Byggeskandale afslører muligt smuthul: Sådan kunne byggebagmand omgå kontrol
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Sagen om den bedrageridømte Osman Celik afslører, hvor let udenlandske virksomhedsejere kan undgå konsekvenser, selvom de adskillige gange bliver afsløret i at have snydt staten for millioner og for at betale medarbejderne med sorte penge.
En person, et navn, men to adresser.
Sagen fra Odense om den bedrageridømte tysk-tyrker Osman Celik handler ikke kun om mistænkelige konkurser, sort økonomi og millioner, som på mystisk vis er forsvundet. Den handler også om et politi med for få ressourcer og et kontrolsystem hos Erhvervsstyrelsen, som har svigtet – tilsyneladende ved brug af en ganske simpel metode.
For Osman Celik blev allerede for år tilbage meldt til politiet og burde fra november 2021 have været afskåret helt fra at kunne drive virksomhed i Danmark, men det skete aldrig.
Osman Celik er to gange gået konkurs med milliongæld og anklager om omfattende svindel og fusk med bogføringen. Han er for flere år siden blev meldt til politiet. Og han er ikke bare én, men to gange blevet idømt en såkaldt konkurskarantæne, der burde have betydet, at han ikke længere måtte drive virksomhed i Danmark, hvis han ikke selv hæftede for gælden.
Men sådan er det ikke gået.
Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn kan nu afsløre, hvordan Osman Celik med en simpel manøvre har formået at snyde et kontrolsystem, som Erhvervsstyrelsen selv kalder for finmasket.
Millionsvindel og sort arbejde
Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn har tidligere afdækket, hvordan Osman Celik rykkede til Danmark, efter at han flere gange var blevet dømt for bedrageri i Tyskland - senest for 59 forhold i 2017. I Danmark har han gennem en årrække har arbejdet for LH Gulve i Odense, hvis direktør og ejer, Dan Virkelyst Johansen, ignorerede konkurserne og advarsler om snyd og svindel, selvom den fynske erhvervsboss – indtil Fyens Stiftstidendes og TV 2 Fyns afdækning af sagen – sad på en tillidspost som formand for Dansk Industri Byg på Fyn.
Men havde reglerne virket, burde Osman Celik allerede i forbindelse med konkursen i hans første danske firma, OC Byg ApS, været stoppet. For da firmaet går konkurs, opdager kuratoren efterfølgende, at der er noget helt galt.
Der findes ingen regninger eller anden bogføring for arbejdet, og ifølge kuratoren erkender Osman Celik, at han har lønnet sine medarbejdere sort.
Alligevel er det ikke det mest opsigtsvækkende.
Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn har tidligere afdækket, hvordan Osman Celik forud for en konkurs i firmaet Optima Plan overfører over 1,8 millioner kroner til sig selv. Men allerede i forbindelse med konkursen i OC Byg afdækker kuratoren, hvordan Osman Celik trækker penge ud af firmaet, før det så af gode grunde ender med at gå konkurs.
I forbindelse med en aktindsigt i dokumenterne i konkurssagen kan man således læse, at Osman Celik i forbindelse med sin første, danske konkurs laver flere store pengeoverførsler fra en konto, som OC Byg har oprettet i en tysk bank.
Samlet set overfører Osman Celik over en million kroner til en ”Mona” og en ”Daniel Tomescu”.
Hvem ”Mona” er, fremgår ikke af kuratorens redegørelser. Men via det tyske erhvervsregister finder man hurtigt frem til en ”Mona Mohammad”, der har været registreret som direktør for det tyske firma Mey Plan, som Osman Celik også har benyttet sig af i forbindelse med arbejdet for Dan Virkelyst Johansen og LH Gulve i Odense.
Daniel Tomescu er lettere at identificere.
Det er nemlig ham, der i det danske cvr-register fremgår som stifter af Osmans Celiks efterfølgende firma, Optima Plan, før Celik selv overtager direktørposten kort efter. Og de i alt tre pengeoverførsler på samlet set 540.000 kroner fra OC Bygs konto til Daniel Tomescu bliver foretaget i månederne op til, at han så stifter det nye selskab Optima Plan.
