Coronasmitte på OUH: Antallet af indlagte falder

Antallet af indlagte med coronavirus på OUH er faldet for første gang. Det giver anledning til forsigtig optimisme, mener professor.

Antallet af danskere, der er indlagt med coronavirus på Odense Universitetshospital, er på et døgn faldet med seks personer.

Mandag morgen lød antallet på 44 indlagte og 11 i respirator, og tirsdag var der i stedet tale om 38 indlagte, mens antallet i respirator er uændret. Det oplyser OUH til TV 2/Fyn.

Og det giver anledning til "forsigtig optimisme", mener Hans Jørn Kolmos, der er professor, pensioneret overlæge og tidligere hygiejneansvarlig på OUH. 

- Jeg synes, det er en tilfredsstillende udvikling. Det er det, vi har siddet og ventet på, siger han til TV 2/Fyn.

Ingen garanti

Udviklingen er dog kun set over kort tid, og derfor er der ingen garanti for, at tallet ikke er steget i morgen, lyder det.

quote De, der ikke kom i dag, kommer måske til overflod i morgen

Hans Jørn Kolmos, professor

- De, der ikke kom i dag, kommer måske til overflod i morgen. Vi skal se udviklingen over flere dage, før vi tør tro på det, siger Hans Jørn Kolmos. 

- Men det viser, at vi er på vej i den rigtige retning, og at det er vigtigt at holde fast - det er ikke en anledning til at slappe af. Nu skal vi holde fast i sundhedsmyndighedernes anbefalinger, så det ikke løber fra os, mener han.

Køber hospital tid

På OUH giver den lokale udvikling i coronasmittede indlagte også anledning til "en smule optimisme".

- Det er meget svært at sige noget helt konkret om det, for om en uge kan det være helt anderledes, sagde Michael Dall, lægelig direktør på OUH, da TV 2/Fyn talte med ham i weekenden. 

Men det giver hospitalet en chance for at kunne følge med, når OUH ikke ser voldsomme stigninger, fortalte han.

- At der er ro på giver os et vindue til at lære personalet nye ting, og de får også mulighed for at se de indlagte patienter uden en alt for stor stressfaktor. Så kan de vænne sig til patienter i respirator og også vænne sig til at være iført værnemidler, sagde han.

Nedgang på landsplan

Tendensen viser sig også på landsplan, hvor antallet af danskere, der er indlagt med coronavirus, fra mandag til tirsdag er faldet fra 533 til 529. Det oplyser Sundhedsstyrelsen.

På et pressemøde mandag bekræftede statsminister Mette Frederiksen (S) også, at det går den rigtige vej. Hvis udviklingen fortsætter, vil Danmark kunne åbne gradvist efter påske.

I alt er 90 danskere, der har været smittet med virussen, afgået ved døden. Heraf er de fire døde på OUH, erfarer TV 2/Fyn. 

I Danmark viser opgørelsen dødsfald, der er registreret inden for 60 dage efter påvist smitte. Virussen er derfor ikke nødvendigvis dødsårsagen.

Oversigt

    Oversigt