Jonglering, grafitti og balance på line. Det kan modige børn prøve kræfter med på Børnenes Ø i disse dage.
Byens Ø på Odense Havn er forvandlet til Børnenes Ø i sommerferien. Fra 1. juli til 6. august er der et hav af aktiviteter for børn på havnen.
En af dem, der har benyttet sig af øen, er Recha Tarabini Fracapane fra Frankrig, der er på ferie hos sin familie i Odense.
- Jeg synes, at det er meget sjovt, fordi man kan lære mange ting, som man ikke kunne før, siger Recha Tarabini Fracapane.
Hun har prøvet mange af de akrobatiske lege og udfordringer, som børnene kan kaste sig ud i.
Beboere tog initiativet
Forvandlingen fra Byens Ø til Børnenes Ø indeholder et helt cirkusunivers med masser af plads til at lege i børnenes tegn.
- Vi er blevet spurgt af Odense Kommune, om vi ville deltage i det her projekt for at skabe nogle sommeraktiviteter for nogle af alle de børn, der måske er hjemme den her sommer på grund af covid-19, eller for turister, der rejser rundt indenlands, siger Rune Vadstrøm Andersen, kunstnerisk leder for Dynamo Workspace for Circus and Performing Arts.
Idéen opstod blandt beboerne på øen, som gik sammen for at give fynske børn og turister en god oplevelse midt i en krise, der har påvirket alle danskeres sommerferie.
- Vi er her jo for byens skyld, så hvorfor ikke åbne op for de aktiviteter, der er hernede. Alle dem, der bor her, gik hjem i tænkeboks, og så fandt de ud af, hvad kan vi tilbyde, og hvordan kan vi klare det mandskabsmæssigt at lave noget for børn og unge, siger Henrik Kragh, der er kulturkonsulent i By og Kulturforvaltningen i Odense og fortsætter:
- Vi håber at ramme alle de børn i Odense, som ikke skal noget hen over sommerferien. Der er jo mange, der ikke har mulighed for at komme ud af byen, siger han.
Et hyggeligt fællesskab
De mange forskellige aktiviteter falder i god jord hos børnene.
- Jeg synes, det er et hyggeligt fællesskab. Jeg synes, det er godt, at de laver forskellige aktiviteter på Odense Havn, siger Kasper Morthorst Malling fra Odense.
Selvom cirkusuniverset er nyt for mange af børnene, springer de stadig bare lige ud i det.
- Jeg har prøvet noget af cirkusset og så noget, hvor man lærer nogle tricks, siger Ida Laurholt fra Odense.