Advokat slog alarm
Daniel Tomescu modtager altså 540.000 kroner fra selskabet OC Byg ApS kort før, han stifter Optima Plan, mens hans første selskab OC Byg går konkurs i starten af 2019.
Helt klassisk - og selvfølgelig ulovligt - konkursrytteri, som da også leder til, at kuratoren dels vælger at melde OC Byg-konkursen til politiet og dels indstiller Osman Celik til en konkurskarantæne, fordi han på grund af overførslerne og en lang række andre forhold har begået det, man i fagsproget kalder ”groft uforsvarlig forretningsførelse”.
Fyns Politi kan ikke oplyse, om man har foretaget nogen form for efterforskning af Osman Celik og hans firmaer i Odense. Begrundelsen fra Fyns Politi er tavshedspligten.
Så vidt vides er han dog ikke dømt for noget i Danmark, selvom det nu er tre et halvt år siden, at omstændighederne omkring OC Byg-konkursen blev meldt til politiet.
Konkurskarantænen slipper han dog ikke for.
I en kendelse fra november 2019 bliver Osman Celik idømt en konkurskarantæne på to år. Fra dette tidspunkt må han altså ikke længere drive firmaer i Danmark, hvor han ikke selv hæfter for gælden.
Det er altså med andre ord på dette tidspunkt, at Osman Celik og hans arbejde for Dan Virkelyst Johansen og LH Gulve definitivt burde være stoppet. Ikke desto mindre stopper arbejdet først, efter at Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn begynder at afdække sagen og Osman Celiks samarbejde med det over 100 år gamle og ellers velrenommerede firma LH Gulve fra Odense.
To Osman Celik’er – samme person
Det er altså mere end tre år siden, at Osman Celik bliver afsløret som svindler og bliver meldt til politiet af den første kurator, der kigger nærmere på konkursboet i OC Byg. Og det er mere end et år siden, at skifteretten idømmer ham en konkurskarantæne på to år.
Og her når vi så frem til den simple manøvre, som har gjort, at Osman Celik tilsyneladende har kunnet snyde Erhvervsstyrelsens kontrolsystem og desuden har kunnet slippe for en skærpet sanktion, da han for anden gang blev idømt konkurskarantæne.
Osman Celik selv er foreløbig ikke vendt tilbage på Fyens Stiftstidendes og TV 2 Fyns spørgsmål om denne del af bygge-skandalen i Odense, så det står indtil videre hen i det uvisse, om han bevidst har snydt kontrolsystemet, eller om det er sket ved en tilfældighed.
Sikkert er det dog, at kontrollen i Erhvervsstyrelsen er slået fejl i den konkrete sag.
Kontrollen skal blandt andet sikre, at personer med konkurskarantæne bliver smidt ud af de firmaer, som de driver, og netop ikke bare kan fortsætte, som om intet var hændt. Men det sker ikke, da Osman Celik kommer i karantæne i november 2021.
Den Osman Celik, der driver OC Byg og bliver idømt konkurskarantænen, er nemlig registreret som en anden Osman Celik end ham, der fortsætter i firmaet Optima Plan. I det danske cvr-register er der sagt på en anden måde tale om to forskellige personer, selv om der reelt er tale om én og samme person.
Osman Celik – vi kunne kalde ham ”OC den første” - har fået karantæne og må ikke længere drive firma i Danmark, men det får ingen konsekvenser for Osman Celik – lad os kalde ham ”OC den anden” - der derfor kan fortsætte i det næste firma Optima Plan, der også går konkurs, hvorefter han igen kan fortsætte i firmaet Hamburg Plan.
To adresser i Tyskland
Det er tilsyneladende et simpelt trick eller manøvre, der har gjort det muligt for Osman Celik at dele sig i to personer i cvr-registret. Han har simpelthen skiftet sin adresse i Hamborg fra et hus på en vej, der hedder Dorfanger til et hus på vejen Siedenfelder Weg
I cvr-registret i Erhvervsstyrelsen findes der således en Osman Celik med adresse på Dorfanger, der var ejer og direktør for OC Byg og blev idømt konkurskarantæne i november 2021, og en anden Osman Celik med adresse på Siedenfelder Weg, som har været ejer og direktør for Optima Plan og Hamburg Plan og i øvrigt igen blev idømt konkurskarantæne i august 2022, efter at han uhindret fortsatte med at snyde og bedrage i forbindelse med arbejdet for Dan Virkelyst Johansen og LH Gulve.
