruger af BRT-bussen, så frister tanken om en letbane.
- Jeg tror, at jeg ville have foretrukket en letbane. Den i Odense er rimelig fed.
Tilbage på Kennedy Plads drejer Alberte Præstegaard hovedet tilbage. Den BRT-bus, hun skal med, kommer kørende mod stoppet. Men selvom hun er positiv over for den eldrevne bus, så efterspørger hun andre transportformer.
- Det kunne være rart med en letbane, så der var et alternativ til bussen.