Facebook lover: Datacenter bliver 100 procent CO2-neutralt
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Datacenter åbner før tid. Facebook vil gøre det CO2-neutralt, men får kritik for at kompensere med norsk vind.
Med løfter om CO2-neutralitet åbner Facebook torsdag nyt datacenter i Odense. Det skulle åbne i løbet af 2020, men allerede torsdag står tre af otte serverhaller klar.
Facebooks nye datacenter åbner før tid
Facebooks datacenter i Odense var planlagt til at åbne i 2020, men åbningen sker allerede i denne uge.
Det var egentlig planlagt, at Facebooks nye datacenter i Odense skulle åbne i løbet af næste år, men nu sker det allerede på torsdag klokken ti.
Det drejer sig i første omgang kun om en del af datacentret, der åbner på torsdag og altså ikke hele centeret.
På åbningsdagen vil Facebook afholde en pressekonference sammen med lokale samarbejdspartnere, hvorefter der vil være rundvisning på selve datacenteret samt en rundvisning af Fjernvarme Fyns fjernvarmeanlæg, som kommer til at ligge i forlængelse af datacenteret.
Sparsomt med oplysnigner
Det var i januar 2017, at Facebook i samarbejde med Odense Kommune kunne fortælle, at der var planer om et 55.000 kvadratmeter stort datacenter i Tietgenbyen, som skulle køre på 100 procent vedvarende energi. Dengang var det en stolt Peter Rahbæk Juel (S), der kunne offentliggøre samarbejdet.
- Facebooks valg af Odense er en kæmpe gevinst. I dag kan vi være stolte, men der er fortsat lang vej, og det kræver hårdt arbejde at nå i mål, sagde Odenses borgmester i 2017.
Det har været sparsomt med oplysninger fra Facebooks side, hvorfor de er nået tidligere i mål end først antaget. Men kommunikationschef for Facebook i Norden Peter Münster forsikrer om, at spørgsmål som disse bliver besvaret på åbningsdagen.
Til åbningsdagen deltager klimaminister Dan Jørgensen (S), Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), og administrerende direktør for Fjernevarme Fyn Jan Strømvig.
Datacenteret kommer til at bruge en stor mængde el. Det skal ifølge Facebook udlignes med en vindmøllepark i Norge.
- Vi skal tilføje minimum samme kapacitet, som vi trækker ud, siger Peter Münster, kommunikationschef for Facebook i Norden.
Datacenteret vil sammen med fem andre planlagte centre ifølge Politiken stå for 17 procent af det samlede danske elforbrug.
Facebook vil kompensere for datacenteret i Odense dels ved at bruge vindkraft fra en vindmøllepark i Norge.
- Det er vigtigt for os, at vores fodaftryk er så lille som muligt. Vi har meldt klart ud, at vi på tværs af datacentre skal være 100 procent CO2-neutrale fra og med 2020, siger Peter Münster.
Vindmølleparken i Bjerkreim i Norge kommer til at producere 294 MW. Parken skal både kompensere for forbruget i Facebooks svenske datacenter i Luleå og det nye datacenter i Odense.
De norske vindmøller producerer indtil videre ikke strøm til elnettet, der når Danmark. Det er heller ikke alle vindmøller, der er sat op endnu, forklarer den kommunikationschefen for Facebook i Norden.
- De første vindmøller er begyndt at snurre og producere energi. De kommer online på nettet i løbet af de kommende måneder, siger Peter Münster.
Det har dog mødt kritik, at vindmølleparken er placeret i Norge og ikke i Danmark, hvor strømmen til det nye datacenter tages fra.
Vindenergien tæller nemlig kun med i det norske klimaregnskab og ikke det danske, fortæller Poul Erik Morthorst til Politiken. Han er professor på DTU og medlem af Klimarådet.
Det er dog mindre relevant for Facebook.
- For os er det ikke vigtigt, om strømmen kommer fra det land, datacentret ligger i.
- Derimod er det vigtigt for os, at den ekstra vedvarende energi, vi tilføjer, kommer ind i det samme elnet, siger Facebooks energidirektør Bobby Hollis til Politiken.
Facebook markerer åbningen med en rundvisning torsdag klokken ti. Her vil blandt andre klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) og Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), deltage.