Først efter, at vi på Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn henvendte os til Erhvervsstyrelsen i forbindelse med afdækningen af sagen, er Osman Celik blevet smidt ud som direktør for hans aktive selskab Hamburg Plan - nu med tilbagevirkende kraft fra november 2021.
Slap for skærpet sanktion
Fejlen i cvr-registret har også haft en anden konsekvens.
Normalt risikerer direktører at få en hårdere sanktion, hvis de ignorerer en karantæne og fortsætter med at drive virksomhed i Danmark. Men det blev slet ikke overvejet i forbindelse med, at Osman Celik i august 2022 blev idømt karantæne for anden gang i forlængelse af Optima Plans konkurs.
Det oplyser advokat Morten Elbrønd fra Focus Advokater, som er kurator i konkurssagen.
- Jeg går altid ind i cvr-registret og tjekker, om man tidligere har været involveret i andre virksomheder, der er gået konkurs for netop at kunne vurdere, om det måtte give anledning til yderligere fra min side. Men Osman Celik var ikke registreret på andre virksomheder end Optima Plan, så jeg havde ingen grund til at undersøge, om han tidligere var idømt konkurskarantæne, oplyser advokaten.
Smutter eller smuthul?
Partner i 360 Law Firm, advokat Carsten Ceutz, har som kurator og formand for foreningen Danske Insolvensadvokater store erfaringer med, hvordan man i Erhvervsstyrelsen kontrollerer, at oplysninger i cvr-registret er korrekte og forsøger at undgå situationer, hvor folk som Osman Celik kan undgå sanktioner ved at give forkerte oplysninger.
Han peger på, at styrelsen generelt set fortjener ros for at have strammet kontrollen med folk, der på forskellige måder forsøger at snyde systemet.
I den konkrete sag må der dog være sket en fejl, siger han.
- Der er ingen tvivl om, at Selskabsloven indeholder en forpligtelse til at sikre, at folk, der bliver idømt konkurskarantæne, bliver afregistreret og ikke pludseligt popper op igen – blot med en anden adresse. Det gælder både personer med og uden CPR-numre (danskere og udlændinge, red.). I det tilfælde, jeg har fået refereret, tror jeg, at der er tale om en smutter, siger Carsten Ceutz, der har svært ved at vurdere, om der kan være tale om et mere generelt problem, hvor virksomhedsejere fra udlandet kan undgå sanktioner som for eksempel en konkurskarantæne ved at registrere sig på forskellige adresser.
- Når du kommer fra udlandet, har du jo ikke noget CPR-nummer eller nogen anden helt unik nøgle, der bekræfter, at du er den, du påstår. Derfor står Erhvervsstyrelsen med en opgave med at lave et match, hvis der pludselig er registreret flere personer fra udlandet med samme navn, men på forskellige adresser.
- Helt konkret kan du jo stå i en situation, hvor du har en Jens Jensen, der bor i Hamborg og en Jens Jensen, der bor i Athen. Hvordan er det helt præcist, at man skal finde ud af, om det er samme person? Det er nok en udfordring i Erhvervsstyrelsen.
Kigger på kontrollen
Erhvervsstyrelsen oplyser, at styrelsen ifølge loven ikke må kommentere på konkrete sager om konkurskarantæne, men at man generelt set har en finmasket kontrol, der består af både manuelle og automatiske kontroller.
Styrelsen erkender dog, at der kan forekomme ”enkelte tilfælde, hvor styrelsen ikke rettidigt får afregistreret samtlige ledelsesroller, som en person varetager”.
Og styrelsen oplyser samtidig, at Fyens Stiftstidendes og TV 2 Fyns afdækning, nu fører til, at Erhvervsstyrelsen vil gå kontrolprocedurerne efter i sømmene.
”Styrelsen arbejder kontinuerligt på at forbedre vores kontroller og tager ved lære, hvis der er sager, hvor kontrollen ikke har været tilstrækkelig. I lyset af den konkrete henvendelse fra Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn, vil vi nu se på, om der er interne procedurer, der bør strammes op”, fremgår det af svaret.
Styrelsen ønsker ikke at blive mere konkret om, hvordan kontrollen muligvis skal strammes op, fordi oplysningerne risikerer at blive brugt af personer, der forsøger at omgå kontrollen, skriver Erhvervsstyrelsen.
Hvad er konkurskarantæne?
Reglerne om konkurskarantæne blev indført pr. 1. januar 2014 for at dæmme op for konkursrytteri og andre former for snyd og bedrag i forbindelse med konkurser.
Reglerne betyder, at direktører kan blive idømt en karantæne på typisk tre år, hvor de ikke må være leder af en virksomhed i Danmark under former, hvor de ikke selv hæfter for den gæld, som virksomheden har.
På den måde skulle reglerne gerne virke som en beskyttelse af det store flertal af lovlydige virksomheder og reducere snyd med blandt andet skat- og moms-betalinger.
Før loven blev indført, havde Konkursrådet estimeret, at mellem 150 og 250 personer ville blive idømt karantæne om året, men de forventninger holdt slet ikke stik. I dag har mere end 4100 personer en aktiv konkurskarantæne i Danmark.
Ove vil begraves med sin kone og søn på skrotplads
kopieret!
Ove Jensen svinger stålhammeren ned mod den gamle motor. Et stykke af et kraftigt tandhjul flyver af og trimler hen ad jorden, da hammerens bulede hoved med en "tchsjung" smadrer ind i metallet.
- Ah...
Ove Jensen retter sig op og trækker vejret dybt. Med den venstre håndryg tørrer han en tåre bort fra sin næsetip.
Det er efterår og kun få grader varmt, så den 88-årige produkthandler, der er indehaver af firmaet Måre Produkthandel, er klædt i flere lag arbejdstøj. Bukser, sweatre og jakke har tjent ham længe og bærer præg af daglig kontakt med diverse smøreolier fra de maskiner, han stykke for stykke får delt i metaller, han siden kan sælge.
- Jeg er jo ikke 25 år længere. Jeg er 88. Jo, jo - der er er stykke op til 100 endnu, gnægger han og sætter sig på sin trehjulede elscooter.
Køretøjet sikrer, at han kan bevæge sig rundt overalt på det 11.000 kvadratmeter store område. Benene er ikke, hvad de var for blot få år siden. Alligevel er han lige netop på benene hele tiden.
- Jeg arbejder tre timer om formiddagen og tre timer om eftermiddagen. Så laver jeg selv min aftensmad, og det tager to-tre timer, og så er dagen jo næsten gået. Om aftenen sætter jeg mig nogle gange og spiller på min harmonika, Så har det været en god dag, slår Ove Jensen fast.
Skal begraves ved kone og søn
Han bor alene i et lille hus der ligger i den ene ende af skrotpladsen. Sådan har det været i et par år, siden hustruen Bodil gik bort. Hun er dog ikke langt borte, for i den anden ende af pladsen, i et hjørne hvor Ove også har en lille hytte og en grillplads, er hustruens urne sat ned. Det samme er en urne med sønnen Jens-Ove.
- Når jeg dør, skal jeg også ned ved hende. Så er det op til børnene at passe stedet. Det går jeg da ud fra, at de gør. Det kan være de bruger det til sommerhus eller noget, smiler Ove Jensen uden dog at antyde at han er hverken mæt af dage eller træt af sit fysisk hårde arbejde.
- Jeg begyndte vel at arbejde, da jeg var omkring seks år gammel. Det var med at samle kartofler ved Borris, hvor jeg kommer fra. Det gælder om at holde sig i gang. Ja, ja, jeg kan da godt blive så skidt en gang, at jeg må flytte herfra, men det håber jeg ikke. Jeg vil blive boende på landet, slår han fast.
Ove Jensen træder efter en kort pause ned fra sin elscooter og griber metalhammerens lange skaft. Med et kraftigt sving rammer han tandhjulet fra før og et nyt stykke brækker af. Stump for stump nærmer han sig en lille stak, han senere kan sælge. Sådan som han har gjort det lige siden han i 1969 åbnede sin produkthandel.
Chris kæmper mod p-selskab efter afgift på egen p-plads: - Hvor er den sunde fornuft?
kopieret!
Det kan ske for selv den bedste.
Betaling af p-billetten smutter, og i forruden sidder den gule lap med en p-afgift, når du vender tilbage til bilen. Øv.
Men Chris Jensen fra Odense fik forleden en p-afgift for at holde på sin egen p-plads.
Han betaler hver måned for sin egen p-plads, men pludselig sad der en afgift i forruden. Nu kan han ikke få den annulleret, og det frustrerer ham.
Chris Jensens problem er dog, at afgiften sådan set er god nok. Han skal nemlig have et parkeringskort liggende synligt i forruden, når hans bil står på den p-plads, han betaler for. Det har han også til daglig, men denne dag var den gledet ud til siden og altså ikke synligt. Det kostede en afgift på 875 kroner.
- Det er jo som sådan helt i orden. Men jeg skriver så til dem, at jeg har betalt, og jeg har tilladelsen – men det er de ligeglade med, siger Chris Jensen. Han hver måned betaler 450 kroner for sin parkeringsplads.
På Apcoas hjemmeside fremgår det tydeligt, at er ens licens ikke synlig ved kontrol, så koster det en afgift.
Den del medgiver Chris Jensen - han erkender den fejl. Alligevel henvender han sig til Europark, som er ejet af Apcoa, for at få afgiften annulleret.
- Jeg henvender mig til dem og siger noget må være gået galt. Det er min bil, min plads, jeg har kortet, og jeg har betalt for det. Jeg forstår ikke, at der ikke er nogen sund fornuft, der siger: det kan vi godt se, siger Chris Jensen.
Han mener, at det er alt for rigidt et system, når man ikke kan få rettet noget som her, hvor der tydeligt er tale om en fejl, og at der ikke bliver kigget på, at han hver måned betaler for en p-plads, og at afgiften er udstedt til ham, der betaler for pladsen.
- Når de svarer en tilbage er det helt umenneskeligt og ren jura. Jeg gør en indsigelse, fordi jeg er uenig. Der får jeg så bare et brev tilbage, hvor der står, at hvis ikke jeg betaler, må sagen tages videre.
Kan du ikke bare betale afgiften?
- Jo det kunne jeg nemt. Men på et tidspunkt må man også lige stille sig op og sige, hvornår er nok, nok. Det har jeg så valgt at gøre nu, siger Chris Jensen.
TV 2 Fyn har rakt ud til parkeringsselskabet Apcoa, som administrerer den parkeringsplads Chris Jensen betaler for hver måned.
Apcoa har ikke ønsket at stille op til interview. Apcoa er heller ikke vendt tilbage med svar på TV 2 Fyns spørgsmål, som er sendt via e-mail.
Tre juledage overstået - flere havde indbrud end sidste år
kopieret!
Julen er ovre og de fleste er vendt hjem til egen bolig igen. Det betyder også, at flere har opdaget, at der har været ubudne gæster i hjemmet, mens de har været væk. Ifølge Fyns Politi er der anmeldt lige under 50 indbrud på Fyn fra den 23. december til og med den 26. Det fortælle vagtchef Kenneth Taanquist.
Sidste år var tallet sidst i 20’erne, lyder det.
Alligevel understreger han, at det på trods af en stigning fra sidste år lader til at være godt naboskab og lys i hjemmet, der holder tyvene ude.
- Det er vores indtryk at folk har været gode til at hjælpe hinanden, huske at lade lidt lys være tændt. Og det hjælper altså på det, siger Kenneth Taanquist.
Kan du forudse, hvad der sker i 2025? Tip en 13'er og vind kæmpe gavekurv
kopieret!
Vinder Viktor Axelsen Denmark Open, bliver det nye supersygehus udskudt endnu en gang, og vender forsiden tilbage på tv2fyn.dk?
Hvis du kan spå om året 2025, kan du vinde en gavekurv til en værdi af 500 kroner.
Du skal have kigget i spåkuglen og indtastet dine svar, inden kongens første nytårstale begynder den 31. december.
Vinderen findes, når året 2025 går på hæld.
Regler og betingelser:
Husk at udfyld både mail og telefonnummer, så vi kan komme i kontakt med vinderen. Ved deltagelse accepterer du samtidig, at vi må kontakte dig. Vinderen vil blive kontaktet direkte og skal være indstillet på, at præmieoverrækkelsen filmes til web og tv. Flest korrekte svar vinder. Er der lige mange korrekte svar, findes vinderen ved lodtrækning. Seneste besvarelse gælder.
Ville anmelde overfald - endte selv med sigtelse og bortvisning
kopieret!
Det gik ikke helt som ventet, da en ung mand ville anmelde et overfald, han mente var begået på beværtningen Butchers i Odense.
Hos Fyns Politi fik man nemlig indhentet overvågningsmaterialet fra stedet for at gennemgå dette, men det faldt ikke ud til anmelders fordel.
Overvågningsbillederne viste nemlig at den unge mand selv begyndte at indlede sig i slagsmål, idet han med knyttet hånd slog en gæst med en knytnæve i hovedet.
Det førte til, at den 22-årige selv blev sigtet for overtrædelse af Restaurationsloven og fik forbud mod at komme som gæst på Butchers. Det skriver Fyns Politi i døgnrapporten.
Brobizz advarer om svindel-mails
kopieret!
Selskabet Brobizz advarer lige nu sine kunder om falske e-mails og sms’er, hvor der er såkaldt phishing i omløb. Det skriver selskabet på sin hjemmeside.
Når hackere forsøger at lokke fortrolige oplysninger ud af dig, kaldes det for phishing. Hackerne vil foregive at være en virksomhed eller lignende, som du er fortrolig ved, og derigennem forsøge at få dig til at give dem fortrolige oplysninger – som de derefter kan misbruge.
Derfor anbefaler Brobizz at man grundigt kontrollerer, hvem der er afsender.
På hjemmeside skriver selskabet, at de udelukkende sender SMS’er til kunder, der har været i kontakt med deres kundeservice. Derudover bruger de kun følgende mailadresser:
noreply@brobizz.com
noreply@info.brobizz.com
postmaster@brobizz.com
kundeservice@brobizz.com
Nu bliver bybusser i Nyborg gratis for særlig aldersgruppe
kopieret!
Kan gratis busdrift få de unge til at køre med? Det vil tiden vise i Nyborg Kommune, hvor unge under 16 år snart kan køre gratis med bussen i Nyborg – og det har de unge selv ønsket og være med til at bestemme. Sådan lyder det i opslag på kommunens Facebook-side.
De gratis bybusser er vedtaget af byrådet som en del af budgetaftalen for 2025. Det er lokalruterne 680, 681, 682, 709, 711, 712, 713, 714, 715 og bybus 1 og 2 der fra 1. januar gøres gratis for børn og unge under 16 år.
De regionale ruter (rute 161-162, 195, 800A, 900A, 920-921) og uddannelsesruterne (809, 819, 830, 831, 833, 865) er ikke omfattet af tilbuddet.
Danskere ventes at bytte gaver for over halv milliard
kopieret!
Butikkerne skal regne med, at danskerne kommer til at flokkes dertil for at bytte julegaver, de ikke er helt tilfredse med. I hvert fald hvis man skal tro en prognose fra Dansk Erhverv, der spår, at julegaver for 600 millioner kroner byttes oven på julen i år.
- Vi forventer, at hver fjerde dansker skal ud og bytte i hvert fald en gave, siger Bo Dalsgaard, der er fagchef for forbrugeraftaler og forbrugerklagesystemer hos Dansk Erhverv.
Prognosen baserer sig på to befolkningsundersøgelser, som analyseinstituttet Norstat har lavet for organisationen.
Sidste år endte det med at være omkring 25 procent af danskerne, som fik julegaver, der byttede mindst en af dem.
Fredagsvejret bliver stille, gråt og mildt
kopieret!
Det bliver en skyet, diset og stedvist tåget dag, hvor der i perioder vil falde lidt regn eller finregn hist og her.
Temperaturen vil befinde sig et sted mellem seks og otte grader, og det vil føles lige så mildt, som det ser ud, at bevæge sig udenfor. Vind vil der nemlig ikke være meget af.
Og det bliver generelt gråt, stille og mildt vejr de kommende dage, indtil vi når søndag. Her forventes en koldfront med regn at bevæge sig ned over landet nordfra.
Er din hund klar til nytår? Få tjeklisten her
kopieret!
Er man en af de hundeejere, hvis firbenede ven reagerer kraftigt på fyrværkeri, så er Dansk Kennel Klub klar med en tjekliste, der kan hjælpe ens hund gennem nytårsdagene.
I et opslag på Facebook opfordrer de til, at man har planlagt, hvor ens hund er nytårsaften, hvis man ikke er hjemme. Kan man ikke tage den med sig, skal man overveje, om den skal passes.
Derudover skal man skynde sig, hvis hunden skal have angstdæmpende medicin, og i tilfælde af at ens hund kan finde på at løbe væk, er det en god idé at sikre sig, at der er et lovpligtigt hundetegn i hundens halsbånd.
Sidst men ikke mindst kan man venligt huske folk på den nye lovgivning, hvis de affyrer fyrværkeri før 31. december.
Ventetiden i Familieretshuset stiger - fynsk politiker vil undgå "tåbeligt dobbeltarbejde"
kopieret!
Foreningen af Faste Værger i Danmark foreslår, at det fremover skal være kommunerne, som skal oprette værgemål for demente og senhjerneskadede borgere.
Blandt andet for at mindske ventetiden og undgå dobbeltadministration ved, at der ikke er to myndigheder, som skal sagsbehandle de samme sager, lyder argumentet. Det skriver DR.
KL er ikke videre begejstret for forslaget, men flere ordførere på Christiansborg synes, at forslaget er spændende, og de er parate til at kigge på, om kommunerne skal overtage opgaver fra Familieretshuset. Blandt andet fynskvalgte Katrine Daugaard, der er socialordfører for Liberal Alliance.
- Hvis der er dobbeltarbejde, er det jo tåbeligt, siger hun.
Vej kortvarigt spærret på grund af politiarbejde
kopieret!
Torsdag eftermiddag var det ikke muligt at passere Lillebæltsbroen.
Af Vejdirektoratets trafikinfo fremgik det, at broen var spærret i begge retninger på grund af politiarbejde.
TV 2 Fyn har været i kontakt med Fyns Politi, der oplyser, at Sydøstjyllands Politi kortvarigt var til stede på broen, men derudover ikke har yderligere at tilføje.
Krudtsælgere frygter kunder kvæler nytårsaften: - Synd for de små
kopieret!
I år er nye regler for fyrværkeri trådt i kraft, som betyder, at det nu kun er lovligt at fyre af i to dage - fra den 31. december til 1. januar.
Men den nye lovgivning får flere fynske fyrværkerisælgere til at se på fremtiden med bekymring. To fyrværkeriforhandlere, som TV 2 Fyn har talt med, tvivler nemlig på, at alle kan overholde reglerne.
Og hvis ikke folk kan holde i raketterne i ro, så frygter forhandlerne, at det kan føre til yderligere stramninger, som i sidste ende vil betyde, at man ikke må sælge eller købe nytårsfyrværkeri.
- Så siger politikerne, at nu er der ikke noget, der hedder nytårskrudt, og det vil være synd for de små, siger Claus Oldenbjerg, der driver Krudttossen.
Selv Christian Eriksen har deltaget - Traditionsrigt fodboldstævne sparket i gang
kopieret!
2. juledag blev et af Danmarks største indefodboldstævner sparket i gang i Odense idrætshal.
Stævnet, Fyens Stiftstidendes indefodboldstævne, er en tilbagevendende tradition og har været afholdt næsten hvert år siden 1961.
Over fem dage spilles mere end 1.000 kampe.
Gennem årene har fodboldtalenter som Christian Eriksen og Rasmus Falk slået deres folder til stævnet.
Og hos både stævneleder og forældre glæder man sig til at bruge de kommende dage rundt om det brune trægulv.